Er du sur, Christina?

Jeg er vred for tiden. Jeg vil faktisk ikke engang sige, at jeg er vred. Jeg er rasende. Jeg har en enormt hæmmende indespærret aggresivitet i mig, som jeg ikke ved, hvordan jeg skal håndtere.

Det føles som om, at jeg er lige ved at eksplodere; at jeg balancer på en hårfin linje mellem kontrol og kaos, og jeg kan falde over kanten, hvornår det skal være. Men det gør jeg ikke. Al den vrede, som jeg har bygget op og spærret inde i mig selv, forbliver, hvor den er. Jeg kan ikke få afløb for den.

Og det gælder ikke kun vrede. Jeg er stort set ude af balance med alle mine følelser for tiden. Jeg har også et kæmpe behov for at græde, men sjældent nok følelse indeni til at formå det. Og det er egenligt ret pudsigt, for jeg har ellers følt mig glad for tiden. Siden januar har jeg følt, at jeg var bedring, og at jeg kunne overskue min undervisning og behandling.
Og alligevel er jeg af og til blevet overrumplet af trangen til at flække et eller andet på tværs og flå det i en million småstumper og brænde resterne. Det føles som en rastløshed eller en spænding i min krop, som jeg ikke kan slippe.

Midt i marts mødte min bedring stilstand, og i de sidste par uger har jeg følt en nedgang, som lige nu føles som at rutsche på en olieret rutchebane med badedragten helt inde mellem balderne. Det er sådan jeg har det for tiden.

Men uanset, hvor jeg går, så føler jeg et lille vredes-monster stå bag mig og hviske: "Eksploder, eksploder, eksploder..!" og når jeg så er lige ved at tabe kontrolen, så siger det: "Jeg laver bare sjov. Det kan du slet ikke," og så står jeg tilbage og kan ikke finde hoved eller hale i, hvad der sker.

Jeg er... enormt bange for, hvad der sker den dag, jeg eksploderer. Jeg har tidligere udtrykt denne bekymring for min behandler i psykiatrien, og hun svarede, at det, at jeg bekymrer mig for, hvad der vil ske, betyder, at der ikke kommer til at ske noget grimt. Og jeg håber, at hun har ret.

Siden jeg blev indlagt første gang, har jeg sagt (lidt for sjovt), at den dag, hvor jeg klippede mit hår af, ville være den dag, hvor jeg mistede kontrollen. Og det er egentlig en underlig ting at sige, men jeg tænker stadig, at det er rigtigt. Tanken om, at jeg impulsivt skulle klippe mit eget hår af i vrede, er så destruktiv, at jeg bliver en smule dårlig af den. Jeg har ikke selvskadet længe, men da jeg gjorde, var tanken om at klippe mit hår af en af de mest invasive og forstyrrende tanker, jeg har haft.

Jeg har ikke noget interesse i at miste mit hår. Men jeg tror, at tanken stammede fra, at det ville være et meget tydeligt råb om hjælp. Men også at jeg er rigtig glad for mit hår, og mit hår er noget af det, som jeg bliver komplimenteret på ofte. Og selvdestruktive Christina mener ikke, at hun fortjener komplimenter og at være glad for noget ved sig selv.
Det er en utroligt hård indrømmelse. Især fordi impulsen til at kaos-klippe i mit hår er vendt tilbage.

Så i takt med, at jeg har anerkedt, at jeg stadig er vred, og at denne vrede vokser, er jeg igen begyndt at tage emnet op med de behandlere, jeg har. Jeg snakkede med min bostøtte om det i denne uge, og hun sagde, at jeg kunne prøve at skrive ned, hvad det egentlig var, jeg var vred over...

Jeg har jo aldrig rigtig tænkt over, hvad det i virkeligheden var, jeg var vred over. Jeg var jo bare vred; ligesom jeg ikke altid ved, hvad jeg er ked af det over.

Jeg vil gerne dele nogle af mine overvejelser med jer:


Jeg er vred over, at jeg er syg. 

Jeg er vred over, at jeg blev voldtaget.

Jeg er vred over, at det ikke er så nemt at elske mig selv, som jeg havde håbet, det ville være. 

Jeg er vred over, at jeg har angst hver eneste dag. 

Jeg er vred over, at jeg ikke kan de samme ting som mine jævnaldrene. 

Jeg er vred over, at jeg er bange for mænd. 

Jeg er vred over, at jeg ikke kan få behandling for mine PTSD-symptomer. 

Jeg er vred over, at jeg ikke kan overskue mine daglige gøremål.

Jeg er vred over, at jeg føler mig inkompetent og uværdig af universitet. 

Jeg er vred over, at jeg er i tvivl om, hvorvidt jeg nogensinde vil kunne passe et normalt job. 

Jeg er vred over, at jeg føler, at jeg er til fare for mig selv og mine omgivelser. 


Da jeg startede min blog - hvilket er før, jeg startede i behandling - kunne jeg ikke føle vrede. Jeg kunne slet ikke identificere følelsen. I stedet blev jeg bare ked af det.
Nu står jeg i et næsten dagligt opgør med mig selv, hvor jeg føler, at jeg mister min menneskelighed til noget, som jeg ikke selv kan styre. Jeg føler, at det er svært at blive ved med at kæmpe kampen for at få min hverdag til at fungere. Det er fristende at give op og lægge mig ned og vente på, at det holder op.

Det er okay at ligge ned nogle gange, men det er også vigtigt at rejse sig op igen, for ellers kan man bruge hele sit liv på at ligge der og vente på, at smerten forsvinder.
Og det gør den ikke af sig selv.

Til slut vil jeg dele en af mine største anerkendelser:
Jeg er vred over, at jeg er vred.

Skal man vente på ægte kærlighed?

Det er sjældent, jeg skriver om noget, som jeg ikke selv synes, jeg har svaret på. Men det gør jeg nu. Det sidste års tid har spørgsmålet om, der virkelig findes en soulmate til os hver, eller om kærlighed er mere eller mindre tilfældig process, som handler om, hvem man er heldig (eller uheldig) at møde.

Jeg vil gerne starte med at sige, jeg er ung - blot 21 år, men jeg har oplevet forskellige grader af forelskelse og kærlighed igennem de sidste par år, så jeg har alligevel noget at sige om emnet. Det kan være, at jeg har skiftet holdning om 1 år, men det kan jeg ikke tage stilling til nu. Det gode ved livet er, at man lærer nyt hele tiden. Plat - I know.

Så skal man vente på "Mr. Right"? 
Jeg vil virkelig gerne tro på, at der findes mennesker, som er er skabt for hinanden, men hvis jeg skal være ærlig, så tror jeg, at mennesker mødes og forelsker sig i hinanden tilfældigt. Og enten så klikker man sammen, eller også gør man ikke. Det finder man ud af, som tiden går. Nogle ved det i løbet af en enkelt aften. Ja, vi skal så ikke ses igen. Og så er den ikke længere. Nogen når at være gift et helt liv, før det går op for dem, at man faktisk skulle noget helt andet. Og så lægger man sine planer om.
Men er det fordi, at vedkommende, man havde mødt, ikke var ens soulmate? Hvornår ved man, at man har mødt den rette? SKAL MAN VENTE PÅ HAM?

Jeg tror ikke, at jeg skal vente på "Mr. Right". Måske er det fordi, han ikke findes derude. Måske er han på den anden side af planten og har besluttet sig for at slå ned med en tilfældig kvinde. Måske har jeg bare for travlt med alle de andre ting, jeg skal nå i mit liv. Han står ikke på min "one day more"-liste, fordi han ikke skal have den magt over mig. Jeg vil ikke være bundet af en mand, hvis det betyder, jeg kompromiser min egen lykke. Det er noget, jeg har lært i løbet af det sidste år.

Man kan godt være ensom i et forhold, selvom man tror, at det er det rette for en. Og når man kommer ud på den anden side, går det op for en, at man begge havde trukket en forestilling om ægte kærlighed ned over hovedet på hinanden. Og jeg ville ofre alt for at holde fast i "ægte kærlighed", da jeg først troede, jeg havde fundet den. Og pludselig smuldrer den imellem fingrene på en, som havde man vendt et timeglas.

Nogle mennesker på min alder har allerede slået sig ned med mand og hus og børn. Det er utroligt at tænke over nogle af de forskellige, der er på min generation og generationerne nogle få årtier tilbage. Vi er alle sammen vildt forskellige steder i vores liv. Der er ikke længere en tradition, der dikterer, at man skal være gift som 25 årig og have børn som 30 årig. Nogle vælger at gøre det før. Nogle gør det bagefter. Nogle gør det slet ikke. Nogle laver helt om i traditionerne.

Da jeg gik i folkeskole, var der en af mine lærere, som valgte at få børn uden en mand. Hun har i dag to dejlige børn, som jeg har haft fornøjelsen at kende lidt. Dengang havde jeg en forestilling af, at man skulle finde sig en mand, som man skulle have børn med, men min lærer var med til at åbne mine øjne og få et bredere perspektiv på, hvad det vil sige at stifte familie. Kvinder har et "biologisk ur", der tikker, og hvis "Mr. Right" ikke står ved ens side, hvad gør man så?
Venter man på ham og risikerer at misse sin chance eller samler man hammeren op og begynder at bygge sit eget hus? Så fuck da det, hvis der ikke står en mand ved din side. Der står allerede venner og familie, som er klar til at bygge rede og isolere den med blødt fluf. Du og dine børn får et varmt og sikkert hjem alligevel!

Der er også mennesker på min alder, som stadig har ved at finde fodfæste i hele dating-miljøet. Der kan være mange forskellige grunde til, at man har været ude og danse med de vilde bavianer. Blandt andet er der mange unge i LGBTQ+ sammenhænge, som har af og til svært ved at finde en partner til trods for, at homoseksualitet er mere velset end nogensinde før. (Min universitets-hjerne undersøgte, hvor mange, der er homoseksuelle. Man (USA - verdens navle) anslår at det er 1/5, der har homoseksuelle eller biseksuelle "tendenser"). Jeg kan godt forstå, at det er svært. Jeg synes, det er svært at finde en heteroseksuel-"Mr. Right", hvor mine odds er 4/5. Forestil dig, at man også skal ramme i den 1/5 kategori mennesker, der allerede har fundet ud af, at de er til eget køn.

Så hvad nu, hvis jeg vælger at forfølge min drøm om at skrive bøger og lave film, og jeg skal rejse hele verden rundt. Jeg lever det vilde liv med røde løbere og Oscar-statuetter (Ja kliche, følg lige med alligevel) og pludselig møder jeg min "Mr. Right", når jeg mindst venter det! Hvad hvis min ægte kærlighed har fast bopæl i Danmark? Han er måske arkitekt i Odense og har to børn. Hvad gør jeg så? Vælger jeg "jetsetter"-livet eller familielivet? Skal jeg vælge? Det er ikke nok at vente på ham. Man skal også at være klar til smide alle ens fancy drømme og planer, fordi det er hvad, man gør, når nan er forelsket. Man smider det hele ud af vinduet. Men vil jeg det?

Som jeg sidder her i min seng i mit nattøj, tænker jeg, "Næh nej, jeg skal have det der fancy-fancy liv med champagne. Ingen mand skal holde mig tilbage", men jeg tror ikke, at jeg tænker sådan, når der står en mand foran mig, som jeg har slået kløerne i, og han er i gang med at bygge mig et hus med blødt fluf og indendørs rutsjebane.
Men lige nu tænker jeg, at jeg hellere vil forfølge mine drømme og mål, end jeg vil vente tilbage og lade chancerne passere mig forbi, fordi jeg forventer, der skal komme en mand forbi mig.

Jeg er tyk, og jeg er smuk!

Jeg er et fucking beast, når jeg vil være det. Det fandt jeg et bevis på i dag. Den 2. april 2018 skrev jeg mine tænker og mit hjerte ud. Jeg skrev det i et word-dokument ved navn "Jeg er tyk, og jeg er smuk" og jeg tænkte ikke nærmere over det i næsten et år, indtil jeg i dag fandt det igen.

I april havde jeg endnu ikke startet bloggen, så jeg vidste ikke, hvordan og om jeg kunne dele mine tanker. Jeg vidste ikke, om folk overhovedet ville læse mine små udbrud af frustration og kvindelig vrede på styrke 10. Men nu ved jeg, at det vil du faktisk rigtig gerne. Du brænder lidt for at se mig dumme mig eller give dig en ny joke til julefrokosten, så her kommer den.

Mine damer og herrer!
Jeg præsenterer: Christina fra den 2. april 2018. Præ-T-rex og med en hulens masse på hjerte;

Jeg er tyk, og jeg er smuk!

”Kunne du ikke tænke dig at give mig dit nummer, din frække lille tøs”

”Du må da indrømme, at du er større end mig”

”Vi to har den samme røv…. Jeg synes, min røv er grim”

”Du ligner ikke en, der kan svømme særlig hurtigt”

”Mænd har altid haft mere magt end kvinder. Det kan du ikke ændre”

”Du trænger til at tabe dig lidt”

”Det ville være pænere, hvis du tabte dig lidt”

Mit navn er Christina, og jeg er 20 år ung. Da 2018 startede, begyndte jeg at samle på ord. Det her er ord, som folk har sagt til mig. Der er nu gået 3 måneder, og det er tid til en kvartalsopgørelse. Jeg har valgt nogle citater ud fra mine veninder, min familie, min arbejdsgiver og fra fremmede kunder på restauranten, hvor jeg arbejder.

Jeg er en af de personer, der kæmper med lav selvtillid, og det går udover min livsglæde. Så da nytåret kom, tog jeg mig selv i at lave det samme nytårsfortsæt, som jeg i altid har gjort: ”I år skal jeg tabe mig, så jeg kan blive glad”, men hvert år er jeg blevet mere ulykkelig end nogensinde før. 

Danmark kunne umuligt være et af verdens lykkeligste lande, for jeg alene var ulykkelig nok til at tippe skalaen. Jeg har altid tænkt, at min lykke (eller mangel derpå) hænger sammen med min vægt og mit udseende. Men det viste sig, at jeg var stadig ulykkelig, når jeg havde formået at tabe mig. Jeg var stadig ulykkelig, når jeg havde lagt makeup. Og jeg blev endnu mere ulykkelig, hvis mine venner kaldte mig for smuk. For jeg er jo for tyk til at være smuk. Så det var på tide, at jeg prøvede noget nyt. Jeg ville bare … være glad.

I takt med at jeg begyndte at acceptere, at jeg ikke skulle tabe mig lige nu, og at min lykke ikke afhang af tallet på vægten, gik det op for mig, at det ikke kun var mig selv, der havde forventninger og holdninger til, hvordan jeg ser ud, hvordan jeg burde se ud. Disse kommentarer er ikke pludselig kommet, fordi jeg har valgt at acceptere mig selv. De har altid været en del af mit liv, jeg har bare altid ignoreret dem eller ladet som om, jeg ikke tog dem til mig. Sandheden er, at det gør jeg. Selvfølgelig gør jeg det.

Forskellen er bare, at nu er jeg opmærksom på det. Jeg hører, hvad folk rent faktisk siger til mig. Jeg noterer det. Og jeg bruger det, selvom jeg er alt for konfliktsky til at konfrontere folk i øjeblikket.

Det vigtigste, jeg har lært i de sidste tre måneder er: Jeg er ikke til for andres øjnes skyld. Min krop er ikke til for, at du skal kigge på mig. Jeg skal ikke tilfredsstille dine øjne! Ligeledes skal du ikke tilfredsstille mine øjne! Det er fuldstændig lige meget, hvordan jeg ser ud. Jeg er et kompetent og fantastisk menneske lige meget hvad.

Jeg har altid modeleret min krop efter, at folk kiggede på mig. Jeg sidder og står kun på bestemte måder, for at min mave og lår ikke skal se for tykke ud. Når jeg ligger og ser film med mine venner, er jeg opmærksom på, om jeg har dobbelthage. Selv når jeg er alene, og jeg ligger på siden, skammer jeg mig over, at min mave stikker ud fra min krop. Ikke fordi jeg selv ser den være sådan – fordi hvis den stikker ud, når jeg bare er for mig selv, så stikker den også ud, når der er folk omkring mig, der kan se den.

Når jeg er tiltrukket af en mand, tænker jeg omgående: Han er ikke interesseret, for min mave er tykkere end hans. Jeg er ikke det værd. Han kan umuligt være tiltrukket af mig eller ønske at give mig en chance, når der findes så mange kvinder, der er smukkere end mig!

Og det skal slutte lige nu. Jeg er ikke til for andres øjne.

Min første erindring af, at jeg skulle tilfredsstille andres øjne, var da et familiemedlem efter min konfirmation sagde: ”Du har glemt at barbere dig under din arme”. Da jeg var 13, var jeg slet ikke nået dertil. Jeg kan ikke huske, hvad jeg svarede, men jeg kan huske, at jeg startede med at barbere mig ugen efter.

Vi kvinder kan være lede mod hinanden. Fem ud af syv citater på min liste er fra kvinder. Vi holder os op imod og bedømmer os selv ud fra hinanden. Hvorfor gør vi det? Det eneste, vi opnår, er sårende bemærkninger og uvenskab. Kvinder er i en evig konkurrence imod hinanden. Konkurrencen omhandler alt fra tøjstørrelse, makeup, øjenbryn, hår på hovedet, hår på kroppen, store numser, store bryster, karakterer, arbejde, tøjstil, hudfarve, længde på øjenvipper, glat hud, alt. Det er alt. Er hun tyndere end mig? Hvor tykke er hendes lår, hvis hun sidder ned? Ej, hendes hår er flottere end mit. Men hun har for meget makeup på. Det der er overhovedet ikke naturligt! Ha, hun har sikkert fået lavet sine bryster også. Men hun har en kæreste. Så hun er flottere end mig. Det glæder os at finde ud af, at en person er tykkere end os. Og det er en enorm fornærmelse, når folk siger, at man er tykkere, end man føler sig. Kvinders syn på kvinder er lige så galt, som mænds syn på kvinder er. Vi burde støtte hinanden i stedet. Det burde vi virkelig. Jeg synes, vi skal starte med, hvordan vi tænker om hinanden. Det vil lægge en grundsten for, hvordan vi taler til og om hinanden.

Damer, come on.

Én ting er, hvordan kvinder taler til hinanden, en anden er, hvordan mænd taler til kvinder. Der er ét citat i mængden, som du nok havde gættet, var leveret af en mand. Det burde ikke komme som en overraskelse, at min navn ikke er ”din frække lille tøs”. Mit navn er Christina, men i det øjeblik var mit navn ”din frække lille tøs”, fordi jeg ignorerede ham. Jeg svarede ham ikke. Jeg fortalte ham ikke, at det var uacceptabelt, at han talte sådan til mig, og derfor blev jeg et objekt. Jeg blev et objekt for hans seksuelle tilnærmelser. Denne aften lærte jeg en endnu en ting: Jeg vil ikke være nogen andens objekt. Jeg vil være mit eget subjekt! Jeg vil ikke gå på kompromis med min eget velbefindende, for at en mand kan kalde mig en ”fræk lille tøs” foran sine venner og få deres anerkendelse og billige grin.

For sandheden er, det var grimt. Jeg havde øvet mig på og kæmpet for at være glad, og så kommer der en mand, som kan vælte det hele på fem sekunder. Jeg er godt klar over, at jeg er tyndhudet, og man kan sagtens sige, at jeg burde have trukket på skuldrene og taget det som et kompliment, men det er forkert. For det er ikke et kompliment. Det har aldrig været et kompliment. Hvordan skal det på nogen måde være et kompliment at blive gjort til et objekt? Han sagde det ikke, for at jeg skulle føle mig godt tilpas, eller fordi han virkelig ønskede at få mit nummer. Han sagde det, fordi han vidste, at han kunne. Men det kan han ikke mere. For nu arbejder jeg på at være mit eget subjekt. Det betyder, at det er slut med at være nogens objekt.

Det er også slut med at sige undskyld, fordi jeg eksisterer. Hvis der fandtes en app til at tælle, hvor mange gange jeg siger ”undskyld” på én dag, ville min telefon brænde sammen. Jeg skal ikke sige undskyld på forhånd, fordi jeg er bange for at fejle eller sige noget dumt. Hvis jeg dummer mig, skal jeg nok undskylde.

Det er slut med at skjule dobbelthagen, når jeg ser serier på computer, for hvad nu hvis nogen kigger med igennem kameraet.

For nu er det min tur til at være glad.

Når piger støtter hinanden

Der er mange film og serier, der handler om, hvor onde piger og kvinder kan være imod hinanden, hvilket er et seriøst problem, som vi må tage op en anden dag. For i dag skal vi se lidt på al den kærlighed, som er mellem veninder. Især på Instagram sender og modtager jeg ekstremt meget kærlighed fra mine piger, og det er nok fordi, at min venindegruppe følger mange positive sider og er enormt god til at sprede den positive stemning.

Her er nogle af de billeder, jeg har modtaget på det seneste:

Og noget af det bedste ved alle disse billeder er, at det koster gratis. Men det betyder al verden på en dårlig dag, når man modtager opbakning og kærlighed. Så, piger, bliv ved med at sende hinanden kærlighed. Bliv ved med at støtte hinanden i små og store problemer. Bliv ved med at spørge: "Skal vi ikke snart drikke og mætte i te sammen?", for så holder kommer vi hinanden ved, og vi får vist interesse i hinanden. 

Kort nyt fra Feministmaven

Feminisme handler ikke om at hade mænd. Feminisme handler ikke om at kæmpe imod mænd eller at ville bestemme over mænd. Feminisme handler ikke om at ville nedgøre mænd og tage hævn over de nedgørelser, som kvinder har lidt igennem historien. 

Feminisme er ikke kampen mellem mænd og kvinder. 

Men hvad handler feminisme så om? 

For mig handler feminisme om kvinder. Det handler om, at turde stå op for mig selv og ikke mindst for andre kvinder omkring mig og sige: Det er ikke okay, at kvinder skal være bange for at gå hjem, når det er mørkt. Det handler om at sige nej til overgreb og nej til chikane. Det handler om at være ligestillet med mænd både i status og i løn. Det handler om retten til at være glad for sig selv uden føle, at man skal ændre sig selv for at tilfredsstille en mand. 

Vi kvinder skal være stærke og stå fast i vores rettigheder, og vi skal hjælpe hinanden. Vi skal sætte mennesker fri og befri dem fra undertrykkelse. Det er lige fra unge piger i U-lande, der bliver nægtet skolegang, til den prostituerede, som skal have samme rettigheder til a-kasse og arbejdsløshedspenge, som vi andre har. 

Vi skal ikke tale nogen ned. Vi skal tale alle op. Som Michelle Obama sagde: "There is no limit to what we, as women, can accomplish". Jeg tror på, at det er rigtigt. Vi skal ikke opgive dem magt og indflydelse, vi har, fordi vi tror, vi ikke har nogen. Det kan godt være, at jeg ikke kan ændre systemet alene. Jeg kan formegentligt ikke komme særlig langt med nogle af mine ord alene. Jeg kan ikke råbe nogen politikere op alene. Men vi kan sammen. Sammen kan vi buldre og trampe til lortet falder sammen. Sammen kan vi ændre systemet, og sammen kan vi gøre verden et bedre sted for kvinder, som lider, uanset hvor de er. Sammen er vi stærke. 

Så på med de røde strømper, Søster, og gå ud og dans! Du fortjener det! Fest og fejr dig selv. Du er skøn, som du er. I nat fejrer vi os selv. Og i morgen går vi i gang med at arbejde for de, som ikke kan fejre sig selv endnu. 

Kært barn har mange navne

Kvinde, dame, pige, tøs, kælling, madam, jente, fruentimmer, pigebarn, kvindemenneske, hunkønsvæsen, frue, bitch.
- Ja, kært barn har mange navne.

Kan du høre dem for dig? Nogle af disse navne for et hun-menneske bærer en vis kraft med sig. De er ikke alle sammen lige kønne, og mange af dem har ændret betydning igennem tiden. Et ord som kælling, har ændret betydning fra "en lille, kærlig en" (Kilde: Kristeligt dagblad) til "en strid en" og ordet har i den grad forvandlet sig til at være et negativ ord.

Jeg er blev kaldt en kælling mange gange - oftest af fremmede i byen eller på nettet. Men også af folk, som jeg stolede på. Jeg kan blandt andet fortælle om en fyr(dreng, mand, "bro"), jeg var gode venner med i lang tid. En dag så jeg, at han på sin telefon havde skrevet til en ven: "Jeg er lige sammen med kællingen", hvilket ramte mig et sted i kroppen, som jeg endnu ikke helt kendte til på det tidspunkt. Det ramte mig nemlig i min feministmave.

Ser du, jeg er lidt som en ko. Når jeg skal tage noget ind, tygger og synker jeg det først én gang, hvorefter jeg så kaster det op i min egen mund - ja, det er klamt - og anden gang ryger det så ned i min feministmave, hvor tingene bliver arbejdet rigtig godt med og reageret på.
Den her kommentar, var noget af det første, der røg ned i feministmaven, som stadig var underudviklet og ikke helt klar til at reagere, så kommentareren endte med at ligge der lidt tid, før jeg kunne bearbejde den.

Vi, hun-mennesker, har en rimelig klar ide om, hvilket ord, der beskriver en bedst. Jeg tænkte længe på mig selv som en pige. En pige. En ung kvinde. Et barn. Et hun-menneske-barn. En af de første gange, jeg blev konfronteret med problemstillingen: Hvad er jeg? Var da jeg som svømmetræner og 16 årig hørte en svømme-far sige til sit barn: "Kan du give bolden til damen?"

Damen? DAMEN? D-A-M-E-N!?

Hvad i alverden var det? Jeg var da ikke en dame. En dame er sådan en voksen én... voksen og på kanten til gammel. Det var, hvad "damen" er. Men lige pludselig var "damen" mig. Og jeg tog imod bolden, og jeg smilede, for det var mit arbejde. Men jeg gik også hen til min hjælpeinstruktør og sagde: "Han kaldte mig for 'damen'", for det er min personlighed at joke med mine kollegaer. Hun var enig i, at hun også ville studse over at blive kaldt "damen".

Jeg ved godt, hvorfor jeg blev kaldt for damen. Jeg var "den voksne" i situationen. Jeg var træneren. Og ydermere lignede jeg en person, som lå på grænsen mellem en pige og en kvinde. Jeg tror, at svømme-faren i situationen tænkte: "Jeg vil ikke fornærme hende ved at kalde hende en pige, hvis hun identificerer sig som en kvinde" og så er endt med at sige dame.
Men dame er ikke slemt. Dame er bare spøjst. Der er nogle af disse navne, som er langt være.

For eksempel er det enormt ubehageligt at blive kaldt kælling, jente, pigebarn, tøs, hunkønsvæsen, fruentimmer og bitch. For mig er de her nogle af de ord, som er negative versioner af kvinde. Ingen af dem er gode, men én af dem er værst. Bitch. Bitch er værst. Bitch er et ord, som deler vandene, for jeg møder af og til folk, som bruger bitch som et kælenavn eller et positivt ord for en kvinde.  Men helst ærligt... En bitch er en hunhund - en tæve. Det er ikke et kompliment at blive kaldt en tæve.

Forstil dig min stemme: (Hvis du ikke kender mig, så er det lidt ligesom Gollums stemme)
"Ej, bitch, det skulle du da ikke have gjort!"
"Sådan en bitch"
"Fucking bitch"
"Bitches, I have arrived!"

"Ej, tæve, det skulle du da ikke have gjort!"
"Sådan en tæve"
"Fucking tæve"
"Tæver, jeg er ankommet!"

Kan du høre det for dig?
Lyder det forkert?
Så hvorfor bruge et ord som bitch til og om hinanden? Det er nedværdigende og nedgørende.

Links:
Kristeligt dagblad

T-rex; det forsigtige fossil!

Helt ærligt; jeg er et forsigtigt menneske. Jeg har altid lyttet til alle mere eller mindre livskloge mennesker omkring mig. Jeg lytter til andre mere, end jeg lytter til mig selv...

"

Lad være med at farve dit hår.

Det der kommer du til at fortryde.

Det er en dum ide at få en tatovering.

Chriiiistiiiina.... nej. 

Tror du ikke, du kommer til at støde folk?

Den der trøje viser din mave. Den kan du ikke have på.

Piercinger vil ikke klæde dig.

Tager du ikke lige en bh på?

Når du bliver gammel vil din tatovering blive rynket og grim.

Når du står sådan, kan jeg se dit mavefedt.

Hold da op manner! Du skal da vist klippes!

Du kommer nok til at se anderledes på det senere.

Jeg synes virkelig ikke, det er så godt... 

- Altså at du har hår på benene.

Den tøj stil er ikke noget for dig, Christina!

Ej nej, Christina!

Det lyder sørme spændende med en jordrejse! 

Men lad lige være, det kunne være farligt.

Har du ikke for mange t-shirts?

Kvinder i din størrelse bør ikke gå i bikini.

"

Suk. 

Jeg ved, at folk ikke siger det i ond ånd, men det betyder ikke, at folk skal blande sig. 

Selvfølgelig er jeg er opmærksom på, at jeg igennem tiden også har fået nogle gode råd såsom:

- Du skal holde dig fra stoffer - God ide. Tak for det!

- Du skal holde dig fra rygning - Også en god ide!

- Eh, hvis du klipper alt dit hår af, så kommer det altså ikke igen med det samme - Mange tak!!

- Lad være med at tegne en stor pikkemand på politibygningen - Igen tak!

Mange af de råd er kommet fra mine forældre og nærmeste familie. Og jeg har selvfølgelig værdsat en masse af de gode råd, jeg har fået! Men både gode og dårlige råd kommer med en pris...

Min pointe er, at der med alle disse gode råd også er kommet en forsigtighed, som jeg har svært ved at slippe af med. Et eksempel på dette er, at jeg har gået med adskillige tatoveringsideer i hovedet i flere år, som jeg ved, at jeg skal have. Det er ikke til diskussion. Alligevel har jeg ventet. Jeg har flere gange haft økonomisk rådighed til at få lavet flere tatoveringer, men jeg har aldrig gjort det. 

Fordi jeg er blevet for forsigtig. 

Når man er vokset op med, at venner, familie og voksne omkring én har sagt: 

Du kommer til at fortryde .... ALT

Så ender man med at blive bange for livet. 

Jeg er så bange for at tage beslutninger og prøve nyt, for hvad nu hvis jeg fortryder? Ja og hvad så? Så gror mit hår ud igen, hvis jeg er kommet til at klippe det for kort. Huller i ørene kan gro sammen igen. Rigtig mange valg kan annulleres. 

"Jamen, Christina, det kan en tatovering jo ikke"

Det er rigtigt, at det ofte er svært at annullere tatoveringer, men det kan lade sig at gøre. Jeg har fået lov til at citere min skønne og yderst kloge veninde Maya:

"Selv hvis du på et tidspunkt indser, at du ikke ville få lige den tatovering igen, så ved du, at dengang du fik lavet tatoveringen, betød den noget for dig!"

Og da Maya sagde det, fik jeg et helt nyt perspektiv på det at få en tatovering, for ja, jeg drømmer om at få alle Marvels Avengers superhelte må min ene arm, og mange af jer vil nok tænkte: "Deeeeeet... bare nej. Det kommer du til at fortryde." Ja det gør jeg måske. Men lige nu betyder de tegneseriefigurer mere for mig, end jeg egentlig vil indrømme. Og når jeg så bliver halvfjers og Ironmans maske har fået lige så mange rynker, som jeg har, så kan jeg grine over, at jeg var så underlig og tåbelig i mine unge dage. Men jeg vil også huske; at jeg havde en periode i mit liv, hvor jeg vendte mig imod superhelte og fandt styrke og mod derigennem. Og så har jeg fået nogle flotte farver på min krop. Så hvad har jeg egentlig at miste? 

Jeg tror, jeg skal blive bedre tage andres vurderinger og råd og sige: "Tak, men nej tak". Og jeg skal blive bedre til at sige til folk: "Jeg spurgte faktisk ikke om din holdning", for nogle mennesker har tendens til at tænkte, at fordi noget er ment godt, så har de ret til at sige det. Og det har vi efterhånden slået fast her på bloggen: Vi har ikke ret til at vurdere mennesker. 

Jeg er træt af at være bange for livet. Jeg kan mærke, at jeg har opbygget en spænding, som kommer til at eksplodere en dag. Forleden dag farvede jeg mit hår midlertidigt blåt. Det var noget farve, jeg havde haft liggende i over 6 måneder, men jeg havde været bange for at gøre det. 

FARVEN VARER I 2 UGER! HVAD ER DER AT VÆRE BANGE FOR!

Og da jeg så endelig gjorde det, var det en spontan handling. Jeg vågnede en dag og tænkte, "blåt hår, Det tror jeg da vist nok lige!" Og så farvede jeg det. Uden ide om hvordan og hvorfor...

Og jeg elsker resultatet. Mit hår er ikke blevet blåt. Det er blevet koralgrønt med tyrkisblå striber. Ja, jeg ved ikke helt, hvad der gik galt, men jeg elsker, at jeg turde, og jeg elsker, at jeg gjorde det. 

For nogle uger siden fik jeg en fornemmelse - nærmest en vrede - over, at jeg føler mig hæmmet af denne forsigtighed. Jeg skrev til min ven: "Vil du med ind og se mig få en tatovering i dag?" 

Egentlig er jeg okay med, at han ikke nåede at svare, før jeg havde kølet ned og erkendt, at jeg ikke har råd lige nu, og at jeg skal have fundet den rette tatovør i stedet for bare at gå ind til en tilfældig. 

Men jeg føler den stadig; fornemmelsen af, at det snart skal ske, for ellers kommer jeg til at leve resten af mit liv med intentioner om at få en tatovering - eller 20 tatoveringer - som jeg aldrig ender med at få. 

Jeg er nødt til at sparke mig selv lidt i gang med at tage en risiko og tro på, at det nok skal gå. Jeg er nødt til at lære at stole på min egen vurdering af mit eget liv. For ellers ender den her T-rex med at blive et forsigtigt fossil. 

Hvad er det, du vil, Christina?

Jeg ved det ikke.
Jeg ved det virkelig ikke.

Jeg vil grine og tilbringe tid med mine venner.
Men jeg vil også ligge i min seng i flere dage og stirre op i loftet.

Jeg vil løbe igennem livet med bare fødder i nyslået græs.
Men det skal også gøre ondt, som når græsplænen er fyldt med tidsler.

Jeg vil elskes og nusses.
Men jeg låser døre og vinduer for at holde folk ude.

Jeg vil have hjælp med min sygdom.
Men jeg vil være i fred.

Jeg vil spørges ind til og roses og klappes af.
Men jeg vil have total stilhed.

Jeg vil smage karry, chokolade og pizza.
Men jeg spiser ikke.

Jeg vil stifte familie og venskaber.
Men jeg vil være alene.

Jeg vil have lys og varme.
Men jeg vil også have mørke og kulde.

Jeg vil grine.
Og jeg vil græde.


Jeg ved ikke, hvad jeg vil, hvis jeg kun kan vælge den ene. Alt i mit hoved er et rod, som jeg ikke kan hitte rede i. Jeg ved, at jeg har brug for al den hjælp, jeg kan få. Jeg har brug for mine venner og min familie, men det er svært, når jeg helst gerne vil lade dem gå, så jeg ikke risikerer at blive afvist.

Jeg er ikke altid så selvsikker, som jeg ved, jeg kan fremstå. Jeg har ingen ide om, hvor mit liv er på vej hen - om jeg kan fortsætte mit studie, om jeg kan få den hjælp, jeg skal bruge, og om jeg kan blive rask.

Jeg går 100% ind for, at man skal elske sig selv og sin krop. Man skal sætte sig selv først og samtidig være god mod andre. Men sandheden er, at jeg er fyldt med selvhad, som æder mig op indefra. Jeg er ikke god til passe på mig selv, og det hader jeg også ved mig selv.

Jeg siger: "Elsk din krop! Du er perfekt, som du er!"
Men når jeg ser mig selv i spejlet, så ser jeg problemer over det hele, og det resulterer oftest i, at jeg ikke spiser, før jeg er ved at besvime. Og jeg ved godt, at det er skidt. Jeg ved det virkelig godt.

For nogle år tilbage stoppede jeg med at gå på vægten, for jeg endte altid med at hade mig selv mere for hver gang, uanset om vægten var gået op eller ned. Da jeg blev indlagt, sagde jeg tydelig: "Jeg vil ikke vide, hvad jeg vejer!"
Så de noterede min vægt hver uge uden at fortælle mig, hvad den var. Og det gik fint, indtil den sidste uge, hvor en psykolog, der ikke var opmærksom på mit valg, kom til at nævne min vægt til en samtale.

Jeg græd øjeblikkeligt. At få at vide "hvor slemt det var", (mine ord - ikke hendes) fik mig til at lukke op for alt det had, jeg havde skubbet væk i årevis, og det væltede ind over mig. Siden da har det været svært for mig at spise ordentligt. Jeg havde problemer med mad før. Men jeg føler, at de er fordoblet nu. Jeg glædes, når mit tøj sidder løst og det fortæller mig, at det virker, når jeg ikke spiser. Jeg har ikke været på vægten siden, for jeg har bildt mig selv ind, at jeg stadig taber mig, og jeg er ikke klar til erkendelsen af, at det gør jeg nok ikke.

Alt det her er svært for mig at indrømme. For jeg skriver indlæg så som:"Når jeg har tabt mig", hvor jeg siger: ELSK DIG SELV! DU ER GOD NOK, SOM DU ER! Men jeg kan ikke selv følge mine egne råd, hvilket for mig får dem til at virke tomme. Men jeg er også nødt til at fortælle, at der findes to sider. Jeg kan ikke være selvsikre Christina altid. Hun er der af og til. Og så er hun pludselig væk. I skal vide, at jeg vil fortsætte med at skrive indlæg, hvor jeg vil fortælle dig præcist hvor meget jeg er værd. Og i øjeblikket vil jeg tro på det. Men andre dage ville jeg ønske, at jeg kunne få en sygdom, så jeg kunne tabe mig. Og det håber jeg jo egentlig ikke. Sådan da.


Jeg vil gerne være en rollemodel.
Men det er jeg ikke.

Se mig!

Hvis du skal gøre én ting i dag, så skal du se denne video.
Kvinden i denne video er sangerinden Halsey, som skriver og synger nogle fantastiske sange om smerte og mangel på kontrol.

I videoen her holder hun en tale, som ikke ligner nogen tale, jeg nogensinde har hørt før. Første gang jeg hørte den, græd jeg. For alt hun siger, gør ondt. Dette er en stærk kvinde, som bruger sin stemme.

Tag et øjeblik til at lytte og føle med hende.
Og så må du have en dejlig dag!

Ashley Nicolette Frangipane

Skyld og skam

Christina, hvorfor i al verden vil du skabe en blog, som fortæller om din inderste smerte og dybeste hemmeligheder? Hvordan kunne du gøre det imod dig selv? Nu kan hele verden se, at du er blevet voldtaget. Det er da ikke noget, man har lyst til, at folk ved om én. Det er da privat.

Ja, det er rigtigt, at meget af det, jeg skriver om, er privat. Det er min private oplevelse og min private smerte. Men folk forveksler ofte privathed og skam. Og det er forkert, at det er min skam.

Jeg brugte mange år på at føle skam. Jeg gav mig selv skylden, for jeg kunne ikke forstå, hvordan nogen kunne have gjort noget så grimt imod mig. Jeg følte uendelig meget smerte over, hvad der var sket, så jeg fortalte mig selv, at det er nemmere at glemme, hvad der skete, i stedet for at acceptere, at det var voldtægt. Det var ikke mig, der ikke havde sagt fra tydeligt nok. Det var ikke mig, som havde bedt om det. Det var ikke mig, som skulle bære skylden for det. Men det gjorde jeg.

Og det var nemt at give mig selv skylden. For der var intet, der fortalte mig, at jeg ikke var ansvarlig. Dengang kørte der ikke kampanger i fjernsyn og sociale medier, som fortalte mig, at hvis jeg var i tvivl, så kom og snak med nogen!
Jeg blev voldtaget i 2014, og dengang troede jeg, at det var meningen, at jeg skulle føle skyld og skam. Det var først i 2017, at jeg blev opmærksom på det og turde sige, at jeg ikke skal bære denne skam og skyld.

Så det er ikke skam, jeg viser jer. Det er mine private minder og ar, ja, men det er okay. Det er vigtigere, at vi bryder tabuet om voldtægt, så ingen andre skal gå i så lang tid med skyld og skam, som ikke er deres at bære.


Verden tror ikke på kvinder - endnu
Det er et faktum.
Og så kan du sagtens sige:
"Jamen, jeg tror da på kvinder"
Mange tak for det. Vi er heldigvis mange, som får øjnene op for, hvad kvinder, som har været udsat for overgreb eller vold, går igennem. Og mange andre kvinder også!

Det er så ekstremt vigtigt, at vi bliver ved med at bakke op om kvinder (og mænd), som kommer frem med deres historier. Vi må på ingen måde gøre dem til skamme, for det fodrer overgrebsmændenes magt over os.

Jeg tænker meget på Christine Ford, som på meget kort tid er blevet en personlig heltinde for mig. Jeg vil ærligt fortælle, at jeg ikke kendte hende for få måneder siden, men det, hun gør, er så stærkt og modigt, at hun kun fortjener respekt. Alle mennesker i hele verden har en holdning til, om hun blev voldtaget eller ej. Og alligevel er hun stået frem og har fortalt sin historie.

Det har hun ikke gjort, fordi det er sjovt at genopleve sine traumer, eller fordi det er spændende at se, hvor mange man kan få til at tro på en. Ford har været nødt til at stå frem. For ellers vil en voldtægtsmand få mere magt, end han fortjener og evner at besidde. Endelig har hun fået en stemme, som hun bruger til at nå frem til os alle og fortælle os, at vi kan kæmpe imod mænd uanset deres magtstatus. Vi skal kæmpe imod. Men selv når vi kæmper imod, så er tendensen, at kvinder ikke bliver troet på.

Hvorfor bliver vi ikke troet på?!

Hvad er det, der gør, at denne mand vinder? Der er ingen beviser på voldtægten andet end Fords traume, som hun skal gå med hver evig eneste dag resten af sit liv. Men er det ikke nok? Bør det ikke være nok? Voldtægt er en "gratis" forbrydelse, som bliver begået hver dag. Ifølge Det Kriminalpræventive Råd bliver 5.100 danske kvinder voldtaget om året. I 2017 blev 944 anmeldt. I 2016 var det kun 791. Og selv hvis en kvinde anmelder forbrydelsen til politiet, som bliver der sjældent fældet dom. Fordi man ikke tror på kvindernes traume som bevis. Vi vil hellere lade voldtægt gå ustraffet hen end at ødelægge en mands ry og rygte. For hvad med alle de mænd, som bliver falsk anklaget?

Fakta er, at mænd sjældent bliver falsk anklaget (Jeg siger ikke, at det ikke sker). Men kvinder bliver voldtaget hver dag. Fordi mænd kan. Mænd bliver ikke straffet for voldtægt. Kvinder gør. Offeret går med skyld og skam hver dag. Og det er ikke fair.


Der er aldrig nogen, der har givet mig en stemme. Så jeg tog selv en, og jeg skabte denne blog. Jeg vil nedbryde tabuer om voldtægt. Jeg vil nedbryde skam og skyld hos offeret. Jeg vil pege piger og kvinder i en retning, hvor de kan få hjælp til at nedbryde deres traumer. Og det er derfor, det er så vigtigt, at I hjælper mig med at læse og dele bloggen.

For ja, det er privat, og ja det gør ondt. Af og til gør det meget ondt at dele med jer. Men hvis jeg ikke gjorde det, så er der 0% chance for, at jeg kan hjælpe nogen. Hvis ingen gør noget, så sker der heller ikke noget.

Og der skal ske noget nu!

Det er ikke min tatovering - endnu

Margaret Atwood

Margaret Atwood er en canadisk forfatter, som har skrevet en række dystopiske romaner så som The handmaid's tale, som du kan se som serie på HBO NORDIC. Jeg vil på mange måder anbefale serien til jer, fordi serien giver mulighed for et nyt perspektiv på den vej, verden følger i dag. Dog er det vigtigt for mig at sige, at denne serie er triggering (Den triggerede min angst og PTSD, så jeg har faktisk ikke set den færdig), så hvis du har lidt at slås med, kan det være en god ide at se serien sammen med nogen!

Grunden til, at jeg skriver dette indlæg er egentlig ikke for at fremhæve Margaret Atwood som forfatter og historieskaber, selvom hun gør det godt! Jeg skriver indlægget for at sætte fokus på nogle af de mange kloge ord, Atwood skriver og siger.

For mange år siden faldt jeg over et citat fra hende:

"Men are afraid that women will laugh at them. 

Women are afraid that men will kill them."

Den gang vidste jeg ikke, hvem Atwood var, eller hvad hun lavede, men jeg gemte citatet på min telefon, fordi det talte til mig. Jeg gemte citatet, fordi jeg følte det.
Lige siden har jeg tænkt meget over netop dette citat. Nok mest fordi jeg stadig føler det.

Jeg

Føler

Det.

Hver gang jeg har talt med en af mine veninder om forholdet mellem kvinder og mænd, om hvad feminisme er, og om hvorfor feminisme er så vigtigt, så er dette citat blevet bragt frem. Det må være, fordi det stadig er aktuelt. Jeg har aldrig været en mand, så jeg kan ikke vide, hvordan mænd har det med, at kvinder griner af dem. Men jeg er (rent faktisk - ja) en kvinde, og jeg ved, at jeg er bange for mænd. Jeg er bange til hverdag moderat bange for, at mænd skal dræbe mig. Men efter klokken 20.00 er jeg angst for alle mænd, som jeg ikke kender.

Det skal også siges, at jeg har angst generelt, så det er ikke sikkert at min holdning repræsenterer det bredde kvindelige spektrum. Men jeg ved også, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan her.
Jeg er ikke den eneste, der krydser vejen, når der kommer en mand modgående om natten. Jeg er ikke den eneste, der har prøvet at skulle afvise en aggressiv mand, som ikke forstår, hvorfor jeg ikke ville med ind i hans bil. Jeg er ikke den eneste, der er blevet råbt efter på gaden og taget på. Jeg er ikke den eneste, hvor en fremmede mand har fortalt mig deres holdning om mig på gaden. Jeg er ikke den eneste, der er blevet holdt imod min vilje.

Og jeg er ikke den eneste, som ikke er blevet troet på, når jeg har prøvet at snakke med 'voksne' om de her ting.

Og nu skal jeg selvfølgelig huske at sige, at de fleste mænd (og rigtig rigtig mange mænd, jeg kender) er nogle rigtig velopdragne mænd og søde mennesker. Men kulturen er der. Og jeg føler mig bange for, at en mand vil dræbe mig. Der er stadig forskel på mænd og kvinder, og derfor er feminisme vigtig!

Som Margaret Atwood siger:

"We still think of a powerful man as a born leader and a powerful woman as an anomaly"