Jeg tror på dig!

Af personlig erfaring er det bedste svar til en, som fortæller dig, at de lider af en depression, angst, personlighedsforstyrrelser, PTSD, spiseforstyrrelser eller har været udsat for et overgreb er:

”Jeg tror på dig!”

At fortælle et andet menneske om de problemer, man slås med, er noget af det sværeste at gøre. Ligeledes er det nogle af de sværeste informationer at modtage!

Og derfor er det så sindssygt vigtigt, at vi får lagt al skyld og skam på hylden!

De gange, jeg er trådt frem, har jeg mødt en fantastisk forståelse – men jeg har også mødt mange forskellige spørgsmål.

Jeg vil gerne vise dig nogle eksempler på spørgsmål, som du ikke skal stille, når en person fortæller, de har været oversat for et overgreb:

-       Var du fuld?

-       Hvad havde du på?

-       Hvorfor sagde du ikke fra? Jeg havde kæmpet imod!

-       Hvorfor fortalte du dog ikke nogen om det?

-       Var der slet ikke noget ved ham, som du kunne lide?

-       Hvorfor gjorde du det, hvis du ikke kunne lide ham?

-       Var du ikke lidt naiv?

Dit job vil aldrig skulle være at dømme nogen. De klarer det rigeligt selv!

Det allerbedste, du kan sige, er:

”Jeg tror på dig!”

At vente på hjælp...

Dette indlæg er et smertefuldt ærligt indlæg. Indlægget handler om mit mentale helbred, og det handler om, hvordan jeg nåede hertil. 

Min situation lige nu er, at jeg er syg.

Jeg er meget syg endda.

Jeg lider af depression, flere forskellige former for angst, stress og PTSD. Dette påvirker min hverdag i højere grad, end jeg hidtil har indrømmet overfor mig selv. Jeg har (efter min sygemelding) valgt at fortsætte mine studier, selvom jeg ved, at det bliver en lang kamp for mig at studere og blive rask samtidig.

Da jeg gik i 8. klasse, fik jeg en depression. Den var aldrig diagnosticeret af en læge eller afhjulpet, så den fik lov til at fortsætte uden, at jeg egentligt vidste, hvorfor jeg havde det så skidt hele tiden. Jeg blev mobbet i folkeskolen, men selvom jeg forsøgte at snakke med mine lærere og skolen om det, så blev jeg aldrig mødt med forståelse.

Jeg husker, at sundhedsplejersken sagde: ”Måske skulle du prøve at få dig nogle venner”, som om det skulle fikse mig og min ensomhed.

Depressionen udviklede sig til lavt selvværd og angst. Det var først i 1g, jeg fandt ud af, at det var en reel depression. Jeg begyndte hos skolepsykologen på mit gymnasium. Problemet forsvandt ikke, men jeg lærte at genkende mine følelser.

I foråret 2014 var jeg udsat for overgreb. I løbet af en måned blev jeg voldtaget 7 gange af den samme person. Jeg kunne godt sige, at det var fordi, jeg ikke havde modet eller selvrespekt til at sige fra.

Men sandheden er, at jeg blev voldtaget, fordi han valgte at gøre det imod mig. Det har taget mig 4 år at lægge skylden 100% på ham. Jeg må indrømme, at jeg stadig kan blive i tvivl.

Efter overgrebene var jeg i helt klassisk benægtelse. Jeg havde det værre end før, men jeg kunne ikke få mit hoved til at sætte den voldsomme frygt, mareridtene, selvhadet og isolationen sammen med, at jeg var ved at lægge skylden på mig selv.

Når jeg tænkte tilbage på overgrebene, brugte jeg aldrig ordene ’overgreb’ eller ’voldtægt’, for jeg var bange for, at jeg overdrev. Jeg var bange for at gøre det til en realitet.

Jeg kan huske en dag, hvor jeg tænkte: ”Dette er den første dag så længe jeg kan huske, at jeg ikke har grædt” og tanken om: ”Jeg har ikke grædt i dag” gav mig et indblik i, at den var helt galt. Det var sommer 2016, og jeg havde holdt alle mine følelser inde mig i 2 år, men for første gang var jeg ved at indse, at det ikke var mig, der var problemet.

Selvom jeg havde accepteret, at jeg var et offer, så havde jeg ikke overvejet, at jeg kunne fortælle nogen om det. Jeg betragtede det som min egen hemmelighed, som jeg skulle beskytte og gemme væk i en mørk krog.

Vinter 2017 fortalte jeg min veninde om det. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle møde så stor forståelse, som jeg gjorde. Min veninde gav mig plads til at fortælle om overgrebene, og hun støttede mig og hjalp mig med at bearbejde mine muligheder.

Hun fandt Center for Voldtægtsofre (CFV) og opfordrede mig til at overveje, om det var et tilbud, jeg kunne drage nytte af.

Februar 2017 fortalte jeg mine forældre om overgrebene. Min depression havde tippet mig over kanten, og jeg havde brug for hjælp til at komme igennem min hverdag.

En dag fortalte jeg dem om det efter aftensmaden. Jeg havde ikke forestillet mig, det skulle være så svært at sige ordet ’voldtægt’ for dem, men jeg kunne knapt få det ud.

Dagen efter kontaktede jeg Center for Voldtægtsofre.

19. april 2017 blev jeg kaldet ind til afklaringssamtale på et afbud. Jeg talte med en af de mest kompetente psykologer, jeg nogensinde har mødt. Jeg følte mig lyttet til på en helt ny måde. Jeg turde åbne mig op og fortælle, hvor skidt det egentlig stod til. Jeg var ikke bare klar til behandling – jeg havde behov for det! Nu var det ikke ’sjovt mere’.

Jeg blev ringet op nogle dage mere med nyheden om, at Centeret ville starte et traumeforløb med mig. Men jeg fik samtidigt at vide, at jeg ville blive sat på en venteliste, da det var over 3 måneder siden overgrebene, havde fundet sted. De kunne dog ikke fortælle mig, hvor længe jeg skulle stå på venteliste.

Men det var fint. Jeg kunne sagtens vente en måned eller to. Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg skulle vente 412 dage på min anden samtale.

412 dage er 1 år og 1 måned og 17 dage.

Jeg modtog i dag 4. juni 2018 min anden samtale på Center for Voldtægtsofre. Det var igen af afklaringssamtale for, at psykologerne kan vurdere, om tilbuddet stadig passer til mig.

Min situation er nemlig anderledes nu, end da jeg kaldte på hjælp for over 412 dage siden.

Min depression er ’ondere’ end nogensinde før. Det fylder 90% af min hverdag. Den er altid til stede. Jeg blev i foråret sygemeldt fra mit studie, fordi jeg ikke kan jonglere depressionen og studiet samtidigt.

For mig er depression ikke 1000 følelser på én gang – det er fraværet af følelser. Glæde, sorg, ekstase, seksualitet, stolthed, selvrespekt og kærlighed til mig selv, har været begrænsede følelser. Især vrede har været svær at rumme. Det hele er tomt og ligegyldigt.

Derfra opstod et behov for at påføre mig selv smerte for at fremprovokere følelser. At føle smerte er bedre end ikke at føle noget.

Mit hoved ved godt, at selvskade ikke er et godt redskab til at kontrollere mine følelser, men når man står i absolut tomhed, så føles det som den eneste mulighed.

Jeg ventede 412 dage på hjælp, fordi Center for Voldtægtsofre mangler midler. De har alt for mange henvendelser i forhold til, hvor mange de kan hjælpe!

Jeg vil gerne understrenge, at den lange ventetid ikke er centerets skyld! Det er dem, der sidder med pengeposen.

Jeg havde et sår, som jeg havde forsøgt at hele i 3 år.

Jeg kunne ikke selv lukke såret, så jeg søgte hjælp.

Såret blev åbnet og efterladt åbent i 412 dage.

Nu har jeg fået at vide, at jeg kan forvente en indkaldelse til traumebehandling indenfor  1-1½ måned. Så nu lukker vi forhåbentlig mit sår, så jeg kan komme videre.

Til slut vil jeg sige, at hvis du har behov for hjælp efter et overgreb, så kontakt Center for Voldtægtsofre. Uanset hvor lang tid, det er siden, overgrebet er sket. Uanset hvor længe du skal stå på venteliste. – kontakt dem.

De er professionelle og ekstremt dygtige.

- De har bare for få midler.

Center for Voldtægtsofre

Link: http://www.voldtaegt.dk

Er du i tvivl?

Link: http://erduitvivl.dk

Livslinjen

Link: https://www.livslinien.dk

Hvordan har du det?

Det er et spørgsmål, som vi både stiller og svarer i flæng, men jeg tror, vi alle har prøvet at svare uærligt, fordi vi ved, at vedkommende, som stiller spørgsmålet, forventer svar såsom:

”Fint”

”Jamen, jeg har det da godt!”

”Suuuuuper!”

”Godt tak”

Med flere…

Hvad har du nogensinde prøvet at svare med, hvordan du virkelig har det?

”Ikke så godt. Tak fordi du spørger!”

”Det går lidt op og ned”

”Jeg har en depression, så nogle dage er gode, og nogle dage er ikke så gode.”

”Jeg har det faktisk rigtig godt i dag!”

”Jeg er lidt træt i dag”

”Jeg har ikke grædt i dag, så det går strålende”

”Jeg er en T-rex. Mine arme er for korte til at nå kagefadet. Det er grufuldt!”

Jeg vil opfordre dig til at tænke over, hvad du svarer. Det er ikke alle, man har lyst til at invitere ind bag facaden, og af og til er tidspunkt og sted ikke helt rigtigt til en samtale, som dette kræver.

Men husk, at folk som regel spørger, fordi de bekymrer sig om dig!

Så prøv om du kan svare ærligt. Åben op for diskussionen. Og sørg for at du også spørger andre, fordi du gerne vil høre deres svar. Lyt til din vens svar og se ham/hende i øjnene, så de ved, at de har din fulde opmærksomhed rettet imod dem. Hav respekt og forståelse for, at vedkommendes svar måske ikke er, hvad du forventede at høre.

Og det er okay!

For det er helt okay ikke at have det godt! Det handler ikke om, at du skal skynde dig at få det bedre. Du skal ikke gemme dig for andre dig, og lade som om alt er godt.

Det er okay at spørge om hjælp, hvis du ikke har det godt. Det er også okay at lade være.

Det er okay at gerne ville snakke om det. Det er også okay ikke at ville snakke om det.

Det er dine følelser.

Ingen kan fortælle dig, hvad du føler!

Må jeg give dig et kompliment? Pænt nej tak!

Vi skal snakke lidt om komplimenter.
Komplimenter?
- Ja komplimenter!

Du tænker måske, at komplimenter er en af de ting, som man da altid gerne vil have! Det er også rigtigt, at et kompliment ofte er velment og varmer om hjertet.
Men du har måske ikke tænkt over, at hver gang, du giver nogen et kompliment, vurderer du vedkommendes stil, personlighed, udseende og væremåde.
Når jeg siger til min veninde: "Du ser skide godt ud i din røde kjole!" så vurderer jeg hendes udseende og fortæller hende, at jeg har fundet hende acceptabel.
- Det har jeg absolut ingen ret til!        
Med andre ord:

Du skal ikke finde dig i mine komplimenter!

Lad mig uddybe;
Jeg har spottet tre versioner af komplimenter:

Eksempel UNO: 
"Christina, du er altid så glad og smilende!"
Vedkommende komplimenterer mig for den facade, jeg har sat op, men sandheden er, at jeg måske er ved at bryde sammen indeni. Et kompliment som dette forstærker facaden. Men hvordan skal vedkommende kunne vide det, når man ikke ved, hvad der foregår inde i en person.

Eksempel DUE: 
"Du ville være pæn, hvis du smilte noget mere!"
Dette er slet ikke et kompliment. Det er en bemærkning, men folk tror, at de siger, at jeg er køn, når jeg smiler. Det er ikke det, de siger. Ved et 'kompliment' som dette, siger man, at nogen skal ændre sit udseende for at behage en selv. No - can't do!
Dette eksempel findes i flere versioner: "Den trøje ville sidde pænere, hvis du tabte dig lidt", "Du trænger til at blive klippet. Det vil klæde dig." og så videre.
Jeg gentager: Dette er ikke et kompliment!

Eksempel TRE:
"Din trøje er super fin, men jeg havde nok valgt nogle andre bukser til. Men det er jo også bare min mening"
Men.... jeg kan ikke huske, at jeg bad om din mening. Dette er igen en træls bemærkning forklædt som et kompliment!


Vi er så vant til at skulle høre, hvad andre mener om vores krop, hår, tøj, personlighed og lignende, at vi svarer med et "tak!" - selv hvis man er lidt forvirret over, hvorvidt komplimentet er et reelt kompliment.
Men sandheden er, at ingen har ret til at kommentere dig - bortset fra dig selv!
Du er ikke skabt for, at nogen skal lægge øjne på dig. Du skal ikke gøre dig pæn for andre og tilpasse dig andre, fordi du er bange for, hvad de vil sige.


LØSNINGEN:
Hvis din ven/veninde har taget de flotteste strømper på (Og du aldrig har set noget lignende. Det er nærmest magiske strømper!). Så har du lov til at spørge:

"Må jeg give dig et kompliment?" 

Så kan din ven svare:

"Ja tak"

                                                        eller

"Nej tak"

Først når du har hørt din vens svar, kan du enten tale eller acceptere, at din ven har det helt fint, uden at vedkommende behøver vide, at du er forelsket i hendes sokker.
Komplimenter er ofte dejlige og er en måde at vise kærlighed og støtte på. Jeg beder dig bare huske, at du ikke har ret til at sige din mening om andre.

Husk at dette går begge veje! Du er aldrig forpligtet til at høre, hvad andre har at sige om dig. Det eneste mening om dig, der betyder noget, er din egen!

Velkommen til Typisk T-rex!

Typisk T-rex er mig og dig og naboen og personen ved siden af dig ved busstoppet.

Hvad er en typisk T-rex?, spørger du nok.
En typisk T-rex er en person som er helt normal og helt almindelig, men som alligevel stikker ud
- som en T-rex.

Mit navn er Christina, og jeg er 20 år gammel. Jeg troede, at jeg vidste, hvem jeg var. Jeg troede nemlig, at jeg var den facade, jeg sætter op foran folk. I løbet af det seneste år er jeg blevet opmærksom på facaden. Nu er jeg igang med at pille den ned, og jeg vil gerne invitere dig med på denne rejse.
Men du skal vide, at min blog er ærlig.
Min blog vil indeholde nogle sider, som du måske kender til, hvis du kender mig personligt.
Du er stadig meget velkommen til at følge med.

Jeg har udvalgt tre emner, som jeg primært vil blogge indenfor.
- Min depression
- Sexisme
- Kropsidealer
Du er meget velkommen til at diskutere emnerne med de andre gæster, men venligst hold en pæn tone. Grimme kommentarer vil blive slettet.

Velkommen til Typisk T-rex!