onsdag den 12. juni 2019

Selvtillid søges

Jeg leder efter min selvtillid - har du set den?
Jeg tror, jeg er kommet til at efterlade den et sted her omkring, men jeg kan ikke finde den. Jeg har ledt i min rygsæk og i gaderoben. Der er den ikke. Jeg har virkelig brug for at finde den, for hvis jeg skal have mig en ny selvtillid, så skal jeg gå en lang og kroget vej. Det kan faktisk godt være farligt at gå foruden sin selvtillid alt for længe af gangen. Det kan give en et forkrøblet forhold til sig selv - og det er usundt.

Den er lille og skrøbelig, men den er smuk og unik. Den giver en lyst til at danse og modet til at gøre det uden at tænke over, hvad andre tænker. Den er også klog og kan fortælle dig alle detaljer om græske søjler og latinske druk-lege. Og så er den den fuld af ballade - så du må hellere passe på du ikke lader dig lokke af friske ideer og storslåede planer.

Men den har skudhuller, og den er bange. Jeg har ikke altid passet godt på den, for en gang troede jeg at der var uendelige mængder af selvtillid. Jeg havde endnu ikke forstået, at selvtilliden tager skade, når den ikke får rigelig omsorg. Og ikke bare hvilken som helst omsorg - det skal helst være af den kærlige slags - ingen tough love her.

Hvis jeg skal have mig en ny selvtillid, så skal jeg på en rejse, som jeg ikke ved, om jeg kan klare, så det kunne være rart, hvis jeg kunne genfinde min gamle selvtillid. Hvis jeg kunne tro lidt mere på mig selv, så ville den måske finde sin egen vej tilbage til mig, men det er svært, når jeg ikke engang ved, hvordan jeg skal passe på mig selv. Jeg kan godt forstå, at min selvtillid ikke har lyst til at hænge ud med mig mere.

Så hvis du ser den, vil du så ikke fortælle den, at jeg er ked af, at jeg ikke tog mig bedre af den? Vil du fortælle den, at jeg elsker dens spontane ideer og øjeblikke med frygtløshed og håb? Jeg skal nok prøve at forbedre mig, så jeg kan passe bedre på den.
Men det er også vigtigt, at den forstår, at jeg er et halvt menneske. Jeg er ikke rask, så jeg kan ikke gøre det samme, som andre mennesker kan. Det kan godt skade selvtilliden, når man er nødt til at se realiteterne i øjnene, men jeg har brug for den hos mig, så jeg kan møde hver dag med oprejst pande.

Jeg har brug for den til at stå imod frygt og angst. Jeg har brug for den til at sætte den ene fod foran den anden og turde springe ud i mine drømme eller sætte en fod på dansegulvet. Jeg har brug for den, så jeg kan føle mig fjollet og i live. Og jeg har brug for den, for uden den kravler jeg rundt på gulvet i blinde, fordi jeg ikke har modet til at stå på mine egne ben.


Så har du set den?


Ingen kommentarer:

Send en kommentar