Jeg er splittet. Den ene halvdel af mig er lettet. Gud-ske-lov(!) at solen stod op. Det er fantastisk. Det var mørkt. Nu er det ikke mørkt mere. Jeg håber, det kan være en metafor for mit liv. At uanset hvor mørk verden er, så stiger solen altid op. Jeg fortæller ofte mig selv; for jeg er den religiøse type; at Gud ikke giver os større udfordringer, end vi kan klare. Men jeg synes efterhånden, at han er ved at skubbe grænserne lidt, hvad angår mit mentale helbred.
Hvilket bringer mig videre til den anden halvdel. Det er den halvdel af mig, som sukkede, da jeg så de første stråler af lys. For det betød endnu en dag. Vi starter helt forfra. Så skulle jeg stå op, men jeg havde ikke sovet mere end et par timer efterfulgt af flere timers spekulationer og grublen. Og så blev det lyst. Og dagen gik i gang, og jeg skulle stå op. Og det er som om, at filmen knækkede allerede her. Der var ikke noget i mig, der ikke kunne følge med. Den energi, der skulle starte dagen manglede efter flere ugers - ha, måneders, forfærdelig søvn - til trods for at jeg deltog i et søvnforskningsprojekt og formåede at forbedre min søvn. Men jeg har virkelig prøvet at holde fast i og implementere de samme rutiner herhjemme, men det er som om, at det hellere skulle være forblevet mørkt. Så længe det er mørkt, kan jeg godt bare ligge i min seng. Jeg ligger også i sengen, når det er lyst, men det er ligesom mere okay, når det er mørkt. Men solen stod op, og jeg blev i sengen.
Jeg har en regel, der hedder, at jeg skal ud og gå i mindst 30 minutter i sollys hver dag. Og det måtte jeg jo gøre i dag også. Så jeg besluttede mig for at gå til købmanden. Jeg trængte til nye forsyninger, men den kraftanstrengelse, det tager at gå til købmanden og købe ind, får tårerne til at trille ned af kinderne på mig hele vejen til købmanden, hvor jeg siger til mig selv: "Christina, det tager tre minutter. Skal vi ikke prøve at lade være med at græde i de tre minutter, og så kan vi fortsætte bagefter", så jeg tørrede kinderne. Jeg gik ind. Jeg valgte mine varer. Jeg stod i kø. Jeg smilede til kassedamen, som godt så mine våde øjne. Alt imens jeg talte ned. Jeg talte sekunderne til jeg gik forbi Hus Forbi-manden ved døråbningen, og så snart jeg var forbi, græd jeg igen. Det løb bare automatisk ned af mit ansigt; både tårer og snot.
Og mens jeg gik hjem forbandede jeg solen for, at den stod op. Jeg forbandede jorden, for dens rotering om solen. Og jeg tænkte: "Jeg skriver en indlæg på bloggen om det", så værsgo. Her er et indlæg på bloggen om den store nyhed: Solen stod op i morges.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar