Når et menneske lever

I forbindelse med min farfars død, som jeg skrev om i mit forrige indlæg, har jeg spekuleret meget over mit eget liv og ikke mindst på, hvad det er værd.

Disse tanker grunder i, at jeg i perioder søger smerte, fordi jeg havde svært ved at identificere og føle følelser. Jeg har længe følt den “famøse tomhed”, som har beskrevet tidligere. Denne tomhed gør, at alle indtryk og alle følelser bliver til tristhed.

Når jeg er ked af det, græder jeg.

Når jeg er vred, græder jeg.

Når jeg er glad, græder jeg.

Og det eneste, det stopper tårerne er smerte.

Så jeg har fået en grim vane for at nive mig selv. Jeg niver mine arme og lår. Ofte er det ubevidst eller som refleks på, at jeg føler, at jeg er ved at græde.

Selvskaden er blevet en del af min facade. Jeg bruger den til at distrahere mig selv fra den psykiske smerte, for fysisk smerte er så meget nemmere at håndtere.

Og det er her, at historien tager en grim drejning. Jeg havde kæmpet med det her i et stykke tid, da det ikke længere føles som nok at borre neglene ned i mit kød.

Jeg stod efter en forelæsning på universitet og ventede på bussen. Det her var kort tid før min sygemelding. Jeg havde det skidt, men hvis nogen havde spurgt mig, hvad der var galt, så ville jeg ikke kunne sætte fingeren på det. For det var det hele, som var galt. Jeg var galt. Universitet var galt. Bussen var galt. Menneskerne omkring mig var galt. Jeg havde ikke mere at give af. Jeg havde kørt mig selv helt ned, men jeg kunne ikke selv sige fra.

Jeg vidste, jeg havde en lang tur hjem foran mig, og mine øjne var fyldt med tårer, selvom jeg havde nevet min arm hårdere end nogensinde før.

Og da bussen kom tænkte jeg:

“Gad vide, hvor ondt det ville gøre, hvis jeg smed mig selv foran bussen lige nu…”

Jeg gjorde det ikke, og jeg føler ikke, at jeg var tæt på, men tanken om, at den fysisk smerte i min krop ville overstige den psykiske smerte var fristende.

Forstå mig ret...

Det var ikke et ønske om at dø, som drev tanken.

Det var et ønske om ikke at føle sådan her mere. Det var et ønske om ikke at vågne hver morgen en smule mere ligeglad end dagen før.

Der var ikke en stor udvikling fra dag til dag, men det er lidt som dråber i en skål under et utæt tag; de bliver til mange, hvis skålen ikke tømmes. Og en dag kan skålen ikke rumme flere dråber. Det er næsten som om, at man forventer en eksplosion af vand, når skålen er fyldt, men det sker ikke. Vandet løber stille og roligt ned af siderne på skålen, når det ikke længere kan være i skålen. Men nu er facaden brudt.

Og når facaden er brudt finder man sig selv ved et busstoppested med tårerne løbende ned af kinderne, mens man overvejer, hvordan man dog skal tømme sin skål, så man kan blive glad… eller måske bare føle noget.

Selvom min skål ikke er tom i dag, og jeg stadig vælter rundt imellem mine følelser og støder hovedet ind i en mur, der hvor mine følelser ikke er “låst op”, så kan jeg fortælle, at det ikke vil være det værd. At smide sig foran en bus i håb om at føle noget eller som et råb om hjælp er ikke det værd.

Det er der mange grunde til, såsom at du kommer til at mærke buschaufførens liv for evigt. Uanset om du klarer den eller ej.

Men den grund, der kommer til at afholde mig fra at springe foran en bus eller andre “dumme ting” (som er min ‘pæne’ måde at sige selvmordsforsøg på) gik op for mig, da vi begravede min farfar.

For nogen skal begrave dig. Det bliver højest sandsynligt dine forældre. Hvis du nogensinde har begravet en af dine bedsteforældre, forældre eller venner, så ved du, hvor hårdt det er.

Forestil dig, at det er dine forældre, der sidder på forreste række i kirken. For det er dig, der ligger i kisten.

Det var billedet af mig i kisten og mine forældre på bænken, som jeg ikke kunne håndtere.

Det er en af de mest grusomme tanker, jeg nogensinde har haft.

Fuck alle “bus-tanker” og alt smerte i verden. For hvis du dør, så efterlader du nogle mennesker, som skal bære din kiste, og som skal vælge blomster til din grav. Og de skal vælge, hvad salmer der skal synges i kirken. Og de kommer til at mærke den psykiske smerte, som du også føler.

De vil alle tænke, at de skulle have gjort mere, eller at de skulle have set den komme. Og de vil savne dig. Og jeg vil savne dig.

Så lov mig, at du lever. Lov mig, at du kæmper videre. Dit liv er så meget mere værd, end hvad du føler lige nu - eller mangel på samme. Hvis du har brug for hjælp, så ring til nogen. Ring til en veninde/ven eller forældre.

Og hvis du har brug for hjælpe lige nu, så ring til din læge eller vagtlægen.

Jeg ringede til min læge. Og jeg sagde: “Jeg kan ikke mere. Jeg skal bruge hjælp lige nu. Og det er lige nu. Det er ikke om en time.”  

Opkaldet er et grumt minde at have. Det tog al mod, jeg havde i mig. Men hellere at have mindet om det sværeste opkald, jeg nogensinde har foretaget mig, end ingen minder overhovedet.

Og jeg fik hjælp.

Det er første skridt på vejen imod at genfinde mine følelser og lære at klare mig selv igen. Jeg er ved at lære, hvor meget jeg er værd. Det tager mig mange måneder at lære. Og det har krævet, at jeg har set min farfars kiste, for at jeg kan begynde at forstå, at jeg ikke kun er mig. Jeg er også alle menneskerne omkring mig. Jeg er bekendtskaber og nære venner. Jeg er familie.

Når et menneske lever, så lever mennesket ikke kun i og for sig selv. Du lever ikke kun i og for dig selv.

Jeg lever ikke kun i og for mig selv.

Når et menneske dør

Min farfar døde den 4. juli 2018. Det var et hårdt tab for mig.

Ikke fordi jeg kendte min farfar specielt godt i de seneste år. Han havde mistet livskraften, hvilket har været svært for mig at omgås med min depression. Min farfars død var hård, fordi, at selvom han var havde gammel og levet et langt liv, følte jeg mig forladt.

Derudover følte jeg mig ansvarlig, fordi jeg for få uger siden kom til at tænke på, at min farfar var en gammel mand, som jeg af flere grunde ikke følte, jeg kendte mere. Jeg havde overvejet, om jeg mon vil føle, at jeg havde forsømt ham, når han engang døde. Og nu er han død.

Jeg ved godt, at langt hen af vejen er det min depression, der taler. Den fortæller mig grimme ting og fodrer mig med forkerte tanker. Jeg ved jo godt, at jeg ikke havde noget at gøre med hans lungebetændelse. Jeg har intet ansvar i, at lægerne ikke kunne finde en penicillin, der kunne fjerne betændelsen, alligevel føler jeg, at jeg skulle have gjort mere.

-       Eller måske bare gjort det anderledes.

Når et menneske dør, så er det helt normalt at føle sorg og tristhed. Men sorg og depression er en giftig blanding - og det mærker jeg nu.

Bisættelsen var en hård oplevelse. Jeg sad med en masse forskellige tanker både om mig selv, om min familie, om min farfar og om min farmor, der døde for 14 år siden.

Men bisættelsen gav mig også en ro, jeg ikke havde forventet at få med mig.

Under præstens tale fik jeg billedet af min farfar i Paradis, hvor min farmor tog imod ham. Min farfar har ventet 14 år på at se min farmor. Han var sønderknust, da hun døde i 2004. Men nu er de igen forenet.

Og jeg tænkte:

“Jeg har ikke mistet min farfar. Jeg har givet ham videre”

Tanken fik min depression til at løsne grebet om de grimme tanker vedrørende min farfars død. Jeg fik ro til at tænke, at selvom min farfar nu er død, så betyder det ikke kun slutningen.

Og det lyder måske meget kliché, men jeg tror på, at min farfar har fået en ny start på det liv, han skulle have haft de sidste 14 år.

Mine karakterer definerer ikke mig som person

Jeg læste en artikel på dr.dk ved navn: ”Gymnasier giver høje årskarakterer: ’Advarselslamperne bør blinke’”.

I denne artikel skriver DR: ”Helt generelt er der en tendens til, at der bliver uddelt en smule højere årskarakterer end prøvekarakterer. Således var årskaraktererne sidste år højere på 127 af 141 gymnasier.”

Og jeg sidder tilbage og tænker hvorfor mon det?

DRs vinkel på sagen er, at lærerne er for rundhåndede med karaktererne, og så snart der kommer en ”uvildig censor” på banen, så kan man se præcis, hvad eleven egentlig kan præstere.

Men det er forkert.

Så nu vil jeg give jer sandheden om eksamen.

Eksamen er et virvar af indtryk og udtryk. Der er så mange ting, som spiller ind i, hvordan din eksamen går! Er du nervøs? Er du for nervøs? Har du andre problemer i hovedet? Har du fået sovet? Kom du til at kaste op på skolens toilet, og lugter du nu lidt af bræk? Præsterer du godt under denne slags pres?

Da jeg blev student for to år siden, var jeg til eksamen i et fag, der hedder Almen studieforberedelse – AT som forkortelse.  AT er ikke et fag, man får en årskarakter i, for det er et fag, som man kun har i perioder i løbet af ens gymnasietid. I AT skriver man en opgave i to fag. Hos mig var det latin A og religion C. Et par uger efter skal man op og ’forsvare’ sin opgave hos en af ens egne lærere og en fremmed censor. Jeg havde en censor i latin og egen lærer i religion.

Det går hverken værre eller bedre, end at da jeg kommer ind så lukker min hjerne ned for alt jeg ved om latin. På dette tidspunkt havde jeg haft to års latin ved siden af folkeskolen og 3 år i gymnasiet. Jeg vidste, at jeg kunne, men denne dag havde jeg glemt alt.

Jeg fumler mig frem, og det ender med, at jeg slet ikke tør sige noget latin-relateret ved det grønne bord.

Jeg endte med at få et 4-tal. Jeg var sønderknust. Jeg var så uendeligt ked af det. Jeg sad på toilettet og græd en halv time, hvor jeg ingen kontrol havde over mine følelser. Det endte med, at min religionslærer fulgte mig over til studievejlederen, som også var min græsklærer.

Og hos min søde og kyndige studievejleder/græsklærer lærte jeg noget, som jeg har taget med mig til alle eksamener lige siden. Hun sagde:

Din præstation i de 20 minutter, du sidder ved det bord, siger intet om dig. Det siger intet om din intelligens. Det eneste, det siger noget om, er de 20 minutter, hvor du var under pres. Dine lærere ved godt, hvad du kan, Christina, det er derfor du får årskarakterer.

Hun havde ret. Selvfølgelig havde hun ret. Det er bare svært at lukke sådan nogle vise ord ind, når man sidder med et snit, hvor et 10-tal vil trække en ned, og så ser man et 4-tal i øjnene.

Men efter at jeg fik ro på, og jeg kom på afstand af situationen, så kunne jeg godt se, at det var værd at huske på.

Som sagt har jeg taget hendes ord med til de eksamener, jeg har været til siden både i gymnasiet og på universitet. Men alligevel finder jeg mig selv på et toilet efter hver eksamen uanset, hvordan det gik. Men det handler ikke længere om de 4-taller, jeg får. Det handler om det pres, jeg er under.

Jeg er ved at lære at give slip på karakterræset. Men jeg mærker stadig presset. Jeg mærker stadig kvalmen og gråden. For eksamen er en utrolig presset situation. Du har læst og læst og øvet dig og øvet dig, og af og til kan det føles som om intet af det hænger ved, og at du starter forfra hver dag. Og så pludselig bliver det hele forløst i 20 minutter, hvor du sidder med to fremmede (sådan er det af og til på uni), som sidder og vurderer alt du siger. De vurderer, om du er klog eller ikke så klog. Og når du hører dig selv sige noget forkert eller slet ikke sige noget overhovedet, så kan du mærke presset.

Når jeg snakker med voksne om dette pres, så siger de ofte: ’Men, Christina, sådan er det jo også på arbejdsmarkedet. Det er ikke meget anderledes’.

Det er både rigtigt og forkert.

Jeg vil sige, at jeg ikke ved meget om ’det voksne arbejdsmarked’, men jeg har været til jobsamtaler, både hvor jeg ikke fik jobbet, og hvor jeg fik jobbet. Jeg har passet tre arbejdspladser ved siden af universitet. Og hvordan det så er i forhold til et ’rigtigt voksenarbejde’, det kan jeg ikke sige noget om, men jeg ved, at der ikke er en direkte karakterskala på arbejdspladsen, hvor du får sat et klistermærke i panden med det tal, som du bliver vurderet til at være.

Og det er rigtigt, at der er nogle, som er rigtig dygtige til at tale til eksamen, hvilket giver dem nogle rigtig gode karakterer, men det er ikke størstedelen af dem, jeg kender. Størstedelen af dem, jeg kender, jagter karaktererne og arbejder hårdt for dem. Vi jagter dem som en kat efter en mus. Men hvorfor gør vi det? Det er jo ikke engang altid, vi skal bruge dem til at komme ind på en uddannelse.

Det forenklede svar er: Har du måske lyst til, at nogle vurderer dig til mindre, end du bør være værd? At sætte en karakter på, er ligesom at sætte en pris på folk. Koster du -3, 00, 02, 4, 7, 10 eller 12? Sådan føles det.

Derfor kaster vi os hovedkulds efter de høje karakterer. Derfor fejler det nogle gange. Derfor gør det ondt, når det fejler.

Så kære DR

I jeres artikel om, hvorfor eksamenskarakterer er lavere end årskarakterer, glemte I at tage højde for, at eksamen… er en eksamen…

Og kære dig, der læser med

Hvis du står over for at skulle få karakterer eller på et tidspunkt har fået dem, så husk:

De definerer ikke, hvad du kan, eller hvem du er.

Det definerer hverken hvor klog du er, eller hvem du er som person.

Artikel-link fra DR.dk: https://www.dr.dk/nyheder/indland/gymnasier-giver-hoeje-aarskarakterer-advarselslamperne-boer-blinke

Palermo den 19. november 2016

Det her er endnu en af de historier, som jeg har svært ved at fortælle, men jeg synes, den er vigtig. Den handler om en bytur, da jeg var i Palermo i efteråret 2016, hvor jeg blev forgiftet i mine drinks, som kom direkte fra en bartender.

Jeg var ude med to danske aupairs, som vi havde gjort mange gange før; 2-3 drinks – i byen og danse. Ud fra de billeder, jeg tog den aften, kan jeg se, at vi mødtes omkring 21.30, og jeg var hjemme igen 01.00. Kirken, jeg boede ovenpå, lå 600 meter fra centrum, hvor vi mødtes. Det var en tur, jeg havde gået mange gange.

Denne aften satte vi os på en bar, vi ikke havde prøvet før. I alt fik jeg tre drinks i løbet af de næste par timer. Da jeg rejste mig for at gå videre, kunne jeg mærke, at jeg havde det dårligt.

På det her tidspunkt tænkte jeg, at det var, fordi alkoholen ramte hårdt, selvom jeg følte mig ualmindeligt fuld. For så vidt jeg ved, var det kun bartenderen, der havde rørt vores drinks.

Vi tager videre på et diskotek få hundrede meter ved siden af, men så snart vi er kommet ind, bliver jeg træt. De to piger får sat mig i en sofa, hvor jeg sidder alene, mens de danser.

Mens jeg sidder i sofaen oplever jeg, at jeg er vågen, men min krop sover. Jeg har ingen ide om, hvor længe jeg sidder der. Min øjne er åbne, og jeg kan se en gruppe italienske drenge, som sidder og griner af mig. De tager billeder af mig, men jeg kan ikke flytte mig væk. Jeg havde ikke nogen fornemmelse af tid og folk omkring mig.

Omkring midnat ledte de to piger, jeg var sammen med, mig ud på gaden. De siger: ”Christina, du skal bare gå lige ud for at komme hjem. Af sted med dig”. De efterlader mig og går ind på diskoteket igen. Jeg husker at stå foran diskoteket og være på vej hjem. Det næste, jeg husker, er, at jeg står i elevatoren i kirken. Jeg har ingen erindring om at have gået hjem.

Jeg havde sendt min ven en besked klokken 00.12, da jeg gik fra diskoteket. Den næste besked, jeg sendte, var klokken 00.46, hvor der står, at jeg lige er kommet hjem. Jeg kan regne ud, at det har taget mig 30 minutter at gå 600 meter, men hvordan ved jeg simpelthen ikke.

Da jeg kommer ind af døren derhjemme skal jeg kaste op, så jeg løber af sted. Den næste time ligger jeg og kaster op. Og når jeg ikke kaster op, sidder jeg på gulvet fuldstændig afkræftet. Jeg husker, at jeg var ked af det. Umådeligt ked af det. Følelsen af ikke at have kontrol over min krop men at være vågen samtidig er noget af det mest skræmmende, jeg har oplevet. Men lige så skræmmende er perioderne, hvorfra jeg intet husker. Jeg har været så udsat, mens jeg gik hjem. Jeg har været tydeligt langsom og svækket. Jeg kan ikke tro, at jeg blev efterladt til at gå alene hjem. Det er et ufatteligt held, at jeg kom helskindet hjem.

I dagene efter tænkte jeg meget på denne aften. Med hjælp fra billeder og beskeder fra den 19. november prøvede jeg at stykke aftenen sammen med, de brudstykker jeg kunne huske. Hvordan kunne jeg få det så skidt?

Men puslespillet gik ikke op i mit hoved. Jeg havde spist aftensmad med familien, så jeg havde massere af mad i maven. Jeg havde drukket tre drinks, som jeg plejede. Jeg havde ikke drukket fra glas, der ikke var mine, og jeg havde ikke efterladt mine drinks uden opsyn.

Alligevel havde jeg mistet bevidsthed flere gange på en aften. Jeg havde mistet kontrollen over min egen krop. Jeg havde været syg og svag i flere dage efterfølgende.

Jeg er sikker på, at min krop ikke har reageret sådan udelukkende på grund af alkoholen. Jeg er bange for, at det var bartenderen, som har blandet noget i mine drinks. Vi sad ved et bord, så vi så ikke drinksene blive lavet. Jeg gik ud fra, at jeg kunne stole på, at drinksene var rene, når de kom direkte fra bartenderen.

Jeg skriver det her oplæg for at fortælle historien og i håb om, at nogen kan lære af mine erfaringer!

Det eneste, jeg kan sige, som kan hjælpe er: vær opmærksom!

Vær opmærksom på dine drinks! Vær opmærksom på dine venner og veninder! Efterlad ikke dine venner og veninder – især hvis de ikke er sig selv. Pas på hinanden derude!

Se jeres drinks blive lavet eller køb øl, der bliver åbnet ved bordet. Drik ikke fra andres drinks og efterlad ikke jeres drinks ude af syne.

Billedet her er taget i elevatoren, da jeg var på vej i byen denne aften.