Dette indlæg er et smertefuldt ærligt indlæg. Indlægget
handler om mit mentale helbred, og det handler om, hvordan jeg nåede
hertil.
Min situation lige nu er, at jeg er syg.
Jeg er meget syg endda.
Jeg lider af depression, flere forskellige former for angst,
stress og PTSD. Dette påvirker min hverdag i højere grad, end jeg hidtil har
indrømmet overfor mig selv. Jeg har (efter min sygemelding) valgt at fortsætte
mine studier, selvom jeg ved, at det bliver en lang kamp for mig at studere og
blive rask samtidig.
Da jeg gik i 8. klasse, fik jeg en depression. Den var
aldrig diagnosticeret af en læge eller afhjulpet, så den fik lov til at
fortsætte uden, at jeg egentligt vidste, hvorfor jeg havde det så skidt hele
tiden. Jeg blev mobbet i folkeskolen, men selvom jeg forsøgte at snakke med
mine lærere og skolen om det, så blev jeg aldrig mødt med forståelse.
Jeg husker, at sundhedsplejersken sagde: ”Måske skulle du
prøve at få dig nogle venner”, som om det skulle fikse mig og min ensomhed.
Depressionen udviklede sig til lavt selvværd og angst. Det
var først i 1g, jeg fandt ud af, at det var en reel depression. Jeg begyndte
hos skolepsykologen på mit gymnasium. Problemet forsvandt ikke, men jeg lærte
at genkende mine følelser.
I foråret 2014 var jeg udsat for overgreb. I løbet af en
måned blev jeg voldtaget 7 gange af den samme person. Jeg kunne godt sige, at
det var fordi, jeg ikke havde modet eller selvrespekt til at sige fra.
Men sandheden er, at jeg blev voldtaget, fordi han valgte at
gøre det imod mig. Det har taget mig 4 år at lægge skylden 100% på ham. Jeg må
indrømme, at jeg stadig kan blive i tvivl.
Efter overgrebene var jeg i helt klassisk benægtelse. Jeg
havde det værre end før, men jeg kunne ikke få mit hoved til at sætte den
voldsomme frygt, mareridtene, selvhadet og isolationen sammen med, at jeg var
ved at lægge skylden på mig selv.
Når jeg tænkte tilbage på overgrebene, brugte jeg aldrig
ordene ’overgreb’ eller ’voldtægt’, for jeg var bange for, at jeg overdrev. Jeg
var bange for at gøre det til en realitet.
Jeg kan huske en dag, hvor jeg tænkte: ”Dette er den første
dag så længe jeg kan huske, at jeg ikke har grædt” og tanken om: ”Jeg har ikke
grædt i dag” gav mig et indblik i, at den var helt galt. Det var sommer 2016,
og jeg havde holdt alle mine følelser inde mig i 2 år, men for første gang var
jeg ved at indse, at det ikke var mig,
der var problemet.
Selvom jeg havde accepteret, at jeg var et offer, så havde
jeg ikke overvejet, at jeg kunne fortælle nogen om det. Jeg betragtede det som
min egen hemmelighed, som jeg skulle beskytte og gemme væk i en mørk krog.
Vinter 2017 fortalte jeg min veninde om det. Jeg havde
aldrig troet, at jeg skulle møde så stor forståelse, som jeg gjorde. Min
veninde gav mig plads til at fortælle om overgrebene, og hun støttede mig og
hjalp mig med at bearbejde mine muligheder.
Hun fandt Center for Voldtægtsofre (CFV) og opfordrede mig
til at overveje, om det var et tilbud, jeg kunne drage nytte af.
Februar 2017 fortalte jeg mine forældre om overgrebene. Min
depression havde tippet mig over kanten, og jeg havde brug for hjælp til at
komme igennem min hverdag.
En dag fortalte jeg dem om det efter aftensmaden. Jeg havde
ikke forestillet mig, det skulle være så svært at sige ordet ’voldtægt’ for
dem, men jeg kunne knapt få det ud.
Dagen efter kontaktede jeg Center for Voldtægtsofre.
19. april 2017 blev jeg kaldet ind til afklaringssamtale på
et afbud. Jeg talte med en af de mest kompetente psykologer, jeg nogensinde har
mødt. Jeg følte mig lyttet til på en helt ny måde. Jeg turde åbne mig op og
fortælle, hvor skidt det egentlig stod til. Jeg var ikke bare klar til behandling
– jeg havde behov for det! Nu var det ikke ’sjovt mere’.
Jeg blev ringet op nogle dage mere med nyheden om, at
Centeret ville starte et traumeforløb med mig. Men jeg fik samtidigt at vide,
at jeg ville blive sat på en venteliste, da det var over 3 måneder siden
overgrebene, havde fundet sted. De kunne dog ikke fortælle mig, hvor længe jeg
skulle stå på venteliste.
Men det var fint. Jeg kunne sagtens vente en måned eller to.
Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg skulle vente 412 dage på min anden
samtale.
412 dage er 1 år og 1 måned og 17 dage.
Jeg modtog i dag 4. juni 2018 min anden samtale på Center
for Voldtægtsofre. Det var igen af afklaringssamtale for, at psykologerne kan
vurdere, om tilbuddet stadig passer til mig.
Min situation er nemlig anderledes nu, end da jeg kaldte på
hjælp for over 412 dage siden.
Min depression er ’ondere’ end nogensinde før. Det fylder
90% af min hverdag. Den er altid til stede. Jeg blev i foråret sygemeldt fra
mit studie, fordi jeg ikke kan jonglere depressionen og studiet samtidigt.
For mig er depression ikke 1000 følelser på én gang – det er
fraværet af følelser. Glæde, sorg, ekstase, seksualitet, stolthed, selvrespekt
og kærlighed til mig selv, har været begrænsede følelser. Især vrede har været
svær at rumme. Det hele er tomt og ligegyldigt.
Derfra opstod et behov for at påføre mig selv smerte for at
fremprovokere følelser. At føle smerte er bedre end ikke at føle noget.
Mit hoved ved godt, at selvskade ikke er et godt redskab til
at kontrollere mine følelser, men når man står i absolut tomhed, så føles det
som den eneste mulighed.
Jeg ventede 412 dage på hjælp, fordi Center for
Voldtægtsofre mangler midler. De har alt for mange henvendelser i forhold til,
hvor mange de kan hjælpe!
Jeg vil gerne understrenge, at den lange ventetid ikke er
centerets skyld! Det er dem, der sidder med pengeposen.
Jeg havde et sår, som jeg havde forsøgt at hele i 3 år.
Jeg kunne ikke selv lukke såret, så jeg søgte hjælp.
Såret blev åbnet og efterladt åbent i 412 dage.
Nu har jeg fået at vide, at jeg kan forvente en indkaldelse
til traumebehandling indenfor 1-1½
måned. Så nu lukker vi forhåbentlig mit sår, så jeg kan komme videre.
Til slut vil jeg sige, at hvis du har behov for hjælp efter
et overgreb, så kontakt Center for Voldtægtsofre. Uanset hvor lang tid, det er
siden, overgrebet er sket. Uanset hvor længe du skal stå på venteliste. –
kontakt dem.
De er professionelle og ekstremt dygtige.
- De har bare for få midler.
Center for
Voldtægtsofre
Link: http://www.voldtaegt.dk
Er du i tvivl?
Link: http://erduitvivl.dk
Livslinjen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar