Det er dels fordi, jeg har fundet en stabil tilværelse og dels fordi jeg har følt mig tom for kreativ energi. Jeg har stadig store problemer med tvangstanker og depression, men jeg har fået styr på selvskaden. Selvom jeg stadig får trangen, så har jeg nu nogle gode redskaber til at kontrollere den.
Jeg har haft et depressivt skred i de sidste par uger, hvor jeg kunne mærke min depression blusse op igen. Jeg kunne mærke, at jeg fik det værre, og at det gik hurtigt. Jeg vidste, at jeg var nødt til at søge mere hjælp med det samme, og lige nu er jeg heldigvis i behandling i OPUS, hvilket betyder, at jeg kunne skrive til min behandler og bede om en tid hurtigst muligt.
Jeg kom til 2 dage senere, hvilket nærmest er et mirakel i forhold til de andre perioder, hvor jeg har måttet vente i måneder, når jeg har stået og råbt om hjælp.
Jeg vil være ærlig og fortælle, at min behandler og jeg diskuterede, om jeg skulle indlægges. Vi besluttede os for, at jeg skulle tilbringe nogle dage hos mine forældre, og se om det kunne lindre mig lidt. Det hjælper altid at være hos mine forældre, og selvom jeg denne gang havde det værre end jeg har haft længe, så klarede jeg den uden at blive indlagt. Det er en stor lettelse for mig!
Den 1. oktober var det et år siden, jeg blev indlagt første gang. Jeg tilbragte dagen i selskab med mange tanker. Det forgangne år er gået rigtig hurtigt. Sådan føles det i hvert fald lige nu. Jeg har ændret mig meget i løbet af de sidste 12 måneder. Den Christina, som blev indlagt dengang, og den Christina, som undgik at blive indlagt denne gang, er to forskellige versioner af den samme person. Det er som om de kender hinanden og kan forholde sig til hinanden, men de ønsker ikke at være hinanden. Lige nu ønsker jeg ikke at blive indlagt. Når jeg tidligere har været indlagt har det fungeret som en slags brandslukning, men det er som om, jeg nu har lært at leve i ilden. Det kunne den gamle Christina ikke. Og det er hvad, jeg mener med, at jeg har fundet en stabil tilværelse. Selvom jeg har det stabilt, så er det stabilt dårligt. Men dog stabilt.
Universitet
Jeg passer mine studier OVER ALLE FORVENTNINGER! Jeg er stadig på deltid. Og jeg studerer stadig Bachelor i Historie. Jeg er nu begyndt på 5. semester. Og når folk hører det, så siger de: "Ja, så er du jo snart færdig"... Men nej. Jeg har 2,5 år tilbage, hvilket både er en kæmpe befrielse og en kæmpe belastning. Det er ligesom at gå i 3.g og samtidig være startet i 1.g. Bare på uni.
Det er en befrielse, fordi min arbejdsbelastning er voldsomt nedsat. Jeg har "kun" 1 forelæsning på uni om ugen. (+ læsning, som jeg ærligt ikke laver, fordi jeg ikke kan rumme belastningen).
Faktisk så går jeg dette semester om, som jeg ikke afleverede eksamen i sidste efterår, da jeg var indlagt, både da jeg skulle skrive opgaven, og da jeg skulle aflevere den. Men i takt med, at jeg går om, så føles det som om uni er en evig begivenhed, som aldrig ender. Og så er det, at jeg øver mig i at minde mig selv om, at langsom process stadig er process. Jeg skal nok blive færdig. Jeg skal nok blive bachelor. Jeg skal nok blive kandidat. Gode ting tager tid. Og hvis tid og godhed hænger sammen så bliver min uddannelse gylden....
Når jeg går i skole én gang om ugen, så er der jo plads til, at jeg render til Skejby og andre behandlinger flere gange om ugen. Lige nu har jeg fem (ja 5!) forskellige behandlinger/rådgiver/personer, som jeg snakker med på ugentlig basis. Jeg føler ikke, at jeg laver andet end at snakke om mig selv, og hvor ked af det jeg er, så det er måske også en af grundene til at bloggen er blevet forsømt lidt.
Nye projekter
Lige for tiden arbejder jeg på at blive mere selvstændig og fejre mig selv hver dag. Det er hårdt arbejde, når man har det stabilt dårligt. Jeg føler, at jeg har rigtig meget brug for mine forældre, og samtidig vil jeg være voksen og benytte den frihed, der hænger sammen med at være 22 år. Jeg planlægger en alene-weekend i London, fordi jeg trænger til at komme væk fra sygdom. Jeg trænger til at gøre noget vildt og mærke, at jeg kan være selvstædig, og AT JEG KAN VÆRE HELT NORMAL!
Jeg ved, at det kommer til at gå skide godt! Det eneste, der bekymrer mig, er, at jeg har udviklet en frygtelig skræk for at flyve. Da vi var på Tenerife i vinters lavede jeg en super underlig mantra, men den virkede; "Fall Out Boy flyver rundt i verden til koncerter hele tiden, og de er aldrig styrtet ned". Og så tænker jeg derefter: "Min kære BIG BRO flyver næsten hver dag." Det skal nok gå.
Og så skal jeg have en ny tatovering i London, så det bliver en rigtig god lille ferie.
Jeg er også begyndt på nogle nye projekter, som har vækket live i mine kreative anelser. Det er en form for forlængelse af bloggen, hvor der er plads til lidt mere spas og ballade. Det er internationalt - altså er det på engelsk, hvilket har vist sig at være lidt en større udfordring, end jeg troede det ville være. Jeg er flydende i engelsk, men jeg bliver så bevidst om udtale og små fejl, at jeg igen skal huske mig selv på, at jeg gøre det for min egen skyld. Ikke for nogle andre.
I kan måske gætte jer til, hvad jeg har gang i. Måske har du ingen anelse, men så må du vente lidt endnu. Jeg er ikke helt klart til at afsløre det endnu, men hold jer til i november - der regner jeg med at være klar til at afsløre mit projekt.
Som du kan læse, så kæmper vi (jeg) stadig, og jeg bliver ved med at kæmpe så længe det tager. Og det kommer nok til at tage resten af mit liv. Men det er en del af det at være Christina. Kunsten er at finde en balance i at kæmpe imod og pleje sine sår.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar