Jeg læste en artikel på dr.dk ved navn: ”Gymnasier giver
høje årskarakterer: ’Advarselslamperne bør blinke’”.
I denne artikel skriver DR: ”Helt generelt er der en tendens
til, at der bliver uddelt en smule højere årskarakterer end prøvekarakterer.
Således var årskaraktererne sidste år højere på 127 af 141 gymnasier.”
Og jeg sidder tilbage og tænker hvorfor mon det?
DRs vinkel på sagen er, at lærerne er for rundhåndede med
karaktererne, og så snart der kommer en ”uvildig censor” på banen, så kan man
se præcis, hvad eleven egentlig kan præstere.
Men det er forkert.
Så nu vil jeg give jer sandheden om eksamen.
Eksamen er et virvar af indtryk og udtryk. Der er så mange
ting, som spiller ind i, hvordan din eksamen går! Er du nervøs? Er du for
nervøs? Har du andre problemer i hovedet? Har du fået sovet? Kom du til at
kaste op på skolens toilet, og lugter du nu lidt af bræk? Præsterer du godt
under denne slags pres?
Da jeg blev student for to år siden, var jeg til eksamen i
et fag, der hedder Almen studieforberedelse – AT som forkortelse. AT er
ikke et fag, man får en årskarakter i, for det er et fag, som man kun har i
perioder i løbet af ens gymnasietid. I AT skriver man en opgave i to fag. Hos
mig var det latin A og religion C. Et par uger efter skal man op og ’forsvare’
sin opgave hos en af ens egne lærere og en fremmed censor. Jeg havde en censor
i latin og egen lærer i religion.
Det går hverken værre eller bedre, end at da jeg kommer ind
så lukker min hjerne ned for alt jeg ved om latin. På dette tidspunkt havde jeg
haft to års latin ved siden af folkeskolen og 3 år i gymnasiet. Jeg vidste, at
jeg kunne, men denne dag havde jeg glemt alt.
Jeg fumler mig frem, og det ender med, at jeg slet ikke tør
sige noget latin-relateret ved det grønne bord.
Jeg endte med at få et 4-tal. Jeg var sønderknust. Jeg var
så uendeligt ked af det. Jeg sad på toilettet og græd en halv time, hvor jeg
ingen kontrol havde over mine følelser. Det endte med, at min religionslærer
fulgte mig over til studievejlederen, som også var min græsklærer.
Og hos min søde og kyndige studievejleder/græsklærer lærte
jeg noget, som jeg har taget med mig til alle eksamener lige siden. Hun sagde:
Din præstation i de 20 minutter, du sidder ved det bord,
siger intet om dig. Det siger intet om din intelligens. Det eneste, det siger
noget om, er de 20 minutter, hvor du var under pres. Dine lærere ved godt, hvad
du kan, Christina, det er derfor du får årskarakterer.
Hun havde ret. Selvfølgelig havde hun ret. Det er bare svært
at lukke sådan nogle vise ord ind, når man sidder med et snit, hvor et 10-tal
vil trække en ned, og så ser man et 4-tal i øjnene.
Men efter at jeg fik ro på, og jeg kom på afstand af
situationen, så kunne jeg godt se, at det var værd at huske på.
Som sagt har jeg taget hendes ord med til de eksamener, jeg
har været til siden både i gymnasiet og på universitet. Men alligevel finder
jeg mig selv på et toilet efter hver eksamen uanset, hvordan det gik. Men det
handler ikke længere om de 4-taller, jeg får. Det handler om det pres, jeg er
under.
Jeg er ved at lære at give slip på karakterræset. Men jeg
mærker stadig presset. Jeg mærker stadig kvalmen og gråden. For eksamen er en
utrolig presset situation. Du har læst og læst og øvet dig og øvet dig, og af
og til kan det føles som om intet af det hænger ved, og at du starter forfra
hver dag. Og så pludselig bliver det hele forløst i 20 minutter, hvor du sidder
med to fremmede (sådan er det af og til på uni), som sidder og vurderer alt du
siger. De vurderer, om du er klog eller ikke så klog. Og når du hører dig selv
sige noget forkert eller slet ikke sige noget overhovedet, så kan du mærke
presset.
Når jeg snakker med voksne om dette pres, så siger de ofte:
’Men, Christina, sådan er det jo også på arbejdsmarkedet. Det er ikke meget
anderledes’.
Det er både rigtigt og forkert.
Jeg vil sige, at jeg ikke ved meget om ’det voksne
arbejdsmarked’, men jeg har været til jobsamtaler, både hvor jeg ikke fik
jobbet, og hvor jeg fik jobbet. Jeg har passet tre arbejdspladser ved siden af
universitet. Og hvordan det så er i forhold til et ’rigtigt voksenarbejde’, det
kan jeg ikke sige noget om, men jeg ved, at der ikke er en direkte
karakterskala på arbejdspladsen, hvor du får sat et klistermærke i panden med
det tal, som du bliver vurderet til at være.
Og det er rigtigt, at der er nogle, som er rigtig dygtige
til at tale til eksamen, hvilket giver dem nogle rigtig gode karakterer, men
det er ikke størstedelen af dem, jeg kender. Størstedelen af dem, jeg kender,
jagter karaktererne og arbejder hårdt for dem. Vi jagter dem som en kat efter
en mus. Men hvorfor gør vi det? Det er jo ikke engang altid, vi skal bruge dem
til at komme ind på en uddannelse.
Det forenklede svar er: Har du måske lyst til, at nogle
vurderer dig til mindre, end du bør være værd? At sætte en karakter på, er
ligesom at sætte en pris på folk. Koster du -3, 00, 02, 4, 7, 10 eller 12?
Sådan føles det.
Derfor kaster vi os hovedkulds efter de høje karakterer.
Derfor fejler det nogle gange. Derfor gør det ondt, når det fejler.
Så kære DR
I jeres artikel om, hvorfor eksamenskarakterer er lavere end
årskarakterer, glemte I at tage højde for, at eksamen… er en eksamen…
Og kære dig, der læser med
Hvis du står over for at skulle få karakterer eller på et
tidspunkt har fået dem, så husk:
De definerer ikke, hvad du kan, eller hvem du er.
Det definerer hverken hvor klog du er, eller hvem du er som
person.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar