Det startede med, at jeg langsomt blev bange for mine egne tanker. Tanker om sygdom og katastrofe opstod i mit hoved - næsten som om jeg ønskede, at det skulle ske. Jeg vidste ikke, hvorfor jeg fandt død og ulykke spændende, så jeg blev forskrækket over, at jeg tænkte så meget på det. Jeg ønsker ikke, at nogen skal komme galt til skade. Tværtimod frygter jeg det! Alligevel kan jeg ikke andet end at frygte, at mine tanker skal give nogen problemer eller være årsag til, at folk bliver syge. Logisk ved jeg godt, at det lyder fjollet, og at jeg ikke har magt til at gøre folk syge. Men logikken stopper ikke mine tanker... Så de fortsætter uhindret.
Jeg vågnede en morgen, og jeg kunne mærke, at jeg ikke skulle stå ud af sengen. Tidspunktet var helt forkert. Hvis jeg stod ud af sengen, ville nogen komme galt afsted. Så jeg blev liggende. Jeg blev liggende og stirrede på uret på min telefon, indtil følelsen gik væk. Nu kunne jeg stå op.
Næste morgen var følelsen der igen, og jeg blev liggende. Jeg blev liggende indtil klokken var xx.05. Fem minutter over hel måtte jeg stå op.
Sådan blev det ved i et par dage, og jeg skabte et meget fast system, som hed, at jeg ikke måtte stå op mellem xx.45 og xy.05. Efter et par dage føltes dette også forkert, så jeg indsnævrede mit vinduet så det efterhånden kom til at hedde: xx.30 til xy.25. SÅ nu havde jeg et fem minutters vindue, hvori jeg måtte rejse mig fra sengen, så var jeg mindst muligt skyld i, at nogen kom til skade. Missede jeg vinduet, så skulle jeg vente en time.
Og sådan har jeg levet i snart en måned nu.
Min hverdag er blevet fyldt med små ting, som er sikkerhedsforanstaltninger for, at alle er raske og i live. Sker der et uheld eller nogen bliver syge, så tænker jeg: "Hvad har jeg gjort?" og "Hvordan forhindrer jeg det fra at ske igen?"
Jeg har rigtig meget uro i min krop, og når det går op for mig, at mine ben og fødder bevæger sig i en bestemt rytme, så tør jeg ikke afbryde den, for... Nogen kunne dø. Og det kredser i mit hoved, at jeg hele tiden sætter folk i fare på grund af min egen bekvemlighed. Så jeg må hellere fortsætte, indtil jeg giver op af udmattethed eller fordi jeg skal bruge mine fødder til at gå med.
Et af mine nyeste problemer er, at jeg ikke må træde på revner i fliser eller asfalt. Det gælder også revnerne mellem stenene. Det gør det meget besværligt for mig at bevæge mig ud af min lejlighed. Hver gang jeg skal ud at handle, går jeg med 100% fokus på ikke at træde på revnerne. Og jeg træder over revnerne eller må tage små skridt indenfor fliserne. Og jeg kan se, at folk kigger på mig, men hvad skal jeg ellers gøre? Jeg kan ikke flyve. Og jeg har prøvet at fortælle mig selv, at det er gammel overtro, som nogen har besluttet. Det er ikke sådan, det er i virkeligheden.
Nogle af fliserne i mit køkken har revner i sig. Og jeg stod og kiggede på dem og tænkte: "Hvad hvis jeg ved et uheld kommer til at træde på dem, hvis jeg ikke er opmærksom i et øjeblik?" Så lagde jeg et tæppe hen over dem og fortalte mig selv, at så træder jeg teknisk set ikke på revnerne.
Jeg skulle ud med skraldet i dag, men jeg stod og kiggede på fliserne foran min lejlighed og tænkte: "De her fliser er så smalle, at jeg umuligt kan gå på dem uden at røre revnerne". Jeg ville kunne gå på græsset nogle af stederne, men langt fra alle steder. Så jeg lod mit skrald ligge.
I morgen skal jeg tage kampen op igen. For jeg skal jo ud med mit skrald på et tidspunkt. Og jeg har udtænkt en plan. Jeg kan gå på græsset til en omvej, som tager mig ud til nogle store fliser, som jeg kan gå på hen til skraldestationen. Men hvordan kommer jeg så til min postkasse?
Det er en uendelig omgang "Jorden er giftig" og det optager enormt meget energi og tid. Det er udmattende, at mit hoved konstant er fyldt med tanker om skyld og død. Og jeg ved ikke, hvordan jeg skal stoppe det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar