Viser opslag med etiketten karakterer. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten karakterer. Vis alle opslag

mandag den 15. oktober 2018

Christina, uden mærkat


Mit navn er Christina. 

"Christina" er på en måde den bedste måde at beskrive mig på. Det er det navn, mine forældre gav mig, da jeg blev døbt. Det er et godt navn. Jeg er Christina.

Men selvfølgelig kan "Christina" ikke fortælle dig detaljer om, hvem jeg er som person. Så det er det godt, at jeg kan fortælle dig, at jeg er et menneske med en række kompliceret følelser, som har en stor retfærdighedssans, og som bekymrer sig alt for meget. Og så kan jeg rigtig godt lide boller i karry.
- Det er nogle af de ord, jeg ville bruge til at beskrive mig. Sådan ser jeg mig selv.

Og det er her, vi kommer ind på dagens emne. Mærkater. For folk omkring mig ser mig ikke, som jeg ser mig selv. Det er i høj grad helt okay. Så længe de holder det for sig selv.
Du må gerne synes, at jeg er en paddehat, jeg har bare ikke behov for at høre om det. Jeg har før skrevet om, at man ikke har ret til at give folk et kompliment. Det er det samme med mærkater. Det er en vurdering af en person, som personen ikke selv har bedt om.

Jeg har ingen ret til at give dig et mærkat. 


Nu kan det godt være, at du tænker: "Eh, hvad snakker du om?"

Jeg har længe tænkt på dette indlæg. Jeg har grublet meget over det. Rigtig meget endda. Det er lidt et delikat emne. Jeg vil gerne give nogle eksempler på mærkater, som folk har sat på mig igennem tiden, men jeg er heller ikke ude på at udstille folk, så hvis du læser noget, hvor du tænker: "Geeee, det er vist mig, der har sagt det", så skal du bare vide, at det er okay. Jeg studsede over det og tænkte over det, og nu er jeg klar til fortælle, at jeg også har en holdning til de mærkater, folk sætter på mig.


Et af de mærkater, jeg ofte tænker over, er:

"Christina, du er et ret barnligt menneske"

Jeg kniber øjnene sammen, når folk siger det, for det går stik imod min opfattelse af mig selv; Jeg vil selv sige, at jeg har lavet mig et solidt voksen-fundament, og jeg har mange "voksne" kvaliteter. 
Det kan godt være, at vedkommende sagde det med tanke på, at jeg synes, at superhelte og dinosaurer er noget af det fedeste i hele verden. Men det vil jeg ikke kalde barnligt. Jeg kalder det en sund interesse. Men ja, jeg kan godt lide at underholde børn i forbindelse med mine arbejder, men efterfølgende cykler jeg hjem og betaler mine regninger - som voksne jo gør.... ikk? 


Et andet mærkat, som folk kan finde på at klaske på mig, er: 

"Christina, du er et kedeligt menneske"

Korrekt. Men du har ingen ret til at sige det. 
Folk har ofte sagt at første gang, de mødte mig, tænkte de, at jeg var et tørt menneske, som ikke havde meget humor eller gnist. (Folk har som regel sagt: "Oh boy, jeg tog fejl af dig!" efterfølgende...) Jeg kan godt forstå, at jeg har fremstået lidt introvert og måske en anelse uinteresseret i folk. Men det har faktisk en god grund. Som du nok ved, har jeg haft en depression i mange år nu. Den har varieret i sværhedsgrad og intensitet. Især da jeg startede på gymnasiet, havde jeg en svær periode. Så der står i min blå bog, at folk ikke fik det bedste indtryk af mig, men i takt med at de lærte mig at kende, så ændrede deres opfattelse af mig. Måske til det bedre. Måske til det værre. Det er okay. 


"Christina, nøj hvor er du dog et fantastisk kløgtigt menneske!"

Ej, lad være... 
Helt seriøst er opfattelsen af, at jeg skulle være et klogt menneske, noget, som jeg har kæmpet med i lang tid. Mærkatet "klog" har jeg altid søgt at opnå, så jeg har altid taget det som et kompliment. Men som det jo er med komplimenter, så ved man ikke altid, hvad de sætter i gang i folk. "Klog" blev mere end et mærkat. Det blev min identitet. Jeg søgte klogskab, og jeg higede efter anerkendelse. Jeg ville have et stort 12-tal! Det var både i skolen og fritid. Var jeg ikke den bedste, så vidste jeg ikke, hvem jeg var. Og jeg skal være den første til at sige, at det absolut ikke er en sund indstilling til livet og på ingen måde noget, jeg kan anbefale. Det forvrængede mit selvbillede, ligesåvel som det karikerede mit blik på alt omkring mig. 
Som I nok kan høre har jeg lagt den identitet på hylden. Det blev simpelthen for hårdt, for jeg mødte mennesker, som var klogere end mig. Sådan er livet. Så jeg søgte et nyt selvbillede (efter lang tids arbejde!). 


Jeg har stadig et problem med "klog"-mærkatet, for jeg har endnu ikke fundet ud af, hvem denne nye identitet er. For lige nu er jeg hverken Christina, den barnlige, eller Christina, den kedelige, eller Christina, den kloge. Jeg er faktisk Christina, den deprimerede, og det er lidt en uheldig identitet, som jeg håber, jeg kan smide om kort tid. Til tider længdes jeg efter at være Christina, den kloge, for Christina, den kloge, havde et formål. Det har Christina, den deprimerede, ikke. 

Så jeg tænker, at jeg prøver bare at være Christina for en tid. Christina uden et mærkat. Det lyder som et godt sted at starte. Det er okay at sige nej tak til mærkater også selvom det er ment godt. 
Jeg kan fortælle dig, at det er sundt ikke at sætte mærkater på alle andre, du møder. Det vil gøre dig godt. Prøv aktivt at bekæmpe trangen til at sætte folk i en boks. Uanset hvad den boks er, for mennesker er ikke firkanter. Vi passer ikke i bokse, der kan sættes et mærkat på. Sådan fungerer det ikke. 




Andre siger:

"Christina, du er da vist ved at blive lidt af en feminist. hva?" 

KORREKT! [Vrikker med de røde strømper]. Det er en korrekt opfattelse af mig, og det må du gerne sige... For jeg er enig! Men jeg kan ikke kun være Christina, feministen, (selvom det lyder godt), for så bliver folk omkring mig tossede. 



De bedste hilsner fra
Christina, uden mærkat.






mandag den 25. juni 2018

Mine karakterer definerer ikke mig som person

Jeg læste en artikel på dr.dk ved navn: ”Gymnasier giver høje årskarakterer: ’Advarselslamperne bør blinke’”.
I denne artikel skriver DR: ”Helt generelt er der en tendens til, at der bliver uddelt en smule højere årskarakterer end prøvekarakterer. Således var årskaraktererne sidste år højere på 127 af 141 gymnasier.”
Og jeg sidder tilbage og tænker hvorfor mon det?

DRs vinkel på sagen er, at lærerne er for rundhåndede med karaktererne, og så snart der kommer en ”uvildig censor” på banen, så kan man se præcis, hvad eleven egentlig kan præstere.
Men det er forkert.
Så nu vil jeg give jer sandheden om eksamen.

Eksamen er et virvar af indtryk og udtryk. Der er så mange ting, som spiller ind i, hvordan din eksamen går! Er du nervøs? Er du for nervøs? Har du andre problemer i hovedet? Har du fået sovet? Kom du til at kaste op på skolens toilet, og lugter du nu lidt af bræk? Præsterer du godt under denne slags pres?

Da jeg blev student for to år siden, var jeg til eksamen i et fag, der hedder Almen studieforberedelse – AT som forkortelse.  AT er ikke et fag, man får en årskarakter i, for det er et fag, som man kun har i perioder i løbet af ens gymnasietid. I AT skriver man en opgave i to fag. Hos mig var det latin A og religion C. Et par uger efter skal man op og ’forsvare’ sin opgave hos en af ens egne lærere og en fremmed censor. Jeg havde en censor i latin og egen lærer i religion.

Det går hverken værre eller bedre, end at da jeg kommer ind så lukker min hjerne ned for alt jeg ved om latin. På dette tidspunkt havde jeg haft to års latin ved siden af folkeskolen og 3 år i gymnasiet. Jeg vidste, at jeg kunne, men denne dag havde jeg glemt alt.
Jeg fumler mig frem, og det ender med, at jeg slet ikke tør sige noget latin-relateret ved det grønne bord.

Jeg endte med at få et 4-tal. Jeg var sønderknust. Jeg var så uendeligt ked af det. Jeg sad på toilettet og græd en halv time, hvor jeg ingen kontrol havde over mine følelser. Det endte med, at min religionslærer fulgte mig over til studievejlederen, som også var min græsklærer.

Og hos min søde og kyndige studievejleder/græsklærer lærte jeg noget, som jeg har taget med mig til alle eksamener lige siden. Hun sagde:

Din præstation i de 20 minutter, du sidder ved det bord, siger intet om dig. Det siger intet om din intelligens. Det eneste, det siger noget om, er de 20 minutter, hvor du var under pres. Dine lærere ved godt, hvad du kan, Christina, det er derfor du får årskarakterer.

Hun havde ret. Selvfølgelig havde hun ret. Det er bare svært at lukke sådan nogle vise ord ind, når man sidder med et snit, hvor et 10-tal vil trække en ned, og så ser man et 4-tal i øjnene.
Men efter at jeg fik ro på, og jeg kom på afstand af situationen, så kunne jeg godt se, at det var værd at huske på.

Som sagt har jeg taget hendes ord med til de eksamener, jeg har været til siden både i gymnasiet og på universitet. Men alligevel finder jeg mig selv på et toilet efter hver eksamen uanset, hvordan det gik. Men det handler ikke længere om de 4-taller, jeg får. Det handler om det pres, jeg er under.

Jeg er ved at lære at give slip på karakterræset. Men jeg mærker stadig presset. Jeg mærker stadig kvalmen og gråden. For eksamen er en utrolig presset situation. Du har læst og læst og øvet dig og øvet dig, og af og til kan det føles som om intet af det hænger ved, og at du starter forfra hver dag. Og så pludselig bliver det hele forløst i 20 minutter, hvor du sidder med to fremmede (sådan er det af og til på uni), som sidder og vurderer alt du siger. De vurderer, om du er klog eller ikke så klog. Og når du hører dig selv sige noget forkert eller slet ikke sige noget overhovedet, så kan du mærke presset.

Når jeg snakker med voksne om dette pres, så siger de ofte: ’Men, Christina, sådan er det jo også på arbejdsmarkedet. Det er ikke meget anderledes’.
Det er både rigtigt og forkert.
Jeg vil sige, at jeg ikke ved meget om ’det voksne arbejdsmarked’, men jeg har været til jobsamtaler, både hvor jeg ikke fik jobbet, og hvor jeg fik jobbet. Jeg har passet tre arbejdspladser ved siden af universitet. Og hvordan det så er i forhold til et ’rigtigt voksenarbejde’, det kan jeg ikke sige noget om, men jeg ved, at der ikke er en direkte karakterskala på arbejdspladsen, hvor du får sat et klistermærke i panden med det tal, som du bliver vurderet til at være.

Og det er rigtigt, at der er nogle, som er rigtig dygtige til at tale til eksamen, hvilket giver dem nogle rigtig gode karakterer, men det er ikke størstedelen af dem, jeg kender. Størstedelen af dem, jeg kender, jagter karaktererne og arbejder hårdt for dem. Vi jagter dem som en kat efter en mus. Men hvorfor gør vi det? Det er jo ikke engang altid, vi skal bruge dem til at komme ind på en uddannelse.
Det forenklede svar er: Har du måske lyst til, at nogle vurderer dig til mindre, end du bør være værd? At sætte en karakter på, er ligesom at sætte en pris på folk. Koster du -3, 00, 02, 4, 7, 10 eller 12? Sådan føles det.
Derfor kaster vi os hovedkulds efter de høje karakterer. Derfor fejler det nogle gange. Derfor gør det ondt, når det fejler.


Så kære DR
I jeres artikel om, hvorfor eksamenskarakterer er lavere end årskarakterer, glemte I at tage højde for, at eksamen… er en eksamen…


Og kære dig, der læser med
Hvis du står over for at skulle få karakterer eller på et tidspunkt har fået dem, så husk:
De definerer ikke, hvad du kan, eller hvem du er.
Det definerer hverken hvor klog du er, eller hvem du er som person.


Artikel-link fra DR.dk: https://www.dr.dk/nyheder/indland/gymnasier-giver-hoeje-aarskarakterer-advarselslamperne-boer-blinke