Er du sur, Christina?

Jeg er vred for tiden. Jeg vil faktisk ikke engang sige, at jeg er vred. Jeg er rasende. Jeg har en enormt hæmmende indespærret aggresivitet i mig, som jeg ikke ved, hvordan jeg skal håndtere.

Det føles som om, at jeg er lige ved at eksplodere; at jeg balancer på en hårfin linje mellem kontrol og kaos, og jeg kan falde over kanten, hvornår det skal være. Men det gør jeg ikke. Al den vrede, som jeg har bygget op og spærret inde i mig selv, forbliver, hvor den er. Jeg kan ikke få afløb for den.

Og det gælder ikke kun vrede. Jeg er stort set ude af balance med alle mine følelser for tiden. Jeg har også et kæmpe behov for at græde, men sjældent nok følelse indeni til at formå det. Og det er egenligt ret pudsigt, for jeg har ellers følt mig glad for tiden. Siden januar har jeg følt, at jeg var bedring, og at jeg kunne overskue min undervisning og behandling.
Og alligevel er jeg af og til blevet overrumplet af trangen til at flække et eller andet på tværs og flå det i en million småstumper og brænde resterne. Det føles som en rastløshed eller en spænding i min krop, som jeg ikke kan slippe.

Midt i marts mødte min bedring stilstand, og i de sidste par uger har jeg følt en nedgang, som lige nu føles som at rutsche på en olieret rutchebane med badedragten helt inde mellem balderne. Det er sådan jeg har det for tiden.

Men uanset, hvor jeg går, så føler jeg et lille vredes-monster stå bag mig og hviske: "Eksploder, eksploder, eksploder..!" og når jeg så er lige ved at tabe kontrolen, så siger det: "Jeg laver bare sjov. Det kan du slet ikke," og så står jeg tilbage og kan ikke finde hoved eller hale i, hvad der sker.

Jeg er... enormt bange for, hvad der sker den dag, jeg eksploderer. Jeg har tidligere udtrykt denne bekymring for min behandler i psykiatrien, og hun svarede, at det, at jeg bekymrer mig for, hvad der vil ske, betyder, at der ikke kommer til at ske noget grimt. Og jeg håber, at hun har ret.

Siden jeg blev indlagt første gang, har jeg sagt (lidt for sjovt), at den dag, hvor jeg klippede mit hår af, ville være den dag, hvor jeg mistede kontrollen. Og det er egentlig en underlig ting at sige, men jeg tænker stadig, at det er rigtigt. Tanken om, at jeg impulsivt skulle klippe mit eget hår af i vrede, er så destruktiv, at jeg bliver en smule dårlig af den. Jeg har ikke selvskadet længe, men da jeg gjorde, var tanken om at klippe mit hår af en af de mest invasive og forstyrrende tanker, jeg har haft.

Jeg har ikke noget interesse i at miste mit hår. Men jeg tror, at tanken stammede fra, at det ville være et meget tydeligt råb om hjælp. Men også at jeg er rigtig glad for mit hår, og mit hår er noget af det, som jeg bliver komplimenteret på ofte. Og selvdestruktive Christina mener ikke, at hun fortjener komplimenter og at være glad for noget ved sig selv.
Det er en utroligt hård indrømmelse. Især fordi impulsen til at kaos-klippe i mit hår er vendt tilbage.

Så i takt med, at jeg har anerkedt, at jeg stadig er vred, og at denne vrede vokser, er jeg igen begyndt at tage emnet op med de behandlere, jeg har. Jeg snakkede med min bostøtte om det i denne uge, og hun sagde, at jeg kunne prøve at skrive ned, hvad det egentlig var, jeg var vred over...

Jeg har jo aldrig rigtig tænkt over, hvad det i virkeligheden var, jeg var vred over. Jeg var jo bare vred; ligesom jeg ikke altid ved, hvad jeg er ked af det over.

Jeg vil gerne dele nogle af mine overvejelser med jer:


Jeg er vred over, at jeg er syg. 

Jeg er vred over, at jeg blev voldtaget.

Jeg er vred over, at det ikke er så nemt at elske mig selv, som jeg havde håbet, det ville være. 

Jeg er vred over, at jeg har angst hver eneste dag. 

Jeg er vred over, at jeg ikke kan de samme ting som mine jævnaldrene. 

Jeg er vred over, at jeg er bange for mænd. 

Jeg er vred over, at jeg ikke kan få behandling for mine PTSD-symptomer. 

Jeg er vred over, at jeg ikke kan overskue mine daglige gøremål.

Jeg er vred over, at jeg føler mig inkompetent og uværdig af universitet. 

Jeg er vred over, at jeg er i tvivl om, hvorvidt jeg nogensinde vil kunne passe et normalt job. 

Jeg er vred over, at jeg føler, at jeg er til fare for mig selv og mine omgivelser. 


Da jeg startede min blog - hvilket er før, jeg startede i behandling - kunne jeg ikke føle vrede. Jeg kunne slet ikke identificere følelsen. I stedet blev jeg bare ked af det.
Nu står jeg i et næsten dagligt opgør med mig selv, hvor jeg føler, at jeg mister min menneskelighed til noget, som jeg ikke selv kan styre. Jeg føler, at det er svært at blive ved med at kæmpe kampen for at få min hverdag til at fungere. Det er fristende at give op og lægge mig ned og vente på, at det holder op.

Det er okay at ligge ned nogle gange, men det er også vigtigt at rejse sig op igen, for ellers kan man bruge hele sit liv på at ligge der og vente på, at smerten forsvinder.
Og det gør den ikke af sig selv.

Til slut vil jeg dele en af mine største anerkendelser:
Jeg er vred over, at jeg er vred.

Hvad sker der, når man bliver indlagt?

Den første januar 2019 måtte jeg erkende, at min depression havde taget til, og jeg var nu på et niveau, hvor jeg endnu en gang ikke kunne passe på mig selv. Og det er, hvad dette indlæg handler om. Jeg vil gerne fortælle om min oplevelse, fra da jeg blev indlagt på "den lyserøde" i tirsdags. Jeg håber, du vil læse med, men jeg er også godt klar over, at alt den her snak om depression og indlæggelse kan være triggering for nogle, så hvis du bliver påvirket, kan det være, du skal springe dette indlæg over.


Hvordan vidste jeg, at det var tid til en indlæggelse?
Jeg havde i nogle dage haft en tunghed i min krop, så jeg vidste godt, at jeg var på vej ned. Men jeg havde ikke regnet, at det ville gå så hurtigt, som det gjorde - på trods af at jeg havde haft nogle travle uger.

Det tog cirka 2 døgn fra "Okay, Christina, vi kan godt klare nogle dage alene. Det bliver lækkert med lidt ro og selvforkælelse" til "............ mit navn er Christina." (forklaring følger). Jeg lå i min seng tirsdag og kunne næsten ikke bevæge mig. Min lyst og motivation var væk. Jeg stirrede op i loftet, mens youtube kørte ved siden af mig. I mit hoved kørte grimme tanker i ring; såsom: "Jeg er allerede død", "hvis jeg ku' få lov til at sove de næste fem dage uden at vågne, så ville det være dejligt.", "Shit, der er skole om en måned. Det kan jeg slet ikke..." Alt hvad der var svært eller en udfordring poppede frem som en fuldstændig uoverskuelig opgave, og tankerne ville ikke forsvinde. Til sidst samlede jeg alt min energi, og  jeg rejste mig og gik ud for at købe en pizza, som jeg kunne smide i ovnen.

Og det var her, det gik rigtig op for mig, hvor slemt det var. Jeg havde høretelefoner på, hvori jeg hørte noget stille musik. Og mens jeg gik imod Menu, løb tårerne ned af mine kinder, men vinden var så voldsom, at jeg kunne lade som om det bare var vinden. Og da jeg så endelig nåede til Menu, så var der lukket. Så jeg gik i en anden butik, men de var løbet tør for frysepizzaer. Så jeg stod midt i et supermarked med røde kinder og udmattelsestårer i hele fjæset. Det har været et kønt syn - det er jeg ikke i tvivl om.

Jeg købte to skåle risalamande i mangel på bedre og gik hjem igen. Der er cirka 700 meter mellem butikkerne og min lejlighed. Det tog mig 25 minutter at gå hjem. Ét skridt af gangen og i medvind. Det var det hurtigste jeg kunne gå. Min krop kunne ikke bevæge sig hurtigere. Der var ikke mere kraft eller styrke. Og nu løb tårerne ikke ked af mine kinder. Det regnede på mig. Kun på mig. Tudende og grædende gik jeg, mens jeg tænkte: ".... mit navn er Christina, mit navn er Christina..."

Jeg ved ikke, hvor den mantra kommer fra, men jeg har efterhånden hørt den nok gange til, at jeg ved, at det er en katastrofetanke. Når jeg ikke kan mere, så dukker den op. Den kan komme én gang eller hundrede gange. Den kan stå på et split sekund eller en time.... Mit navn er Christina.

Og der vidste jeg, at jeg skulle indlægges, og jeg skulle have noget seriøs hjælp. Senere på aftenen (klokken 20.00) ringede jeg til vagtlægen og fortalte, hvordan jeg havde det. Han bad mig melde ind på akutskadestuen i Skejby. Mine forældre hentede mig og kørte mig ind.


Akutskadestuen 
Der var få patenter på skadestuen omkring klokken 21.15 den første januar, hvilket var et held (sidst ventede vi i 2 timer). Vi ventede omkring 20 minutter, før jeg blev kaldt ind til en læge. Vi snakkede kort, før han besluttede at ringe til psykiatrien for at høre, om de ville snakke med mig. Jeg blev sendt ud i venteværelset igen for at vente på en, der skulle følge mig til psykiatrisk modtagelse.


Psykiatrisk modtagelse
Tidligere var modtagelsen en del af psykiatrien i Risskov. Nu er den en del af skadestuen. Så vi blev ført ind i et venteværelse ikke langt fra det andet. I modtagelsen sa der allerede to og ventede. Klokken har vel været 21.45-22.00, da jeg kom ind i modtagelsen.

I modtagelsen ventede jeg først en halv time, før jeg blev kaldt ind til en "forsamtale", som blev holdt med en sygeplejerske. Her fortalte jeg, hvad jeg havde fortalt lægen kort forinden. Hun skrev ned og spurgte ind til mine depressive tendenser og min psykose. Jeg fik at vide, at der var én foran mig i kø til at snakke med lægen, men sygeplejersken ville ikke gætte på, hvor lang tid det ville tage.

Kort efter sad jeg igen i venteværelset. Manden foran mig blev kaldt ind. Så nu vidste jeg, at jeg var den næste. Så vi ventede. Mens vi ventede kom en dame ind, hun var knapt kommet ind i rummet før hun vendte om. Hun foretrak at vente i enrum.
Der gik ikke lang tid, før tre unge kom ind. Det var tydeligt, at den ene kvinde var meget ked af det. De sad lidt, men kort efter gik de også til enrum. Så vi sad nu alene i venteværelset. Vi ventede og ventede. Manden foran mig var for længst kommet ud og sendt hjem, så jeg sad og ventede på, at jeg skulle blive hentet af lægen. Men det gjorde jeg ikke. Klokken nærmede sig midnat og sneg sig over midnat, og vi ventede stadig. Til sidst måtte vi gå ud og høre, hvad der skete. Vi fik at vide, at der nu var to foran mig.
Det kunne jeg slet ikke. Vi havde siddet i flere timer og ventet, mens andre var kommet foran mig. en sygeplejerske fortalte, at de var mere akutte. Egentlig kan jeg godt forstå det, hvis man er mere akut, har man brug for hjælp først. Men i situationen kunne jeg ikke forstå, hvordan nogen kunne være mere akut end jeg var. Jeg kunne ikke længere holde tårerne tilbage. Vi blev bedt om at vente på lægen, så det gjorde vi, selvom vi egentlig var klar til at køre hjem uden at se lægen.

Kort tid efter så jeg den unge kvinde gå ud af dørene med et kæmpe smil og grin på hendes læber, og jeg brød sammen. Jeg følte mig så ulykkeligt og så unfair behandlet, hvordan kunne hun gå ud af døren fra psykiatrisk modtagelse så glad og samtidig være kommet foran mig i køen, fordi hun var mere akut. Jeg følte mig til grin. Jeg følte, at jeg ikke blev taget seriøst.

Heldigvis kom lægen kort efter og hentede mig ind. Vi snakkede i lidt tid. Hun foreslog mig en indlæggelse. Og jeg takkede ja. Vi snakkede lidt om, hvad vilkår min indlæggelse skulle være på, og det endte med, at jeg foreløbigt ikke har udgang. Jeg blev indlagt under en problemstilling som hedder: Depressivt skred, hvilket bare betyder, at min depression er blevet værre.


Indlæggelse
Efter læge samtalen var der igen ventetid. Der var fuldt optaget på den sengeafsnit 5, som svarer til den afdeling, jeg havde været på, da psykiatrisk hospital lå i Risskov. I november blev Risskov lagt sammen med Skejby, og afdelingerne er blevet omlagt. Så nu skulle jeg på sengeafsnit 4, hvor jeg ikke kender personalet. Jeg havde håbet på afsnit 5, men den gik ikke. Vi blev fortalt, at man nu var så presset på stuer, at de var begyndt at lægge to patienter på nogle af stuerne.

Jeg blev tilbudt en orlovsplads, hvilket betyder, at der faktisk er en, som har stuen, men vedkommende er på orlov hjemme, så jeg fik deres plads. Vedkommende er nu kommet igen, men har fået en anden stue, da jeg skal have en stue, hvor der er mulighed for skærmning - det står i min behandlingsplan. (Skærmning er når personale sidder i døråbningen og observerer en patient.)


Hvad så?
Det tager 5 timer at blive indlagt. Fra jeg ringede til vagtlægen til jeg havde en stue og en seng. Det er en hård process, og det er ikke for sjov. Mine forældre og jeg har flere gange oplevet at sidde og vente i flere timer i modtagelsen. Nogle gange bliver man taget ind. Andre gange bliver man sendt hjem.
Indlæggelsesprocessen er unødvendig hård. Man skal snakke med personale af flere omgange.


Er vi så færdige med at blive indlagt?
Nej. Dagen efter bliver man kaldt ind til en halvanden time lang samtale med en læge, som spørger om alt forfra. Derudover skal man tjekkes somatisk. Altså skal ens reflekser testes, ens syn, ens balance, ens alt... Man bliver testet på alt.

Men det er stadig ikke nok. Dagen efter lægesamtalen kom to sygeplejersker ind med en maskine, for jeg skulle have taget EKG for at sikre, at mit hjerte har det godt. Det kan nemt blive påvirket af medicinen.

Og i dag vågnede jeg ved, at døren blev åbnet klokken 7.30, og fire sygeplejersker rullede et stort bord og en skærm ind. Så skulle jeg have taget blodprøver lige pludselig. Jeg var ikke vågen, men lyset blev tændt, og de skannede mit armbånd, mens der blev spurgt: "Hvad er dit navn? Hvad er dit CPR-nummer?" Jeg havde knapt en ide om, hvor jeg var, men to minutter efter var der stukket en nål i min arm. Jeg nåede ikke engang at fortælle dem, at nåle trigger min angst.



Og nu er jeg indlagt. Der er stadig spørgsmål ved, om jeg fortsat skal have denne stue, og om jeg måske kan få lov til at rykke til sengeafsnit 5, hvor jeg kender personalet. Jeg har fortalt dem, at det ikke er fordi, jeg har noget imod afsnit 4. Jeg savner bare den peer-medarbejder og kontaktpersonerne, der er på afsnit 5.

Her på afsnit 4 kører der Huset på Christianshavn i fjernsynet døgnet rundt. Alle (bortset fra mig og en ung mand) er 50+, så er er høj fjernsyn og gammelmandsråben dagen lang. Det føles i høj grad som at bo på et plejehjem. Sengeafsnit 4; plejehjemmet.

Til slut får I et af mine kønneste billeder med. Det her billede tog jeg, fordi jeg tænkte, at I nok gerne ville se, hvordan man så ser ud, når man har brug 5 timer på at blive indlagt. Det var så lidt ;).

At vente på hjælp...

Dette indlæg er et smertefuldt ærligt indlæg. Indlægget handler om mit mentale helbred, og det handler om, hvordan jeg nåede hertil. 

Min situation lige nu er, at jeg er syg.

Jeg er meget syg endda.

Jeg lider af depression, flere forskellige former for angst, stress og PTSD. Dette påvirker min hverdag i højere grad, end jeg hidtil har indrømmet overfor mig selv. Jeg har (efter min sygemelding) valgt at fortsætte mine studier, selvom jeg ved, at det bliver en lang kamp for mig at studere og blive rask samtidig.

Da jeg gik i 8. klasse, fik jeg en depression. Den var aldrig diagnosticeret af en læge eller afhjulpet, så den fik lov til at fortsætte uden, at jeg egentligt vidste, hvorfor jeg havde det så skidt hele tiden. Jeg blev mobbet i folkeskolen, men selvom jeg forsøgte at snakke med mine lærere og skolen om det, så blev jeg aldrig mødt med forståelse.

Jeg husker, at sundhedsplejersken sagde: ”Måske skulle du prøve at få dig nogle venner”, som om det skulle fikse mig og min ensomhed.

Depressionen udviklede sig til lavt selvværd og angst. Det var først i 1g, jeg fandt ud af, at det var en reel depression. Jeg begyndte hos skolepsykologen på mit gymnasium. Problemet forsvandt ikke, men jeg lærte at genkende mine følelser.

I foråret 2014 var jeg udsat for overgreb. I løbet af en måned blev jeg voldtaget 7 gange af den samme person. Jeg kunne godt sige, at det var fordi, jeg ikke havde modet eller selvrespekt til at sige fra.

Men sandheden er, at jeg blev voldtaget, fordi han valgte at gøre det imod mig. Det har taget mig 4 år at lægge skylden 100% på ham. Jeg må indrømme, at jeg stadig kan blive i tvivl.

Efter overgrebene var jeg i helt klassisk benægtelse. Jeg havde det værre end før, men jeg kunne ikke få mit hoved til at sætte den voldsomme frygt, mareridtene, selvhadet og isolationen sammen med, at jeg var ved at lægge skylden på mig selv.

Når jeg tænkte tilbage på overgrebene, brugte jeg aldrig ordene ’overgreb’ eller ’voldtægt’, for jeg var bange for, at jeg overdrev. Jeg var bange for at gøre det til en realitet.

Jeg kan huske en dag, hvor jeg tænkte: ”Dette er den første dag så længe jeg kan huske, at jeg ikke har grædt” og tanken om: ”Jeg har ikke grædt i dag” gav mig et indblik i, at den var helt galt. Det var sommer 2016, og jeg havde holdt alle mine følelser inde mig i 2 år, men for første gang var jeg ved at indse, at det ikke var mig, der var problemet.

Selvom jeg havde accepteret, at jeg var et offer, så havde jeg ikke overvejet, at jeg kunne fortælle nogen om det. Jeg betragtede det som min egen hemmelighed, som jeg skulle beskytte og gemme væk i en mørk krog.

Vinter 2017 fortalte jeg min veninde om det. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle møde så stor forståelse, som jeg gjorde. Min veninde gav mig plads til at fortælle om overgrebene, og hun støttede mig og hjalp mig med at bearbejde mine muligheder.

Hun fandt Center for Voldtægtsofre (CFV) og opfordrede mig til at overveje, om det var et tilbud, jeg kunne drage nytte af.

Februar 2017 fortalte jeg mine forældre om overgrebene. Min depression havde tippet mig over kanten, og jeg havde brug for hjælp til at komme igennem min hverdag.

En dag fortalte jeg dem om det efter aftensmaden. Jeg havde ikke forestillet mig, det skulle være så svært at sige ordet ’voldtægt’ for dem, men jeg kunne knapt få det ud.

Dagen efter kontaktede jeg Center for Voldtægtsofre.

19. april 2017 blev jeg kaldet ind til afklaringssamtale på et afbud. Jeg talte med en af de mest kompetente psykologer, jeg nogensinde har mødt. Jeg følte mig lyttet til på en helt ny måde. Jeg turde åbne mig op og fortælle, hvor skidt det egentlig stod til. Jeg var ikke bare klar til behandling – jeg havde behov for det! Nu var det ikke ’sjovt mere’.

Jeg blev ringet op nogle dage mere med nyheden om, at Centeret ville starte et traumeforløb med mig. Men jeg fik samtidigt at vide, at jeg ville blive sat på en venteliste, da det var over 3 måneder siden overgrebene, havde fundet sted. De kunne dog ikke fortælle mig, hvor længe jeg skulle stå på venteliste.

Men det var fint. Jeg kunne sagtens vente en måned eller to. Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg skulle vente 412 dage på min anden samtale.

412 dage er 1 år og 1 måned og 17 dage.

Jeg modtog i dag 4. juni 2018 min anden samtale på Center for Voldtægtsofre. Det var igen af afklaringssamtale for, at psykologerne kan vurdere, om tilbuddet stadig passer til mig.

Min situation er nemlig anderledes nu, end da jeg kaldte på hjælp for over 412 dage siden.

Min depression er ’ondere’ end nogensinde før. Det fylder 90% af min hverdag. Den er altid til stede. Jeg blev i foråret sygemeldt fra mit studie, fordi jeg ikke kan jonglere depressionen og studiet samtidigt.

For mig er depression ikke 1000 følelser på én gang – det er fraværet af følelser. Glæde, sorg, ekstase, seksualitet, stolthed, selvrespekt og kærlighed til mig selv, har været begrænsede følelser. Især vrede har været svær at rumme. Det hele er tomt og ligegyldigt.

Derfra opstod et behov for at påføre mig selv smerte for at fremprovokere følelser. At føle smerte er bedre end ikke at føle noget.

Mit hoved ved godt, at selvskade ikke er et godt redskab til at kontrollere mine følelser, men når man står i absolut tomhed, så føles det som den eneste mulighed.

Jeg ventede 412 dage på hjælp, fordi Center for Voldtægtsofre mangler midler. De har alt for mange henvendelser i forhold til, hvor mange de kan hjælpe!

Jeg vil gerne understrenge, at den lange ventetid ikke er centerets skyld! Det er dem, der sidder med pengeposen.

Jeg havde et sår, som jeg havde forsøgt at hele i 3 år.

Jeg kunne ikke selv lukke såret, så jeg søgte hjælp.

Såret blev åbnet og efterladt åbent i 412 dage.

Nu har jeg fået at vide, at jeg kan forvente en indkaldelse til traumebehandling indenfor  1-1½ måned. Så nu lukker vi forhåbentlig mit sår, så jeg kan komme videre.

Til slut vil jeg sige, at hvis du har behov for hjælp efter et overgreb, så kontakt Center for Voldtægtsofre. Uanset hvor lang tid, det er siden, overgrebet er sket. Uanset hvor længe du skal stå på venteliste. – kontakt dem.

De er professionelle og ekstremt dygtige.

- De har bare for få midler.

Center for Voldtægtsofre

Link: http://www.voldtaegt.dk

Er du i tvivl?

Link: http://erduitvivl.dk

Livslinjen

Link: https://www.livslinien.dk