Det er februar. Igen. Og jeg drømmer mig væk. Igen.
Men det er ikke decideret ferie eller varme, jeg drømmer om.
Jeg drømmer mig tilbage til uldkjoler og bælter med knive. Jeg drømmer om dengang, jeg ryddede brændenælder med le på bagsiden af jernalderhytten. Det er bare det. At stå i den danske, våde sommer og smadre - sofistikeret selvfølgelig - mod jorden med en skarp le og en hofte-bevægelse, der ville gøre mine forfædre stolte. Det er hårdt, men det må gerne være hårdt. For det er simpelt. I dette øjeblik, skal jeg ikke tænke på andet, end at jeg har lov til at smadre de her brændenælder til jorden. Og bagefter kommer hestene og spiser dem, så jeg skal ikke engang rydde op. Det er bare det.
Jeg delte den her oplevelse med en af mine bedste venner, og han passer perfekt ind i denne verden. I kan se ham på billedet herover, - så kan I se, at det rent faktisk er sket; Vi fældede brændenælder med le.
Jeg tror, at grunden til, at jeg drømmer tilbage til lige dette scenarie, er dens underlige enkelhed. Jeg havde aldrig før brugt en le, og pludselig bød muligheden sig. Og jeg sprang på den. Jeg lærte egenskab, som jeg aldrig havde troet, at jeg skulle lære. I det hele taget lærte jeg en masse ting på vores tur tilbage til jernalderen, som jeg aldrig før havde haft mulighed og interesse i at lære.
Jeg lærte at lave mad jernalder-style. Når det første, man gør, når man står op om morgenen, er at starte bålet, så vi om 4 timer, kan bage brød i en lerovn. Så ælter man et brød sammen og venter. Og skal der kød på bordet, så skal det enten ryges eller koges. Og det var, hvad det meste af dagen gik med.
Og når vi ikke lavede mad, tænkte på mad eller spise, så jog vi. Eller vi lod som om...
Dette er resultatet af en af vores "jagter". Når man skyder med bue og pil i 10 dage i træk, så ender man ved at blive okay god til det. Men som I kan se, så er der mange huller i pappet fra alle de gange, hvor vi altså ikke lige ramte plet. Men det er en dårlig historie, så den får I ikke.
Dejbjerg er ren idyl. Især når det ikke regner. Mest når det ikke regner... og det var også rarest, når hestene og fårene og geden, hundene og hønsene holdt sig for sig selv. Jeg er ikke et dyremenneske. Jeg er et menneskemenneske. Og menneskerne i Dejbjerg er skønne! Det er nok også den stemning, jeg savner. Jeg savner min uldkjole og -sjal. Jeg savner kolde øl ved bålet. Jeg savner røglugten, der hænger i mit hår. Jeg savner min kvindekniv.
Jeg savner at fælde brændenælder med le.
Jeg savner jernalderen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar