Overbelægning

Jeg vil gerne dele et brev, jeg har skrevet i forbindelse med overbelægning på psykiatrisk hospital. Vi ligger to patienter på nogle af stuerne, hvilket er mindre end optimale forhold! I kan selv læse med her: 

Aarhus 16. januar 2019

Kære Skejby Universitetshospital og Region Midtjylland

Mit navn er Christina Gormsen. Jeg er 21 år gammel, og jeg er i øjeblikket indlagt på psykiatrisk afdeling sengeafsnit 5 i Skejby. Jeg er diagnosticeret med depression, PTSD, angst, og jeg er i udredning for personlighedsforstyrrelse. Mine psykiske lidelser gør, at jeg har brug for stabilitet og forudsigelighed for, at jeg kan have forhåbninger om lindring.

Jeg er indlagt på en overbelægningsstue, hvor jeg deler stue med en anden patient. Overbelægningsstuerne er handikapstuer, som har en anelse større rum, hvor man derfor har stillet en ekstra seng ind, fordi der er for mange patienter i forhold til stuer.

Jeg har set flere patienter komme ind og ud, mens jeg har været på denne stue. Nye medpatienter kan komme på alle tider af døgnet, og de er altid fremmede mennesker, som – ligesom jeg selv – er enormt sårbare og har brug for en stue, hvor de kan trække sig tilbage og være sig selv.

På en overbelægningsstue er der ikke mulighed for privatliv. Jeg er altid opmærksom på, at døren kan gå op når som helst. Når den anden seng er tom, kan det være en ny patient, der kommer ind. Og når sengen er besat, går døren op flere gange, fordi den anden patient selvfølgelig har brug for at komme og gå på stuen.

Vi er ikke et sted i vores liv lige nu, hvor vi har brug for at være sociale på alle tider af døgnet. Nøglebegreberne til bedring er ro og hvile samt stimulering i kontrolleret og begrænset omfang. Vi er mennesker, som græder og kan have angstanfald flere gange dagligt. Vi har brug for at kunne tale med personale uden at blive overhørt af en anden patient, og vi har brug for at medpatienter kan få deres behandling uden, at vi skal sendes ud af vores stue, for at der kan tales fortroligt. At være indlagt på en overbelægningsstue er på ingen måde optimal for min og mine medpatienters bedring – tvært imod vil jeg sige, at det er yderst anstrængende, ikke at kunne være alene og ikke at kunne føle, at ens stue er et trygt sted.

Jeg håber, I vil tage denne problemstilling op til overvejelse. Og jeg håber, at I forstår, at overbelægningsstuer ikke er til nytte for hverken patienter eller personale.

Tak for jeres tid!

Med venlig hilsen

Christina Gormsen

Billedet er taget i vinduet til en gang på psykiatrisk sengeafsnit 4 en af de første dage, jeg var indlagt. 

Hvad sker der, når man bliver indlagt?

Den første januar 2019 måtte jeg erkende, at min depression havde taget til, og jeg var nu på et niveau, hvor jeg endnu en gang ikke kunne passe på mig selv. Og det er, hvad dette indlæg handler om. Jeg vil gerne fortælle om min oplevelse, fra da jeg blev indlagt på "den lyserøde" i tirsdags. Jeg håber, du vil læse med, men jeg er også godt klar over, at alt den her snak om depression og indlæggelse kan være triggering for nogle, så hvis du bliver påvirket, kan det være, du skal springe dette indlæg over.


Hvordan vidste jeg, at det var tid til en indlæggelse?
Jeg havde i nogle dage haft en tunghed i min krop, så jeg vidste godt, at jeg var på vej ned. Men jeg havde ikke regnet, at det ville gå så hurtigt, som det gjorde - på trods af at jeg havde haft nogle travle uger.

Det tog cirka 2 døgn fra "Okay, Christina, vi kan godt klare nogle dage alene. Det bliver lækkert med lidt ro og selvforkælelse" til "............ mit navn er Christina." (forklaring følger). Jeg lå i min seng tirsdag og kunne næsten ikke bevæge mig. Min lyst og motivation var væk. Jeg stirrede op i loftet, mens youtube kørte ved siden af mig. I mit hoved kørte grimme tanker i ring; såsom: "Jeg er allerede død", "hvis jeg ku' få lov til at sove de næste fem dage uden at vågne, så ville det være dejligt.", "Shit, der er skole om en måned. Det kan jeg slet ikke..." Alt hvad der var svært eller en udfordring poppede frem som en fuldstændig uoverskuelig opgave, og tankerne ville ikke forsvinde. Til sidst samlede jeg alt min energi, og  jeg rejste mig og gik ud for at købe en pizza, som jeg kunne smide i ovnen.

Og det var her, det gik rigtig op for mig, hvor slemt det var. Jeg havde høretelefoner på, hvori jeg hørte noget stille musik. Og mens jeg gik imod Menu, løb tårerne ned af mine kinder, men vinden var så voldsom, at jeg kunne lade som om det bare var vinden. Og da jeg så endelig nåede til Menu, så var der lukket. Så jeg gik i en anden butik, men de var løbet tør for frysepizzaer. Så jeg stod midt i et supermarked med røde kinder og udmattelsestårer i hele fjæset. Det har været et kønt syn - det er jeg ikke i tvivl om.

Jeg købte to skåle risalamande i mangel på bedre og gik hjem igen. Der er cirka 700 meter mellem butikkerne og min lejlighed. Det tog mig 25 minutter at gå hjem. Ét skridt af gangen og i medvind. Det var det hurtigste jeg kunne gå. Min krop kunne ikke bevæge sig hurtigere. Der var ikke mere kraft eller styrke. Og nu løb tårerne ikke ked af mine kinder. Det regnede på mig. Kun på mig. Tudende og grædende gik jeg, mens jeg tænkte: ".... mit navn er Christina, mit navn er Christina..."

Jeg ved ikke, hvor den mantra kommer fra, men jeg har efterhånden hørt den nok gange til, at jeg ved, at det er en katastrofetanke. Når jeg ikke kan mere, så dukker den op. Den kan komme én gang eller hundrede gange. Den kan stå på et split sekund eller en time.... Mit navn er Christina.

Og der vidste jeg, at jeg skulle indlægges, og jeg skulle have noget seriøs hjælp. Senere på aftenen (klokken 20.00) ringede jeg til vagtlægen og fortalte, hvordan jeg havde det. Han bad mig melde ind på akutskadestuen i Skejby. Mine forældre hentede mig og kørte mig ind.


Akutskadestuen 
Der var få patenter på skadestuen omkring klokken 21.15 den første januar, hvilket var et held (sidst ventede vi i 2 timer). Vi ventede omkring 20 minutter, før jeg blev kaldt ind til en læge. Vi snakkede kort, før han besluttede at ringe til psykiatrien for at høre, om de ville snakke med mig. Jeg blev sendt ud i venteværelset igen for at vente på en, der skulle følge mig til psykiatrisk modtagelse.


Psykiatrisk modtagelse
Tidligere var modtagelsen en del af psykiatrien i Risskov. Nu er den en del af skadestuen. Så vi blev ført ind i et venteværelse ikke langt fra det andet. I modtagelsen sa der allerede to og ventede. Klokken har vel været 21.45-22.00, da jeg kom ind i modtagelsen.

I modtagelsen ventede jeg først en halv time, før jeg blev kaldt ind til en "forsamtale", som blev holdt med en sygeplejerske. Her fortalte jeg, hvad jeg havde fortalt lægen kort forinden. Hun skrev ned og spurgte ind til mine depressive tendenser og min psykose. Jeg fik at vide, at der var én foran mig i kø til at snakke med lægen, men sygeplejersken ville ikke gætte på, hvor lang tid det ville tage.

Kort efter sad jeg igen i venteværelset. Manden foran mig blev kaldt ind. Så nu vidste jeg, at jeg var den næste. Så vi ventede. Mens vi ventede kom en dame ind, hun var knapt kommet ind i rummet før hun vendte om. Hun foretrak at vente i enrum.
Der gik ikke lang tid, før tre unge kom ind. Det var tydeligt, at den ene kvinde var meget ked af det. De sad lidt, men kort efter gik de også til enrum. Så vi sad nu alene i venteværelset. Vi ventede og ventede. Manden foran mig var for længst kommet ud og sendt hjem, så jeg sad og ventede på, at jeg skulle blive hentet af lægen. Men det gjorde jeg ikke. Klokken nærmede sig midnat og sneg sig over midnat, og vi ventede stadig. Til sidst måtte vi gå ud og høre, hvad der skete. Vi fik at vide, at der nu var to foran mig.
Det kunne jeg slet ikke. Vi havde siddet i flere timer og ventet, mens andre var kommet foran mig. en sygeplejerske fortalte, at de var mere akutte. Egentlig kan jeg godt forstå det, hvis man er mere akut, har man brug for hjælp først. Men i situationen kunne jeg ikke forstå, hvordan nogen kunne være mere akut end jeg var. Jeg kunne ikke længere holde tårerne tilbage. Vi blev bedt om at vente på lægen, så det gjorde vi, selvom vi egentlig var klar til at køre hjem uden at se lægen.

Kort tid efter så jeg den unge kvinde gå ud af dørene med et kæmpe smil og grin på hendes læber, og jeg brød sammen. Jeg følte mig så ulykkeligt og så unfair behandlet, hvordan kunne hun gå ud af døren fra psykiatrisk modtagelse så glad og samtidig være kommet foran mig i køen, fordi hun var mere akut. Jeg følte mig til grin. Jeg følte, at jeg ikke blev taget seriøst.

Heldigvis kom lægen kort efter og hentede mig ind. Vi snakkede i lidt tid. Hun foreslog mig en indlæggelse. Og jeg takkede ja. Vi snakkede lidt om, hvad vilkår min indlæggelse skulle være på, og det endte med, at jeg foreløbigt ikke har udgang. Jeg blev indlagt under en problemstilling som hedder: Depressivt skred, hvilket bare betyder, at min depression er blevet værre.


Indlæggelse
Efter læge samtalen var der igen ventetid. Der var fuldt optaget på den sengeafsnit 5, som svarer til den afdeling, jeg havde været på, da psykiatrisk hospital lå i Risskov. I november blev Risskov lagt sammen med Skejby, og afdelingerne er blevet omlagt. Så nu skulle jeg på sengeafsnit 4, hvor jeg ikke kender personalet. Jeg havde håbet på afsnit 5, men den gik ikke. Vi blev fortalt, at man nu var så presset på stuer, at de var begyndt at lægge to patienter på nogle af stuerne.

Jeg blev tilbudt en orlovsplads, hvilket betyder, at der faktisk er en, som har stuen, men vedkommende er på orlov hjemme, så jeg fik deres plads. Vedkommende er nu kommet igen, men har fået en anden stue, da jeg skal have en stue, hvor der er mulighed for skærmning - det står i min behandlingsplan. (Skærmning er når personale sidder i døråbningen og observerer en patient.)


Hvad så?
Det tager 5 timer at blive indlagt. Fra jeg ringede til vagtlægen til jeg havde en stue og en seng. Det er en hård process, og det er ikke for sjov. Mine forældre og jeg har flere gange oplevet at sidde og vente i flere timer i modtagelsen. Nogle gange bliver man taget ind. Andre gange bliver man sendt hjem.
Indlæggelsesprocessen er unødvendig hård. Man skal snakke med personale af flere omgange.


Er vi så færdige med at blive indlagt?
Nej. Dagen efter bliver man kaldt ind til en halvanden time lang samtale med en læge, som spørger om alt forfra. Derudover skal man tjekkes somatisk. Altså skal ens reflekser testes, ens syn, ens balance, ens alt... Man bliver testet på alt.

Men det er stadig ikke nok. Dagen efter lægesamtalen kom to sygeplejersker ind med en maskine, for jeg skulle have taget EKG for at sikre, at mit hjerte har det godt. Det kan nemt blive påvirket af medicinen.

Og i dag vågnede jeg ved, at døren blev åbnet klokken 7.30, og fire sygeplejersker rullede et stort bord og en skærm ind. Så skulle jeg have taget blodprøver lige pludselig. Jeg var ikke vågen, men lyset blev tændt, og de skannede mit armbånd, mens der blev spurgt: "Hvad er dit navn? Hvad er dit CPR-nummer?" Jeg havde knapt en ide om, hvor jeg var, men to minutter efter var der stukket en nål i min arm. Jeg nåede ikke engang at fortælle dem, at nåle trigger min angst.



Og nu er jeg indlagt. Der er stadig spørgsmål ved, om jeg fortsat skal have denne stue, og om jeg måske kan få lov til at rykke til sengeafsnit 5, hvor jeg kender personalet. Jeg har fortalt dem, at det ikke er fordi, jeg har noget imod afsnit 4. Jeg savner bare den peer-medarbejder og kontaktpersonerne, der er på afsnit 5.

Her på afsnit 4 kører der Huset på Christianshavn i fjernsynet døgnet rundt. Alle (bortset fra mig og en ung mand) er 50+, så er er høj fjernsyn og gammelmandsråben dagen lang. Det føles i høj grad som at bo på et plejehjem. Sengeafsnit 4; plejehjemmet.

Til slut får I et af mine kønneste billeder med. Det her billede tog jeg, fordi jeg tænkte, at I nok gerne ville se, hvordan man så ser ud, når man har brug 5 timer på at blive indlagt. Det var så lidt ;).

Kunsten at skrige i stilhed

Vi kan alle høre dem, kan vi ikke? Hvis du lukker øjnene kan du så høre dem? Hvis jeg nu er helt stille, og jeg holder vejret, kan du så ikke høre dem? Heller ikke når du er alene? Du kan ikke høre dem? Venligst sig, at du også kan høre dem!

Der er to kvinder og en mand, men de tydeligste er de tre børn. De bor inde i mit hoved - siger lægerne. Egentlig vidste jeg godt, at de kun findes i mit hoved, inden jeg talte med lægerne om dem. Jeg vidste godt, at jeg er den eneste, der hører dem. Derfor gik der lang tid, før jeg fortalte nogen om "den brændende familie".

Jeg havde allerede fortalt om min tvilling, som også bor derinde. Jeg havde fortalt, at vi taler sammen, og hun er til stede i alt, jeg gør. Lægerne havde sagt, at jeg ikke er skizofren, jeg er blot psykotisk. Jeg har en psykose. Det er en del af min depression.

Men jeg havde ikke fortalt lægerne om de andre. For jeg har ikke vidst, hvad jeg skulle sige om dem. De taler nemlig ikke til mig. De skriger blot. De skriger af angst og frygt. De skriger til og af mig. Deres stemmer overdøver alt andet, og de er tydelige, som når nogen taler til mig, men i modsætning til min tvilling, så er de ikke altid til stede. For det meste er de stille. De skriger kun, når jeg er presset. Jeg hører dem oftest, når jeg ligger alene, når jeg skal sove, eller når jeg mærker min angst er på vej. Jeg kan være i et selskab, hvor jeg skulle være glad og social, men det eneste, jeg kan fokusere på, er skrigene i mit hoved. Det lyder som en dramatisk film, men det er min virkelighed.

Jeg kalder dem for "den brændende familie", for de skriger, som var de brændt inde i et hus. Nogle gange står jeg udenfor huset og hører dem skrige. Andre gange er jeg inde i huset og skriger med dem. Det er forskellige oplevelser, men begge er lige grusomme.
Da jeg endelig var klar til at fortælle lægerne om familien, så var jeg endnu ikke klar til at snakke om dem, så jeg skrev et brev med en blyant, jeg havde på hospitalet. Jeg nedskrev de ord, som jeg ikke kunne sige, imens min tvilling grinende fortalte mig: "Det er dumt - det der. Det er meget dumt - det der.".
Da lægerne havde fået brevet - som jeg havde gemt på min stue, til jeg havde samlet mod nok til at afleverede det- kaldte de mig ind til samtale. De gav mig noget medicin, som skal slukke mine tanker.

Så nu er mine tanker slukket. Der er ro. Det gælder både stemmerne og mig. Det er prisen for ikke at have psykose. Min tvilling er for det meste stille. Af og til stikker hun hovedet frem og skal sige noget, men det er mest, når jeg er træt eller fysisk udmattet.
Familien er til gengæld sværere at slukke for. Jeg troede længe, at de var påvirket succesfuldt af medicinen, men de er langsomt ved at vende tilbage. I går var jeg på restaurant med nogle venner og deres venner. Jeg var så lammet af angst og skrigene i mit hoved, at jeg ikke fik ytret ét eneste ord i samtalen. Jeg overdriver ikke - de, som var der, er mit vidne. Jeg var lammet. Jeg kunne ikke engang bestille selv hos tjeneren. Jeg var så udmattet af skrigene, som helt exceptionelt havde været i gang i næsten et helt døgn der, at jeg ikke kunne ikke længere lade som, at jeg er et velfungerende menneske.

Jeg snakkede med en psykolog om, at skrigende kan være min underbevidsthed, der skriger om hjælp, når jeg føler mig presset og angst. Mit indre skriger, mens jeg er stille. Jeg skriger i stilhed, når jeg ikke kan fortælle nogen, hvad der egentlig foregår inde i mig. Hun fortalte, at det er meget normalt, at psykosen (i mit tilfælde skrigene) kan forværres, når man prøver at række ud efter hjælp, men møder en lukket dør. Ensomhed og selvbebrejdelse fodrer min psykose. Hendes råd var at tvinge folk til at bruge tid med mig, men det er lettere sagt end gjort.

I dag sad jeg alene i bussen. Jeg var på vej hjem, og helt ærligt følte jeg mig meget ensom. Så ensom, som man nu kan være, når der er et rungende ekko af død i ens hoved. Jeg havde håbet, jeg kunne være ude lidt og snakke med nogle mennesker, så det kunne overdøve skrigende. Men jeg for vildt, og derfor var jeg kommet for sent, og den gruppe, jeg ville have tilsluttet mig, var ved at bryde op. Så jeg tog direkte hjem igen - endnu mere ensom, end da jeg tog afsted. Og jeg kunne kun spørge mig selv: "Hvem er dum nok til at fare vildt på en lige vej?"

Nu sidder jeg herhjemme. Jeg prøver at holde sammen på mig selv. Om lidt er der julekaldender og medicin. Så kan jeg forhåbentlig sove om nogle timer.

Jeg ville gerne dele denne side af sygdommen med jer. Det er en alvorlig og grim side af det at have en svær depression. Min depressionsmedicin begynder langsomt at virke på humøret, men det tager ikke tomheden, ensomheden og psykosen. Det har jeg stadig - også selvom jeg får medicin på en lang række af punkterne. Hverken læger, psykologer eller medicin kan trylle med en depression. Det tager lang tid at blive rask. Og indtil da øver jeg mig på ikke at skrige i stilhed.