Tusmørke-effekten

I 2008 sendte 'Troldspejlet' en anmeldelse af den splinternye 'Twilight'-film, som gik i biograferne. Dengang var jeg 11. Jeg sagde: "Mor, jeg vil gerne se den film". Min mor svarede, at hvis jeg læste bogen, så måtte jeg komme i biografen og se filmen, så min mor købte bogen til mig.

Twilight skulle være den første af mange bøger, jeg har samlet på i tidernes løb. For selvom jeg ikke nåede at læse bogen færdig, før den var ude af biograferne, så skulle den være skelsættende på flere måder igennem mit liv.

Jeg slugte bogen råt. Jeg husker, at jeg sad i cykelskuret i frikvartererne dybt begravet i de over 500 sider. Jeg havde aldrig før mødt et medie, som jeg kunne fordybe mig så fuldstændigt. Men denne fortælling optog mig i sådan en grad, at jeg tog bogen med uanset, hvor jeg gik. Jeg havde den altid til at ligge på kanten af mit bord i skolen, og jeg tog den med på alle køreture, uanset hvor korte de end måtte være.
Da der ikke var mere bog, læste jeg næste bog i serien, og derefter var der ikke udgivet flere bøger på dansk i serien, så jeg måtte finde andre bog-serier. Og hermed voksede min kærlighed til bøger; ikke kun at læse bøger, men også at skrive, fantasere og imaginere historier, som ellers kun fandtes i mit hoved - i hvert fald indtil jeg skrev dem ned.

Jeg blev lige så forelsket i film-serien, som jeg havde været i bog serien. Jeg sad i biografen til premiere og talte dagene til nye udgivelser. Det endte med, at jeg købte den sidste bog på engelsk, før jeg overhovedet var en stabil engelsklæser, fordi jeg var nødt til at vide, hvad der skete.

Hvorfor snakker vi 'Twilight'?- tænker du nok.
Vi snakker 'Twilight' fordi jeg for nyligt genlæste og genså filmene, og da den sidste film endte, sad jeg med en overvældende nostalgisk energi, som jeg ikke kunne placere. Var den god eller dårlig?
Jeg havde tårer trillende ned af kinderne af to grunde:

UNO:
Jeg var nostalgisk over genoplivning af alle de gode minder, jeg har med Twilight. Jeg har så meget kærlighed til de karakterer i min krop, at det føltes tumpet og en anelse pinligt at indrømme. At serien stadig er lige så god, som jeg husker den, er en lettelse.

DUO:
Jeg genoplevede den smerte, jeg havde haft i disse år i mit liv. I folkeskolen havde jeg problemer med at passe ind. Jeg husker ikke, om jeg sad i cykelskuret med en kilotung roman fordi jeg ikke havde nogen venner. Eller om jeg ikke havde nogen venner fordi jeg sad i cykelskuret med min bog. Jeg husker bare, at jeg ikke havde nogle venner, men at jeg havde en bog.

Folkeskolen bærer nogle grimme minder med sig. Jeg var et nemt mål for mobning, fordi jeg var tydeligt anderledes. Jeg bar en rød-strikket-og-stribet-hue hver dag. Min mormor havde strikket den til mig. Faktisk havde jeg to. De var magen til hinanden, så jeg kunne skifte lidt mellem dem.
Hvis du kendte mig dengang, så kan du måske huske min hue?
Jeg husker, at jeg stod i midten af en rundtkreds, mens huen blev kastet rundt, og jeg forsøgte at jagte den. Jeg husker, at den hver dag blev taget fra mig, og jeg skulle jage hvem end, der havde taget den. Hver dag skulle jeg lege "tampen brænder", fordi nogen havde gemt min hue et sted i skolen.

Jeg husker, at der blev oprettet en falsk facebook-profil ved navn 'Jeppe Fuldmåne', som søgte mit venskab på facebook. Jeg var ikke gammel nok til at forstå, at den var falsk, men da der pludselig blev kommenteret: "Smuk", "Du er lækker", "Du er flot" under alle mine billeder, så kunne jeg forstå, at var noget galt. Vedkommende var kun venner med folk fra min årgang, som var "outsidere". Det var alle sidsterangsmenneskerne. Jeg konfronterede den falske profil, og den blev lukket, men jeg fandt aldrig ud af, hvem det var, selvom jeg har mine anelser.

Jeg husker, at jeg var på vej fra klasselokalet til biblioteket alene, da en gruppe af de ældre elever kommer gående imod mig. Jeg kan huske, hvad jeg havde på i detaljer. Jeg havde cowboybukser på, en sort Nik & Jay-trøje. Et par fingreløsevanter, som min mormor havde strikket. Jeg havde sort eyeliner og sort mascara på. Og jeg husker det meget specifikt, fordi denne gruppe af ældre elever begyndte at råbe: "EMO" efter mig. På det her tidspunkt har jeg gået i 7. eller 8. Men jeg husker det tydeligt. For jeg var ikke emo. Jeg var misforstået.

Jeg husker, at jeg en dag i 7. klasse kom ind i klasselokalet, og jeg så, at der var blevet sat et kondom nedover min drikkedunk. Og alle grinede. Alle undtagen mig. Min taske var fyldt med bitte små stykker af papir, som var blevet klippet ud og dumpet ned i min taske.

Jeg husker, at jeg sad hos sundhedsplejersken i 8. klasse, og jeg fortalte hende, at jeg havde ondt inden i. Jeg fortalte, at jeg ikke kunne finde venner i min klasse, og at jeg græd hver dag. Og jeg fortalte, at jeg var uendeligt ked af det. Jeg husker svaret, jeg fik. Hun sagde, og jeg citerer: "Prøv at tab dig lidt og få nogle venner". Det var, hvad hun sagde. Aldrig var jeg blevet så svigtet. Jeg havde prøvet at åbne op overfor 'en voksen', om at jeg var bange for, at jeg havde en depression, og jeg havde fået et usselt svar, som sidder i mig i dag.
Jeg var ødelagt. Jeg kan huske, at jeg nogle måneder efter skrev et brev i ren fortvivlelse. Jeg det stadig liggende et sted. Det blev 15 sider langt. Papiret knasede, fordi det var blevet genneblødt af tårer. Da jeg startede med at skrive brevet, vidste jeg ikke, hvem det var til. Men det var et råb om hjælp, som aldrig blev sendt. Jeg ville have sneget det ind under døren til sundhedsplejersken, men jeg vidste ikke, om hun ville tage mig seriøst denne gang.

Jeg husker, jeg sad i klassen en dag, da drengene bad 'Google Translate'-damen om at læse højt med sin robot-stemme. Jeg husker, at høre ordene: "Gormsen er grim"og "Gormsen er en luder" blive læst høj i ekkoet af deres grin. Jeg husker, min mor havde sagt: "Så slog ham, hvis han fortjener det", så det gjorde jeg. Jeg slog ud efter ham, der havde været efter mig i flere år. Og jeg fik problemer. Den første gang, jeg nogensinde reagerede på den mobning, jeg var udsat for. Jeg blev sat uden for døren, og efter en (for mig) meget frustrerende samtale med min klasselærer, hvor jeg fik at vide, at jeg var skurken, blev jeg bedt om at sige undskyld. Og jeg svarede nej. Jeg ville ikke sige undskyld. Jeg havde fået at vide af min mor, at jeg ikke skulle undskylde, hvis jeg slog ham.

Jeg husker en af de sidste uger af 9. klasse, blev jeg fortalt et af de rygter, der havde været omkring mig. Rygtet gik ud på, at jeg var lesbisk, og jeg havde lavet øjne og sagt ting såsom: "jeg vil have dig" og indikeret, at jeg var seksuelt tiltrukket af pigerne i parallelklasserne. Jeg skulle eftersigende have været "helt vildt klam" og "open for business".

Og i det øjeblik, jeg hørte disse rygter blev jeg enormt glad. Glad for at folkeskolen skulle slutte nu. Glad for, at jeg aldrig skulle se nogle af disse mennesker igen. Glad for, at jeg aldrig mere skulle jage mine ting rundt på skolen. Glad for, at det var okay at hade mennesker, for det gjorde jeg. Jeg var så indbrændt. Det var slut med at spille ligeglad, for folkeskolen var ovre. Lige om lidt.

Så hvad har 'Twilight' at gøre med det hele? Jeg det ikke helt. Men det, jeg ved. er, at mens jeg har genlæst og genset serien, er disse minder dukket op i mit indre. Og jeg finder mig stoppe op og gispe i smerte over, at jeg har været det her igennem. At genopleve 'Twilight' gav mig en masse glæde, men det viste mig også en del af mit liv, som har stået i baggrund af depression og PTSD i nogle år nu. Jeg var et offer for mobning i folkeskolen. Og jeg har i mange år underspillet og måske ikke helt været opmærksom på, hvor slemt det var, for det var min hverdag.

Twilight var, hvad gjorde mig glad i denne periode af mit liv. Det var, hvad jeg forsvandt væk og fordybede mig i. Og det er Tusmørke-effekten. At tillade sig selv at overgive sig til bøger og film, fordi det er hvad, der er til rådighed, når man sidder i cykelskuret som 11 årig.

Billedet her er taget i 2010. Det var et par uger, før jeg fyldte 13. Sådan så jeg ud.

Sidsterangsmennesket

Jeg har aldrig følt mig som et førsterangsmenneske. Heller ikke som et andenrangsmenneske. Hvis jeg skulle beskrive mit liv og min opvækst, så husker jeg det som om, at jeg var et sidsterangsmenneske. Det handler ikke om, at min familie ikke elsker mig - det ved jeg de gør. Det handler heller ikke om, at jeg ikke havde nogen venner -for det har jeg haft on/off igennem mit liv.

Følelsen af at være et sidsterangsmenneske handler om at føle sig ubetydelig. Det er følelsen af ikke at være nogens nummer 1 eller nummer 2. Det handler om at stå med én fod inde i lejeren og én fod i en frossen sø, som du ikke kan træde ud af. Du kan stadig lugte bålet og måske også mærke varmen af og til, men du vil aldrig være helt inde. Du vil aldrig være gennemvarm, for uanset hvor meget du strækker dig for at nå bålet og nå trygheden, så vil din ene fod altid være fastfrosset i mørket og i kulden. Og sådan føles det at være et sidsterangsmenneske. 

Man kan føle sig som et sidsterangsmenneske af og til. Det er en del af livet. For de fleste bliver det sommer, og isen på søen tør, så du kan trække din fod op og gå ind i lejeren helt. For andre er det vinter i den vildeste Game of Thrones- stil, hvor vinteren nærmest varer for evigt. Men lige pludselig vil sommeren vende tilbage, og isen vil smelte. Heldigvis kan man gå lidt frem og tilbage, uden at det har store konsekvenser. Mange vil opleve, at man jonglerer i et "lillefingervarmt" område. 

Jeg husker at være et sidsterangsmenneske tilbage fra min barndom. Jeg husker det specielt ved, at blive valgt sidst til rundbold hver dag. At stå tilbage med de samme en-to personer. At kigge på hinanden i en indbyrdes kamp om, hvem der bliver valgt ikke-sidst. Jeg kan stadig huske følelsen. Jeg kan stadig se de andre sidsterangsmennesker stå sammen med mig på rundboldsbanen. Og jeg vil vædde med, at de godt ved, hvem de er, og de kan sikkert stadig se mig stå sammen med dem. 

Jeg ved godt, at det at blive valgt sidst til sport også har noget med atletisk styrke at gøre, men helt ærligt så var vi børn. Der var ikke nogen af os, der var atletiske mestre. Desuden var jeg konkurrencesvømmer dengang. Så jeg vurderer ikke, at jeg blev valgt sidst på grund af fysisk svaghed. 

En dag, som jeg tydeligt husker, er 9. klassernes sidste skoledag, da jeg gik i 8. klasse. Det er en af de dage, hvor jeg første gang blev opmærksom på, at folk ikke så mig, som jeg så mig selv. Den dag var jeg et rigtigt sidsterangsmenneske. Foran hele skolen uddelte 9.klasserne priser for *året babe*, *årets scoring*, *årets par*.... I kender genren. Jeg husker, at det var det vildeste, der kunne ske; at blive nomineret til en af priserne. Det var aldrig sket for mig. Jeg var slet ikke populær nok til overhovedet at blive overvejet. 

Men dette år blev jeg nomineret. Jeg blev rent faktisk ikke bare nomineret. Jeg vandt. Og så skulle man tro, at det var med jublen og smil, at jeg gik imod scenen. Men det var det ikke. Det var lige modsat. Jeg vandt ikke *året lækreste* eller *årets klogeste*. Prisen, jeg vandt, var *årets joke*.
Foran hele skolen måtte jeg gå op på scenen (hvis man ikke gik op friviligt, så blev man trukket derop), hvor jeg blev overrakt et bånd med ordene: *ÅRETS JOKE*, og der blev råbt "tale, tale, tale, tale". Hvad skulle jeg sige? Jeg var lige blev ydmyget foran hele skolen. Jeg husker en brændende lyst til at råbe:

FUCK JER!

Ud til alle tilskuere og 9.klasserne og til lærerne, fordi de lod dette ske. Jeg har mange gange ønsket, at jeg udlevede denne små-rebelske lyst. Jeg ville ønske, at jeg havde flået båndet af og brændt det lige der midt på scenen. Jeg ville ønske, at jeg havde stukket hende, der overrakte mig båndet, en kæmpe lussing. Jeg ville ønske, at jeg havde råbt, at de alle var; [Indsæt 1.000 grimme ord]. Men det gjorde jeg ikke. Jeg tvang frem et "Tak", og så gik jeg. Jeg gik ud af hallen med tårer strømmende ned af kinderne. Jeg gik forbi elever og lærere, og ingen sagde noget. For sådan var det dengang. Ingen bekymrede sig for, om du græd. Ingen havde tid til overs for et sidsterangsmenneske. 

Nogle år efter fortalte jeg min mor, om hvad der var sket. Jeg havde skammet mig i flere år, så jeg havde ikke fortalt nogen om det. Jeg havde gemt båndet i en kasse under min seng. Dengang lovede jeg min mor, at jeg ville smide båndet ud. Men det gjorde jeg ikke. Der er et minde knyttet til *ÅRETS JOKE*, som er blevet en del af det, som har udformet mig. Så jeg kunne ikke smide det ud. Jeg har det stadig. (Undskyld, Mor).
Jeg har ikke tænkt mig at smide det ud lige nu, for jeg har en plan. Planen er ikke at gemme på det for evigt. Planen er at brænde båndet, som jeg skulle have gjort den dag for mange år siden. I mit hoved er den perfekte plan at samle min omgangskreds og brænde alt det negative skidt, jeg har samlet igennem årene. Jeg vil holde en ceremoni til ære for mig. Jeg vil spise boller i karry og drikke champagne og pepsi twist. Jeg vil høre Fall Out Boy og jeg vil have lov til at græde over at have været et sidsterangsmenneske for så længe. Og det skal handle om mig. Jeg skal være et førsterangsmenneske. Bare for denne ene dag.

Jeg vil ikke love mig selv, at jeg er færdig med at være et sidsterangsmenneske, for så ville jeg lyve for mig selv. Jeg ved godt, at jeg altid vil have en fod fastfrosset ude i isen. Det ved jeg med sikkerhed, for jeg ved, at jeg ikke er min egen førsteprioritet. Jeg bliver ved med at sætte folk foran mig selv, også selvom jeg godt ved, at jeg egentlig fortjener bedre, og derfor vil jeg altid være et sidsterangsmenneske. Jeg gør mig selv mindre, og jeg bryder mine egne regler for nogle mennesker, som er min førsteprioritet, men hvor jeg ikke er deres førsteprioritet. Heller ikke andenprioritet. Jeg er sidsteprioritet. Et sidsterangsmenneske. Men jeg bliver hængende, for det er, hvad jeg kender. Jeg kender følelsen af den ene kolde fod. Jeg kender lugten af bålet. Og jeg strækker mig efter varmen hver dag. Og når jeg tror, at jeg kan nå flammen, så bliver jeg brændt og sendt tilbage til den frosne sø, hvor jeg står på strakte tæer for at holde hovedet oven vande. Og her er jeg fastfrosset. Og nu kommer vinteren, så udsigten er, at jeg kommer til at være her et stykke tid. Så I ved, hvor I kan finde mig. Den koldeste sø. På bunden. Men stadig med hovedet i vandskorpen. Stadig med øjnene rettet imod lejeren.

Sidsterangsmennesket. 

Pige- og drengeslikkepinde

Jeg kan ikke tælle, hvor mange gange om dagen, jeg skal forholde mig til pigeting og drengeting - ofte markeret med pigefarver og drengefarver. Du ved lyserød og blå/grøn.
Vi møder kønsopdeling så meget i vores hverdag, at vi helt glemmer, at det sker.

På restauranten, hvor jeg arbejder, har vi en skål med slikkepinde i grøn, rød og gul. En far løfter sin dreng op for at nå en. Drengen tager en rød, hvorpå faren siger: "Du skal da ikke have en pigeslikkepind!" og stikker drengen en grøn i stedet.

I øjeblikket bliver jeg så lamslået over farens kommentar, at jeg ikke får sagt noget, men efterfølgende kommer jeg til at tænke:

"Hvad i alverden er en pigeslikkepind?" 

Er den røde slikkepind en "pigeslikkepind", fordi den har en rødlig farve? Og hvorfor vil faren ikke have, at drengen skal have en slikkepind, der forbindes med piger? Vil det gøre ham til en tøsedreng? Dit barn er 3 år gammel, og du fodrer det med snak om, hvad piger må, og hvad drenge må. Piger må spise lyserrøde ting. Drenge må spise grønne ting.

For hvad er det egentlig, han siger? Han siger, at hans søn ikke skal tage den røde slikkepind, fordi den repræsenterer "kvindelige værdier". Men hvorfor de "kvindelige værdier ikke lige så gode som "mandeværdierne"? Hvorfor vil det være så galt, hvis hans søn spiste en "pigeslikkepind". Det er jo ikke fordi drengen på magisk vis vil blive forvandlet til en pige, og selv hvis han gjorde, hvad er der så galt med at være en pige?
Det jeg hører, er, at han implicit siger, at "kvindeværdierne" i den røde slikkepind er mindre værd en "mandeværdierne" i den grønne slikkepind?

Det er en utroligt frusterende situation at stå i, at få at vide, at kvinder ikke er lige så meget værd som mænd. At når en dreng er en "tøsepige", så er han ikke en "ordentlig mand", fordi han viser følelser eller er tilbøjelig til at kunne lide "pigeting".

Så kan man jo sige: "Herregud, Christina, det er jo bare en slikkepind"...

Øh nej.... 

Det er ikke bare en slikkepind. Det er en samfundsformation, hvor vi lærer børn, at drenge er sådan nogle, der kæmper med sværd og leger vildt i frikvarteret, og piger er sådan nogle, der laver perleplader og leger med dukker. Det her handler ikke om, at "kvinder har et moderligt instinkt, der kommer til udtryk i en tidlig alder. Og drenge er beskytterne, der skal øve sig i at kæmpe..."
Buller-shit.

Et andet eksempel er fra, da jeg gik i folkeskole. Vi havde musik i flere år. Ikke én gang har jeg spillet trommer. Kun få gange spillede jeg guitar i musiktimerne til trods for, at jeg gik til guitar i min fritid.
Jeg kan tydeligt huske, at jeg mægtigt gerne ville spille trommer i nogle af sangene i timerne, men der var altid kamp fra drenges side om at spille trommer, hvilket ofte endte i, at vi piger sang eller stod med en lille æg med ris i. Hvis vi var heldige kunne vi slås om marimbaerne, men det er jo ikke helt trommer - er det vel?

Det blev hurtigt en rolle, jeg trådte ind i. Drenge havde førsteret til trommerne og guitarerne. Pigerne havde... ikke. Jeg troede, at jeg ikke kunne, fordi det gør piger ikke. Og hvis der var nogle piger, der spillede trommer, så var det drengepigerne. Og jeg blev først opmærksom på den tanke, da jeg blev ældre.

Drengepige. Rimelig sejt ikke?
Tøsedreng. Ikke så sejt.

Hvor mange piger kender du, der går i "drengetøj"? En del vil jeg gætte på.
Hvor mange drenge kender du, der går i "pigetøj"? Ikke så mange vil jeg skyde på.

Hvorfor er det, at det, vi associerer med drenge, får en ophøjet status?
Og det, vi associerer med piger, får en nedgjort status?

Jeg tror ikke kun, at det er piger, der lider under denne kønsopdeling. Det gør drenge også. De skal leve op til nogle samfundsforventniger om, at rigtige drenge ikke græder, at de "mander sig op", at de leger voldsomt, at de svarer igen og at de spiser grønne slikkepinde.

Den tre årige dreng på restauranten kunne have fået en slikkepind med jordbærsmag. I stedet fik han sur æblesmag.