If you're happy and you know it clap your hands...

Hej med dig!
Jeg håber, at du har haft en dejlig dag indtil videre, eller hvis du læser dette om morgen - at du så får en skøn dag!
Og at i morgen bliver fantastisk.
Og at du får et bekymringsfrit liv.
Jeg håber, at du bliver meget lykkelig!

Jeg skriver i dag om et emne, som jeg har berørt før.
Angst.

Så hvis du har personlig erfaring med angst eller er pårørende til en person med denne lidelse, så må du hjertens gerne læse med, men jeg vil også sige, at jeg beskriver min angst, som jeg oplever den, og det kan være triggering for nogle. Men velkommen til!

I dag er tirsdag den 25. september 2018. De sidste mange måneder har jeg været i behandling for PTSD på Center for Voldtægtsofre, hvor jeg har arbejdet med min angst og fået rigtig meget kvalificeret behandling. Alle, jeg har mødt der, har kun villet mig det bedste.
Min behandling er blevet afsluttet på centeret. Det er ikke, fordi jeg er rask. Jeg er blevet afsluttet på centeret, fordi jeg er for syg. Som jeg har beskrevet før, er de på centeret bekymret for, at min depression er for omfangsrig til, at de kan behandle min PTSD uden at forværre min depression.

Så hvad så nu, Christina?
- spørger du nok.

Svaret er umiddelbart ikke så lige til.
Jeg er henvist til udredningen og akutambulatoriet i Risskov i håb om, at de kan observere og stabilisere mig lidt, indtil psykiatrien er klar med en klar diagnose og en behandling. Jeg modtager anti-depressiv medicin 1 gang om dagen, beroligende 3 gange om dagen og sovepiller om natten. Det kan af og til være en rimelig en heftig cocktail, som kan få mig til at hallucinere og opføre mig underligt.

Så selvom jeg bliver taget seriøst, og mange mennesker arbejder på at hjælpe mig, så forværres min situation og hermed min angst for hver dag, der går. Jeg er plaget af angst og angstadfærd hver dag. Jeg er ved at lære at genkende angsten, for hvad den er - irrationelle tanker, som påvirker min dømmekraft. Men det er ikke altid, at jeg når at opfange angsten, enten fordi den aktiveres pludseligt, eller fordi jeg ikke har energi til at kontrollere den.

I de sidste syv dage har jeg fået tre voldsomme anfald af angst.

Tirsdag den 18. september var min depression så stærk, at jeg lå fra klokken 7:30 til 21:00 og stirrede op i mit hvide loft. Enkelte gange tvang jeg mig selv på toilet, men kravlede ned i sengen med det samme igen. Jeg spiste ikke noget hele dagen. Dagen endte med, at jeg var så opslugt i mine tanker og angst, at jeg måtte ringe til vagtlægen. For at gøre en lang historie ultra kort, så var jeg på skadestuen, hvorfra jeg blev sendt videre til akutmodtagelsen i Risskov, hvor jeg snakkede med sygeplejersker og læger, om hvorvidt det var tid til at indlægge mig. De sendte mig hjem 1:30.

Torsdag den 20. september var jeg ved at komme ovenpå igen, så jeg tog ind til formiddagstimer på uni. Jeg kan kun beskrive dagen som en super uheldig dag. Efter en time gik røgalarmen. Den var, som pedellen selv beskrev den efterfølgende,: "ret fesen", så ingen reagerede rigtig på den.
Jeg havde sådan lyst til at storme ud af klasselokalet og aldrig kigge tilbage. Jeg forsøgte at berolige mig selv ved at tælle til 10, men da jeg kunne se, at vores underviser var nervøs, og han sagde: "Vi bruger samme alarm til, hvis der er en bombe....", så fik jeg tårer i øjnene. Jeg følte, at jeg talte ned til at blive sprunget i luften. For selvfølgelig var der en bombe på skolen. Og lige i dag, hvor jeg havde samlet alle mine kræfter og var taget i skole, så ville den springe.
Men de andre griner, og jeg kan ikke rigtig aflæse stemningen. Skal vi gå eller blive?
Pludselig braser en mand igennem døren. Han råber, at der er brand, og at vi skal skynde os ud.

Jeg har aldrig oplevet, at min angst er eksploderet på den måde. Jeg hyperventilerer omgående, og hele min krop ryster. I klassen får vi samlet vores ting, og vi skynder os ud.
På pladsen foran bygningen søger væk fra de andre for at være for mig selv, så jeg ikke tiltrækker for meget opmærksomhed. Jeg kan ikke trække vejret, og jeg kan ikke stå på mine ben. Jeg er stadig overbevist om, at jeg skal dø. Vi skal alle dø. Om ti, ni, otte, syv, seks, fem, fire, tre, to, én. Nej? Okay, så om ti, ni, otte, syv, seks, fem, fire, tre, to, én! Nu. Nu. Nu. Nu. NU!

Heldigvis går jeg på hold med nogle forfærdeligt søde mennesker. To af pigerne kommer hen og hjælper mig igennem anfaldet. Der er også nogle andre personer, som tjekker og spørger ind til mig, da det går op for dem, at der sidder en op af muren, som har det dårligt.

Få minutter efter bliver alarmen blæst af, vi får at vide, at det var en øvelse. Og underligt nok gjorde det situationen meget værre. Jeg har fuld forståelse for, at evakueringsøvelser er super vigtige, og at de redder liv. Men alligevel følte jeg, at det var så unfair. Jeg kæmper hver dag imod angsten og de begrænsninger, den giver mig. Min angst ved jo ikke, at det er en øvelse. Den fortsætter flere timer efter. Flere dage efter er min angst forhøjet efter sådan en episode.

Mandag 24. september havde jeg været i Risskov til check. Jeg er derude til check cirka to gange om ugen. Det er gået helt fint. Jeg var forinden blevet sat op i medicin, så sygeplejersken tjekkede mig, og alt var i orden. Min hjerterytme var helt normal, og det samme var mit blod. Hun var ikke bekymret, sagde hun.
Så jeg tager bussen ind til byen, og kort tid efter tager jeg bussen hjem ad. Jeg kan godt mærke min angst i bussen, men jeg prøver at distancere mig fra den. Bussen var fyldt, og der var mange højlydte mennesker og børn med. Ydermere var bussen forsinket, så jeg var godt presset. Jeg sidder ned, men alligevel kan jeg mærke, at jeg bliver dårlig. Men det er okay, for jeg skal af nu...

Så jeg rejser mig og prøver at blive stående på mine ben. Jeg har ikke nogen energi i mine ben, men alligevel får jeg kæmpet mig ud af bussen. Den kører afsted, og jeg bevæger mig ud på en gå tur, som er en lille kilometer. Jeg kan godt mærke, at det bliver en hård tur hjem.
Jeg når at gå 10 meter fra busstoppestedet, før jeg ikke kan stå på mine ben mere. Jeg føler mig rigtig dårligt tilpas, og så husker jeg egentlig ikke mere.

Jeg vågner ved, at der står en mand og kvinde over mig. De er igang med at vække mig, og manden er ved at ringe efter en ambulance. De siger, at de har set mig falde om, så jeg har nok ikke været væk i mere end et par sekunder.
Men jeg har været heldig. Jeg er faldet ind på et stykke græs, og jeg har lige præcist misset et vejskilt og fliser. Jeg kunne lige så godt være faldt ud imod vejen, som er meget befærdet.

Jeg er i chok, men jeg har det bedre, så jeg siger mange tak for hjælpen, og at jeg ikke skal bruge en ambulance. Jeg skal nok selv komme hjem, selvom de gentagende gange tilbyder mig at køre mig. Jeg husker, at jeg er meget vedholdende i, at jeg bare går hjem - det er ikke noget problem. Hvilket er totalt åndsvagt. Jeg skulle have bedt om hjælp, men det ville min hjerne ikke, så jeg takker dem endnu mange gange og går afsted.
Jeg er stadig lidt omtåget, og jeg går ikke så hurtigt. Men jeg når hjem og får ringet til min mor, psykiatrisk rådgivning og min læge.

Efter at have snakket med rådgivningen og lægen kommer vi frem til, at det har været et angst-triggeret anfald, hvilket åbenbart er en ting, folk oplever. Når man først én gang er besvimet af angst, så skal man forvente, at det vender tilbage. Denne gang var jeg heldig, at jeg ikke slog mig eller faldt ind på kørebanen.

Så det er her, jeg står nu. Min krop viser angst på mange forskellige måder. Dens nyeste trick er at spille død, men det må jeg tage med. Jeg kan ikke gøre andet end at oplyse folk, om hvad de skal gøre, hvis jeg pludselig besvimer.
Der kan ikke rigtig gøres andet end at holde min krop i sikkerhed, indtil jeg vågner kort tid efter. Er jeg væk i over fem minutter, så skal man ringe efter en ambulance. Men så længe jeg ikke har slået mig i faldet, og jeg kun er væk i et par sekunder, så er der ingen grund til at ringe efter en ambulance.


Mange tak til alle, som har hjulpet mig igennem mine angstanfald - både folk, jeg kender, og de fremmede, der holdt ind for at hjælpe! Og til alle jer andre, som også er dejlige mennesker, nu ved I, hvad I skal gøre, hvis jeg eller nogen anden får et angstanfald af den ene eller den anden slags.

Det er alt sammen et skidt på vejen til at blive rask!

Margaret Atwood

Margaret Atwood er en canadisk forfatter, som har skrevet en række dystopiske romaner så som The handmaid's tale, som du kan se som serie på HBO NORDIC. Jeg vil på mange måder anbefale serien til jer, fordi serien giver mulighed for et nyt perspektiv på den vej, verden følger i dag. Dog er det vigtigt for mig at sige, at denne serie er triggering (Den triggerede min angst og PTSD, så jeg har faktisk ikke set den færdig), så hvis du har lidt at slås med, kan det være en god ide at se serien sammen med nogen!

Grunden til, at jeg skriver dette indlæg er egentlig ikke for at fremhæve Margaret Atwood som forfatter og historieskaber, selvom hun gør det godt! Jeg skriver indlægget for at sætte fokus på nogle af de mange kloge ord, Atwood skriver og siger.

For mange år siden faldt jeg over et citat fra hende:

"Men are afraid that women will laugh at them. 

Women are afraid that men will kill them."

Den gang vidste jeg ikke, hvem Atwood var, eller hvad hun lavede, men jeg gemte citatet på min telefon, fordi det talte til mig. Jeg gemte citatet, fordi jeg følte det.
Lige siden har jeg tænkt meget over netop dette citat. Nok mest fordi jeg stadig føler det.

Jeg

Føler

Det.

Hver gang jeg har talt med en af mine veninder om forholdet mellem kvinder og mænd, om hvad feminisme er, og om hvorfor feminisme er så vigtigt, så er dette citat blevet bragt frem. Det må være, fordi det stadig er aktuelt. Jeg har aldrig været en mand, så jeg kan ikke vide, hvordan mænd har det med, at kvinder griner af dem. Men jeg er (rent faktisk - ja) en kvinde, og jeg ved, at jeg er bange for mænd. Jeg er bange til hverdag moderat bange for, at mænd skal dræbe mig. Men efter klokken 20.00 er jeg angst for alle mænd, som jeg ikke kender.

Det skal også siges, at jeg har angst generelt, så det er ikke sikkert at min holdning repræsenterer det bredde kvindelige spektrum. Men jeg ved også, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan her.
Jeg er ikke den eneste, der krydser vejen, når der kommer en mand modgående om natten. Jeg er ikke den eneste, der har prøvet at skulle afvise en aggressiv mand, som ikke forstår, hvorfor jeg ikke ville med ind i hans bil. Jeg er ikke den eneste, der er blevet råbt efter på gaden og taget på. Jeg er ikke den eneste, hvor en fremmede mand har fortalt mig deres holdning om mig på gaden. Jeg er ikke den eneste, der er blevet holdt imod min vilje.

Og jeg er ikke den eneste, som ikke er blevet troet på, når jeg har prøvet at snakke med 'voksne' om de her ting.

Og nu skal jeg selvfølgelig huske at sige, at de fleste mænd (og rigtig rigtig mange mænd, jeg kender) er nogle rigtig velopdragne mænd og søde mennesker. Men kulturen er der. Og jeg føler mig bange for, at en mand vil dræbe mig. Der er stadig forskel på mænd og kvinder, og derfor er feminisme vigtig!

Som Margaret Atwood siger:

"We still think of a powerful man as a born leader and a powerful woman as an anomaly"

Tak!

Jeg er meget overvældet. Denne gang er det ikke kun på grund af min depression. Bloggen har snart 2.000 visninger! Jeg havde slet ikke drømt om, at folk rent faktisk ville læse med, når jeg skulle kloge mig på områder, hvor jeg ingen professionel erfaring har. Og ikke nok med, at I har læst med, I har også kommenteret, opmuntret og skrevet til mig.

Jeg har modtaget så meget positiv feedback, at jeg har svært ved at rumme det hele. Jeg har modtaget beskeder fra familie og venner, som jeg forventede ville nævne, at de har læst bloggen. Men jeg har også modtaget beskeder fra personer, som jeg aldrig havde troet, at jeg skulle høre fra. Og det betyder rigtig meget for mig, for de betyder, at bloggen når ud til folk, og at den sætter nogle tanker i gang. Så I skal have tusinde tak for jeres beskeder.

Det gælder også jer, som har snakket med mig mand til kvinde eller kvinde til kvinde. Det gælder uanset om I har sagt: "Jeg har læst din blog. Jeg tror på dig", eller om I henslængt har givet udtryk for, at I ved, hvad der sker hos mig for tiden. Det kan være utrolig svært at snakke om de emner, jeg bringer op (Tro mig, jeg mærker det!), men I gør det godt!

Bloggen er et pusterum, men den er også lige så meget en måde for mig at skabe en platform, hvor vi (mest mig) kan tale åbent om emner, som er sindssygt svære at tale om. Det er umådeligt svært at sige til folk så som klassekammerater og kollegaer: "Ja, min opførsel er lidt underlig lige nu, men det er, fordi jeg har PTSD, fordi jeg blev voldtaget for 4 år siden." eller "Jeg har en depression og angst, der gør, at jeg ikke kan stille mig op foran klassen for at holde et oplæg uden varsel, uden at jeg løber ud af klassen med tåre og snot i hele ansigtet, og det er okay."

Så jeg vil rigtig gerne sige mange tak til jer!
I gør et stort stykke arbejde for mig og for andre i min situation ved at læse bloggen! Jo mere I deler den med jeres venner og på medier rundt omkring, jo mere når den ud til folk, som enten kan have gavn af at læse bloggen eller grine lidt af mig.

Så del bloggen én gang mere og slå fødderne op med en kop te og slap af. Du har fortjent det.

Hvad fylder en mand?

Jeg sad for nogle uger siden i bus ved et firemandsområde. De af jer, der af og til kører i bus eller tog, ved, hvad jeg snakker om. 2x2 sæder overfor hinanden. Da jeg sætter mig er de andre sæder tomme, men kort efter stiger to unge mænd på bussen. Den ene sætter sig ved siden af mig og den anden sætter sig overfor. Sidstnævnte sætter sin sportstaske på sædet overfor mig.

Jeg trækker mig straks til mig og gør mig så lille som muligt, for at vi alle kan være der. Jeg trækker mig over imod vinduet, og jeg samler mine ben og presser dem imod væggen.
Jeg har siddet i denne ubehagelige stilling i godt fem minutter, før det går op for mig, hvordan de to mænd sidder. De sidder begge med spredte ben og knæ, der vender ud af. De har armene ned langs siden af kroppen. De fylder kort sagt rigtig meget. Og her sidder jeg ved siden af og gør mig så lille som overhovedet muligt for ikke at være til ulejlighed og for at mindske, hvor meget vores lår gnubber sig op af hinanden.

Den dag blev jeg opmærksom på, at jeg som kvinde trak mig for at gøre plads til to mænd, som til gengæld fyldte mere end, hvad deres andel var. Og da jeg kiggede rundt i bussen, var jeg tæt på at grine. Alle kvinder, jeg så, sad med samlet ben og gjorde sig små, for langt største delen af mændene i den efterhånden fyldte bus bredte sig og sine legemsdele langt ud over deres sæder.

Og siden da, har jeg forsøgt at være observant i toge og busser, men jeg må indrømme, at jeg ikke havde tænkt så meget over det (da jeg i min sommerferie ikke har kørt så meget med offentlig transport), indtil jeg faldt over denne lille stribe (kvadrat er det vel egentlig), som rammer plet på emnet. Så selvfølgelig ville jeg lige dele tegneserien og emnet med jer. Så kan I selv gøre observationer og lave en vurdering.

Hvad så nu, Typisk T-rex?

Jeg har haft svært ved at skrive på bloggen de sidste par uger. Det er nok mest fordi, at det eneste, der fylder i mit hoved lige for tiden, er min depression. Den styrer min hverdag på en måde, hvor jeg bliver hæmmet i mine daglige gøremål og omgang med mennesker omkring mig.

Da jeg skabte Typisk T-rex, besluttede jeg, at jeg ikke ønskede, at bloggen skulle være en “Se hvor ondt min depression gør”-blog. - I hvert fald ikke udelukkende.

Men når depressionen er det eneste, der fylder mit hoved, så er det svært at fylde bloggen med positive budskaber og smarte observationer. Jeg vil gerne fylde bloggen med sandheden, som jeg ser den. Men sandheden er, at jeg har en voldsom depression. Sådan var sandheden også for en måned og to måneder siden. Og det ser ikke ud til at ændre sig betydeligt indenfor det næste stykke tid.

Men I skal ikke snydes for en omgang T-rex af den grund, så her er en update på situationen:

Jeg er startet i behandling på Center for Voldtægtsofre. Jeg modtager behandling for mine PTSD-symptomer, og hvis jeg skal sige det selv, så går det rigtig godt. Jeg føler mig forstået og taget alvorligt. Al personale, jeg har mødt på centeret, er professionelle og dygtige. Der bliver taget rigtig godt hånd om mig.

Men min depression er desværre så tung for tiden, at det giver problemer for min behandling. Jeg har kort sagt ikke kræfter nok til både at tage vare på mig selv og holde humøret og energiniveauet højt nok til at udføre mine daglige opgaver.

I juli måned blev min psykolog, min læge og jeg enige om, at jeg skulle prøve at afhjælpe min depression med medicin. Jeg brugte mange dage på at overveje, om jeg ønskede anti-depressiv-medicin eller ej. Konceptet i sig selv lød skræmmende og bivirkningerne lød endnu mere skræmmende.

Medicinen virker først efter 2-3 måneder, men bivirkningerne kom øjeblikkeligt. Den første nat på medicinen sov jeg 2 timer og vågnede midt om natten. Jeg kunne ikke sove videre. Jeg var med andre ord lysvågen, som om jeg havde sovet en fuld nat. Jeg brugte dernæst de næste mange timer på at stirre ud af vinduet, mens jeg så lyset komme tilbage.

Insomniaen er ikke forfærdelig, for jeg fandt ud af, at hvis jeg tager medicinen om morgenen og laver vejrtrækningsøvelser om aftenen, så vil jeg kunne sove igennem hele natten. (Som en baby).

Mit største problem på medicinen er kvalmen. Jeg har kvalme 70% af døgnet. Jeg vågner om natten af den. Kvalmen gør, at jeg ikke spiser. Bare tanken om mad, giver mig lyst til at kaste op. Der er selvfølgelig nogle dage, der er bedre end andre, men jeg har endnu ikke haft en dag på medicinen, hvor jeg har spist 3 måltider, som jeg normalt gør.

Det nemmeste er ikke at spise, men min krop har brug for maden for at køre optimalt og for at bekæmpe depressionen.

Kvalmen har medført, at jeg for første gang i mit liv har været på Bones og har sagt: “Hvis jeg absolut skal have noget, så tager jeg en salatbar til hovedret.” og dette var vel at mærke efter en fuld dag med aktiviteter i Legoland. Og ja, det er i sig selv meget sjovt. Jeg takker sjældent nej til mad.

Jeg elsker mad, men kvalmen gør mig syg ved tanken. Jeg har problemer med selv at regulere kulde og varme. Jeg har svært ved at sove. Jeg har ondt i hovedet og i maven. Jeg kan af og til mærke mit hjerte springer slag over og slår ude af takt. Jeg sveder hele tiden, også selvom jeg fryser. Jeg har uro i kroppen, og min krop gør ondt ved berøring.

Men…

Jeg fortsætter med at tage medicinen, også selvom der er lange udsigter på den gavnlige virkning. Jeg vil så umådeligt gerne, at min depression bliver mindre, så jeg kan vende tilbage til en hverdag, hvor jeg ikke skal vælge, om jeg skal bruge min energi på at spise eller på at tage et bad - for der er kun energi til en af delene.

Og indtil da arbejder jeg videre hos psykologen, og jeg tager min medicin, for jeg skal bevise overfor mig selv og menneskerne omkring mig, at jeg er mere end min depression.

Når et menneske lever

I forbindelse med min farfars død, som jeg skrev om i mit forrige indlæg, har jeg spekuleret meget over mit eget liv og ikke mindst på, hvad det er værd.

Disse tanker grunder i, at jeg i perioder søger smerte, fordi jeg havde svært ved at identificere og føle følelser. Jeg har længe følt den “famøse tomhed”, som har beskrevet tidligere. Denne tomhed gør, at alle indtryk og alle følelser bliver til tristhed.

Når jeg er ked af det, græder jeg.

Når jeg er vred, græder jeg.

Når jeg er glad, græder jeg.

Og det eneste, det stopper tårerne er smerte.

Så jeg har fået en grim vane for at nive mig selv. Jeg niver mine arme og lår. Ofte er det ubevidst eller som refleks på, at jeg føler, at jeg er ved at græde.

Selvskaden er blevet en del af min facade. Jeg bruger den til at distrahere mig selv fra den psykiske smerte, for fysisk smerte er så meget nemmere at håndtere.

Og det er her, at historien tager en grim drejning. Jeg havde kæmpet med det her i et stykke tid, da det ikke længere føles som nok at borre neglene ned i mit kød.

Jeg stod efter en forelæsning på universitet og ventede på bussen. Det her var kort tid før min sygemelding. Jeg havde det skidt, men hvis nogen havde spurgt mig, hvad der var galt, så ville jeg ikke kunne sætte fingeren på det. For det var det hele, som var galt. Jeg var galt. Universitet var galt. Bussen var galt. Menneskerne omkring mig var galt. Jeg havde ikke mere at give af. Jeg havde kørt mig selv helt ned, men jeg kunne ikke selv sige fra.

Jeg vidste, jeg havde en lang tur hjem foran mig, og mine øjne var fyldt med tårer, selvom jeg havde nevet min arm hårdere end nogensinde før.

Og da bussen kom tænkte jeg:

“Gad vide, hvor ondt det ville gøre, hvis jeg smed mig selv foran bussen lige nu…”

Jeg gjorde det ikke, og jeg føler ikke, at jeg var tæt på, men tanken om, at den fysisk smerte i min krop ville overstige den psykiske smerte var fristende.

Forstå mig ret...

Det var ikke et ønske om at dø, som drev tanken.

Det var et ønske om ikke at føle sådan her mere. Det var et ønske om ikke at vågne hver morgen en smule mere ligeglad end dagen før.

Der var ikke en stor udvikling fra dag til dag, men det er lidt som dråber i en skål under et utæt tag; de bliver til mange, hvis skålen ikke tømmes. Og en dag kan skålen ikke rumme flere dråber. Det er næsten som om, at man forventer en eksplosion af vand, når skålen er fyldt, men det sker ikke. Vandet løber stille og roligt ned af siderne på skålen, når det ikke længere kan være i skålen. Men nu er facaden brudt.

Og når facaden er brudt finder man sig selv ved et busstoppested med tårerne løbende ned af kinderne, mens man overvejer, hvordan man dog skal tømme sin skål, så man kan blive glad… eller måske bare føle noget.

Selvom min skål ikke er tom i dag, og jeg stadig vælter rundt imellem mine følelser og støder hovedet ind i en mur, der hvor mine følelser ikke er “låst op”, så kan jeg fortælle, at det ikke vil være det værd. At smide sig foran en bus i håb om at føle noget eller som et råb om hjælp er ikke det værd.

Det er der mange grunde til, såsom at du kommer til at mærke buschaufførens liv for evigt. Uanset om du klarer den eller ej.

Men den grund, der kommer til at afholde mig fra at springe foran en bus eller andre “dumme ting” (som er min ‘pæne’ måde at sige selvmordsforsøg på) gik op for mig, da vi begravede min farfar.

For nogen skal begrave dig. Det bliver højest sandsynligt dine forældre. Hvis du nogensinde har begravet en af dine bedsteforældre, forældre eller venner, så ved du, hvor hårdt det er.

Forestil dig, at det er dine forældre, der sidder på forreste række i kirken. For det er dig, der ligger i kisten.

Det var billedet af mig i kisten og mine forældre på bænken, som jeg ikke kunne håndtere.

Det er en af de mest grusomme tanker, jeg nogensinde har haft.

Fuck alle “bus-tanker” og alt smerte i verden. For hvis du dør, så efterlader du nogle mennesker, som skal bære din kiste, og som skal vælge blomster til din grav. Og de skal vælge, hvad salmer der skal synges i kirken. Og de kommer til at mærke den psykiske smerte, som du også føler.

De vil alle tænke, at de skulle have gjort mere, eller at de skulle have set den komme. Og de vil savne dig. Og jeg vil savne dig.

Så lov mig, at du lever. Lov mig, at du kæmper videre. Dit liv er så meget mere værd, end hvad du føler lige nu - eller mangel på samme. Hvis du har brug for hjælp, så ring til nogen. Ring til en veninde/ven eller forældre.

Og hvis du har brug for hjælpe lige nu, så ring til din læge eller vagtlægen.

Jeg ringede til min læge. Og jeg sagde: “Jeg kan ikke mere. Jeg skal bruge hjælp lige nu. Og det er lige nu. Det er ikke om en time.”  

Opkaldet er et grumt minde at have. Det tog al mod, jeg havde i mig. Men hellere at have mindet om det sværeste opkald, jeg nogensinde har foretaget mig, end ingen minder overhovedet.

Og jeg fik hjælp.

Det er første skridt på vejen imod at genfinde mine følelser og lære at klare mig selv igen. Jeg er ved at lære, hvor meget jeg er værd. Det tager mig mange måneder at lære. Og det har krævet, at jeg har set min farfars kiste, for at jeg kan begynde at forstå, at jeg ikke kun er mig. Jeg er også alle menneskerne omkring mig. Jeg er bekendtskaber og nære venner. Jeg er familie.

Når et menneske lever, så lever mennesket ikke kun i og for sig selv. Du lever ikke kun i og for dig selv.

Jeg lever ikke kun i og for mig selv.

Når et menneske dør

Min farfar døde den 4. juli 2018. Det var et hårdt tab for mig.

Ikke fordi jeg kendte min farfar specielt godt i de seneste år. Han havde mistet livskraften, hvilket har været svært for mig at omgås med min depression. Min farfars død var hård, fordi, at selvom han var havde gammel og levet et langt liv, følte jeg mig forladt.

Derudover følte jeg mig ansvarlig, fordi jeg for få uger siden kom til at tænke på, at min farfar var en gammel mand, som jeg af flere grunde ikke følte, jeg kendte mere. Jeg havde overvejet, om jeg mon vil føle, at jeg havde forsømt ham, når han engang døde. Og nu er han død.

Jeg ved godt, at langt hen af vejen er det min depression, der taler. Den fortæller mig grimme ting og fodrer mig med forkerte tanker. Jeg ved jo godt, at jeg ikke havde noget at gøre med hans lungebetændelse. Jeg har intet ansvar i, at lægerne ikke kunne finde en penicillin, der kunne fjerne betændelsen, alligevel føler jeg, at jeg skulle have gjort mere.

-       Eller måske bare gjort det anderledes.

Når et menneske dør, så er det helt normalt at føle sorg og tristhed. Men sorg og depression er en giftig blanding - og det mærker jeg nu.

Bisættelsen var en hård oplevelse. Jeg sad med en masse forskellige tanker både om mig selv, om min familie, om min farfar og om min farmor, der døde for 14 år siden.

Men bisættelsen gav mig også en ro, jeg ikke havde forventet at få med mig.

Under præstens tale fik jeg billedet af min farfar i Paradis, hvor min farmor tog imod ham. Min farfar har ventet 14 år på at se min farmor. Han var sønderknust, da hun døde i 2004. Men nu er de igen forenet.

Og jeg tænkte:

“Jeg har ikke mistet min farfar. Jeg har givet ham videre”

Tanken fik min depression til at løsne grebet om de grimme tanker vedrørende min farfars død. Jeg fik ro til at tænke, at selvom min farfar nu er død, så betyder det ikke kun slutningen.

Og det lyder måske meget kliché, men jeg tror på, at min farfar har fået en ny start på det liv, han skulle have haft de sidste 14 år.

Mine karakterer definerer ikke mig som person

Jeg læste en artikel på dr.dk ved navn: ”Gymnasier giver høje årskarakterer: ’Advarselslamperne bør blinke’”.

I denne artikel skriver DR: ”Helt generelt er der en tendens til, at der bliver uddelt en smule højere årskarakterer end prøvekarakterer. Således var årskaraktererne sidste år højere på 127 af 141 gymnasier.”

Og jeg sidder tilbage og tænker hvorfor mon det?

DRs vinkel på sagen er, at lærerne er for rundhåndede med karaktererne, og så snart der kommer en ”uvildig censor” på banen, så kan man se præcis, hvad eleven egentlig kan præstere.

Men det er forkert.

Så nu vil jeg give jer sandheden om eksamen.

Eksamen er et virvar af indtryk og udtryk. Der er så mange ting, som spiller ind i, hvordan din eksamen går! Er du nervøs? Er du for nervøs? Har du andre problemer i hovedet? Har du fået sovet? Kom du til at kaste op på skolens toilet, og lugter du nu lidt af bræk? Præsterer du godt under denne slags pres?

Da jeg blev student for to år siden, var jeg til eksamen i et fag, der hedder Almen studieforberedelse – AT som forkortelse.  AT er ikke et fag, man får en årskarakter i, for det er et fag, som man kun har i perioder i løbet af ens gymnasietid. I AT skriver man en opgave i to fag. Hos mig var det latin A og religion C. Et par uger efter skal man op og ’forsvare’ sin opgave hos en af ens egne lærere og en fremmed censor. Jeg havde en censor i latin og egen lærer i religion.

Det går hverken værre eller bedre, end at da jeg kommer ind så lukker min hjerne ned for alt jeg ved om latin. På dette tidspunkt havde jeg haft to års latin ved siden af folkeskolen og 3 år i gymnasiet. Jeg vidste, at jeg kunne, men denne dag havde jeg glemt alt.

Jeg fumler mig frem, og det ender med, at jeg slet ikke tør sige noget latin-relateret ved det grønne bord.

Jeg endte med at få et 4-tal. Jeg var sønderknust. Jeg var så uendeligt ked af det. Jeg sad på toilettet og græd en halv time, hvor jeg ingen kontrol havde over mine følelser. Det endte med, at min religionslærer fulgte mig over til studievejlederen, som også var min græsklærer.

Og hos min søde og kyndige studievejleder/græsklærer lærte jeg noget, som jeg har taget med mig til alle eksamener lige siden. Hun sagde:

Din præstation i de 20 minutter, du sidder ved det bord, siger intet om dig. Det siger intet om din intelligens. Det eneste, det siger noget om, er de 20 minutter, hvor du var under pres. Dine lærere ved godt, hvad du kan, Christina, det er derfor du får årskarakterer.

Hun havde ret. Selvfølgelig havde hun ret. Det er bare svært at lukke sådan nogle vise ord ind, når man sidder med et snit, hvor et 10-tal vil trække en ned, og så ser man et 4-tal i øjnene.

Men efter at jeg fik ro på, og jeg kom på afstand af situationen, så kunne jeg godt se, at det var værd at huske på.

Som sagt har jeg taget hendes ord med til de eksamener, jeg har været til siden både i gymnasiet og på universitet. Men alligevel finder jeg mig selv på et toilet efter hver eksamen uanset, hvordan det gik. Men det handler ikke længere om de 4-taller, jeg får. Det handler om det pres, jeg er under.

Jeg er ved at lære at give slip på karakterræset. Men jeg mærker stadig presset. Jeg mærker stadig kvalmen og gråden. For eksamen er en utrolig presset situation. Du har læst og læst og øvet dig og øvet dig, og af og til kan det føles som om intet af det hænger ved, og at du starter forfra hver dag. Og så pludselig bliver det hele forløst i 20 minutter, hvor du sidder med to fremmede (sådan er det af og til på uni), som sidder og vurderer alt du siger. De vurderer, om du er klog eller ikke så klog. Og når du hører dig selv sige noget forkert eller slet ikke sige noget overhovedet, så kan du mærke presset.

Når jeg snakker med voksne om dette pres, så siger de ofte: ’Men, Christina, sådan er det jo også på arbejdsmarkedet. Det er ikke meget anderledes’.

Det er både rigtigt og forkert.

Jeg vil sige, at jeg ikke ved meget om ’det voksne arbejdsmarked’, men jeg har været til jobsamtaler, både hvor jeg ikke fik jobbet, og hvor jeg fik jobbet. Jeg har passet tre arbejdspladser ved siden af universitet. Og hvordan det så er i forhold til et ’rigtigt voksenarbejde’, det kan jeg ikke sige noget om, men jeg ved, at der ikke er en direkte karakterskala på arbejdspladsen, hvor du får sat et klistermærke i panden med det tal, som du bliver vurderet til at være.

Og det er rigtigt, at der er nogle, som er rigtig dygtige til at tale til eksamen, hvilket giver dem nogle rigtig gode karakterer, men det er ikke størstedelen af dem, jeg kender. Størstedelen af dem, jeg kender, jagter karaktererne og arbejder hårdt for dem. Vi jagter dem som en kat efter en mus. Men hvorfor gør vi det? Det er jo ikke engang altid, vi skal bruge dem til at komme ind på en uddannelse.

Det forenklede svar er: Har du måske lyst til, at nogle vurderer dig til mindre, end du bør være værd? At sætte en karakter på, er ligesom at sætte en pris på folk. Koster du -3, 00, 02, 4, 7, 10 eller 12? Sådan føles det.

Derfor kaster vi os hovedkulds efter de høje karakterer. Derfor fejler det nogle gange. Derfor gør det ondt, når det fejler.

Så kære DR

I jeres artikel om, hvorfor eksamenskarakterer er lavere end årskarakterer, glemte I at tage højde for, at eksamen… er en eksamen…

Og kære dig, der læser med

Hvis du står over for at skulle få karakterer eller på et tidspunkt har fået dem, så husk:

De definerer ikke, hvad du kan, eller hvem du er.

Det definerer hverken hvor klog du er, eller hvem du er som person.

Artikel-link fra DR.dk: https://www.dr.dk/nyheder/indland/gymnasier-giver-hoeje-aarskarakterer-advarselslamperne-boer-blinke