Hvad tænker du på, 70-kilo-Christina?

Oh shit, hvor bliver jeg ked af at kigge på det her billede. Det her billede blev taget til en casting, jeg var til. Og jeg kan huske præcist, hvad jeg tænkte, da det her billede blev taget.

"Jeg er alt for tyk til det her"

Og man kan se det på mig... Man kan se, at jeg tænker... For det gjorde jeg, jeg tænkte meget. Jeg tænkte: "Shit, hvor er det her pinligt. Hvordan kan jeg tro, at jeg nogensinde får den her chance." Og det gjorde jeg heller ikke. Jeg blev ikke udvalgt til de statistroller, jeg var på udkig efter. Og det har jeg det på ingen måde dårligt med. Det har ikke forandret mit liv. Det skulle bare have været en sjov oplevelse.

Det her billede er taget den 29. september 2015. Det er 1,5 år efter overgrebet, og jeg sad fast i en grim spiseforstyrrelse. Jeg vidste det ikke selv. Det var der ingen, der gjorde. Jeg var så ked af mig selv, og jeg synes, det er så tydeligt på det her billede. Jeg kunne slet ikke se mig selv dengang, som jeg kigger på dette billede nu. Jeg kan se, at jeg havde det dårligt. Men jeg ikke se, hvorfor jeg tænkte, at jeg var tyk. Oh man, jeg elskede den trøje. Roger Waters The Wall live. Jeg gik i den konstant, og jeg har den stadig. Jeg ville ønske, at jeg kunne den i dag, for så ville jeg tage den på lige nu.

Åh Christina, hvorfor har du altid været så led imod dig selv? Nogen burde rejse tilbage i tiden og give dig et kursus i selvkærlighed 101. Hell, nogen burde give mig et kursus i selvkærlighed 101 nu.

Men det værste er, at jeg har haft det sådan med mig selv lige siden. Og jeg havde det flere år, inden billedet blev taget. Og jeg er adskillige størrelser større nu. Så jeg har været ked af mig selv, og jeg har tænkt, at jeg var grim og tyk og utilstrækkelig i så mange år. Men jeg ved da godt, at jeg er ingen af delene. Jeg ved da godt, at jeg er et meget kompetent menneske.

Og alligevel har jeg kæmpet med mit selvbillede og min selvforståelse igennem så mange år. Og da jeg skabte bloggen her tænkte jeg, nu er det slut med at være ked mig selv mere. Nu er det slut med at fatshame mig selv. Nu vil jeg elske, hvordan jeg ser ud, så jeg skriver indlæg, som hedder: Jeg er tyk, og jeg er smuk. Og i øjeblikket tror jeg på det. Men lad mig fortælle dig, at det er rigtig hårdt at holde fast i at elske sig selv og sin krop, når man hedder Christina. Og jeg ved, at det er det samme for mange af jer, der læser med.

I løbet af det sidste års tid har jeg gennemgået store forandringer med min krop. Først tabte jeg mig, fordi jeg var på depressionsmedicin, som gjorde, at jeg gik rundt med konstant kvalme. Dernæst skiftede jeg medicin og endte med en kombination, der hed: Altid sulten. Kan ikke føle mæthed. Rigtig ked af det.

Så jeg spiste. Og jeg spiste. Og jeg spiste endnu mere. Jeg ville bare spise min depression og mine kærestesorger væk. Og jeg spiste indtil mine forældre en dag sagde stop. De sagde stop, fordi jeg kunne ikke selv. På få måneder havde jeg taget enormt meget på. Vi snakker ikke fem kilo. Vi snakker rigtig meget.

Jeg ved ikke hvor meget jeg tog på. Det er skam ikke, fordi I ikke må vide det. Det er fordi, jeg ikke må vide det. Da jeg var indlagt i efteråret kom en psykolog til at fortælle mig, at jeg vejede 92 kilo. Broke my heart back then. Og jeg skal fortælle her hvorfor.

Dengang det her billede blev taget, havde jeg en mantra:

"Jeg vil aldrig nogensinde veje 80 kg igen. ALDRIG NOGENSINDE!" Om jeg så blev gravid, så skulle jeg aldrig veje 80 kg igen. Da billedet blev taget vejede jeg 71kg. Jeg havde tabt mig meget efter overgrebet. Jeg havde startet ud med en vægt omkring de 82 kilo. Ja, jeg ved præcist hvad jeg vejede og hvornår. Jeg tabte 11 kg på få måneder.

70-kilo-Christina var kommet til et punkt, hvor jeg var på vægten flere gange om dagen. Og havde jeg taget på i løbet af dagen, så ville jeg straffe mig selv. Jeg var striks med afvejning af min mad. Alting indeholdt kalorier, og jeg talte hver og en. Jeg var sikker på, at jeg skulle ned og ramme en vægt, som hed 60kg. Og der skulle jeg ligge resten af livet. Hvis 70-kilo-Christina kunne se mig nu, så ville hun græde. Hun ville græde, når hun så mig sidde her i min t-shirt og undertøj med maven, der hænger, og lårene, som slasker imod hinanden. Hun ville synes, at mine tatoveringer er seje dog. Men hun ville ikke forstå fascinationen af dinosaurer. Ikke endnu, Christina.

Men 70-kilo-Christina ville også græde, fordi hun så mig sidde midt om natten og være så ked af det. Være så ked af det over min vægt, over depressionen, og over voldtægterne. Jeg tror ikke engang, hun vil være stolt over, at jeg åbent taler om det. For 70-kilo-Christina var voldtægterne den ene hemmelighed, som aldrig nogensinde måtte slippe ud. Tada Motherfucker, jeg har fortalt det til alle, vi kender. Jeg har skrevet en hel blog om det!

Dengang havde jeg de samme problemer, som jeg har nu. Overvældende depression, som gjorde, at jeg havde givet op på alt, der hed skolearbejde. Jeg huslede mig fra time til time. Sindssyg præstationsangst, som gjorde at mit husleri føltes som forræderi imod mig selv. Jeg ville have det 12-tal. Generel livsangst på et begyndende niveau. PTSD fra overgrebene og de dertil tilhørerende mareridt. Mareridt på mareridt på mareridt. Det er utroligt, at jeg sov overhovedet dengang. Og jeg gik alene med det hele. Jeg var slet ikke klar til at dele ud. Jo, jeg vidste godt, at jeg havde en depression, og det vidste mine forældre også, men jeg var ikke klar til at snakke om det.

Jeg kan huske den dag, hvor jeg sagde til min mor: "Jeg tror, jeg har en depression" og hun svarede: "Det tror jeg også, du har". Og det var startsskuddet til det hele. Til at snakke om tingene, selvom jeg sagde ville holde tæt om overgrebene i knap 1,5 mere, så var det en start. 

Jeg ved ikke, hvad jeg vejer i dag. Min mor ved, hvad jeg vejer, og min psykolog ved, hvad jeg vejer. Og det er fint for mig. Jeg skal kke vide det. For jeg er så bange for, at jeg falder direkte tilbage i det mind-set, som skabte 70-kilo-Christina. At alt mit selvhad og skam skal blæse mig lige tilbage i spiseforstyrrelsen.

For sandheden er, at jeg kæmper. Min OCD har stadig overhånd. Jeg står op efter et tidsvindue, og jeg træder ikke på stregerne og slet ikke hvor fliserne er flækket. Hvis du ikke ved, hvad det går ud på, så kan du scrolle ned og læse "Jorden er giftig..."

Min hjerne vil så gerne lave regler. Regler for alt. Regler for det hele. Og nu vil min hjerne gerne lave regler for, hvad og hvornår og hvormeget jeg må spise. Og det er ikke "prøv lige en grøntsag, Christina"-regler. Det er 1-måltid-om-dagen-regler. Det er fast-til-du-besvimer-regler. Det er 20-timer-mellem-hvert-måltid-regler. Og jeg kæmper. Jeg kæmper imod hver dag. Jeg kæmper hver gang min hjerne siger: "Hey, prøv lige at hør' den her regel" og jeg siger nej. Nej tak. Vi vil ikke de regler i mit hus.

Men nogle gange taber jeg kampen. Og jeg begynder at tælle timer. Hvis klokken var 20, da jeg spiste aftensmad i går, så må jeg spise igen klokken 16, men hvis jeg lige kan strække den til 18, så vil det være optimalt. Eller... Jeg kan begynde at lave mad klokken 18. Så spiser jeg først 18.30. Og sidder jeg så klar til at spise 18.28, så venter jeg de to minutter, før jeg begynder at spise.

For så forstyrret er mit forhold til regler lige for tiden. 

Så forstyrret er mit forhold til mad. 

Og så forstyrret er mit forhold til mig selv. 

Jeg har altid haft et forstyrret forhold til mad. Og jeg har talt min psykolog om det. Hun mener også, at jeg har et forstyrret forhold til mad. Ikke nødvendigvis en spiseforstyrrelse lige nu, men klart en forstyrrelse, som jeg skal være opmærksom på.

Når jeg er hos mig selv spiser jeg så lidt som muligt. Når jeg er hos mine forældre, spiser jeg så meget som muligt. Jeg kan godt forstå, hvis min krop ikke ved, hvad jeg vil. Jeg ved det heller ikke selv. Jo, jeg ved godt, hvad jeg vil. Jeg vil bare gerne være glad.

Min lige nu er det lettere sagt end gjort. Christina, vi har fortsat nogle problemer, men som sagt tidligere: Christina, vi kæmper stadig. Og Christina, vi bliver ved med at kæmpe.

Her er en collage af 70-Kilo-Christina. Hun ved det ikke selv, men hun er smuk, som hun er. Og hun har al ret til at være her.

YouTube for begyndere

Hej folkens!
Så er jeg klar med 'den store afsløring' - hvis du er venner med mig på facebook, så ved du sikkert allerede, at jeg er begyndt at lave YouTube videoer.
Jeg laver primært videoer om mentalt helbred, selvforkælelsesprodukter og tatoveringer, og hvis jeg selv skal sige det, så går det faktisk ret godt. Jeg bruger mange timer på mine videoer, men det er også en beskæftigelse, som jeg rent faktisk nyder. Så jeg har tilladt mig selv at tilbringe meget tid i selskab med mine videoer og computer, og så må jeg indhente det forsømte om lidt.

Min sidste video handlede om min depression. Egentlig kan man sige, at det bare er en filmisk version af min blog. Jeg ved ikke, om du ved det, men jeg vil jo gerne tage en kandidat i medievidenskab, så jeg tænker, at det er meget naturligt, at jeg har fået øjnene op for, hvad YouTube kan give mig. Jeg har jo længe været interesseret i at lave film og serier.
Jeg har linket min "Living with depression"-video herunder:

Det gør mig enormt glad, når I kigger med. Så jeg vil gerne sige mange tak for al den opbakning, som jeg har fået både på min blog og min YouTube kanal. Tusinde tak skal I have!

Christina, vi kæmper stadig!

Det er længe siden, jeg har skrevet et indlæg på bloggen. Meget længe endda.

Det er dels fordi, jeg har fundet en stabil tilværelse og dels fordi jeg har følt mig tom for kreativ energi. Jeg har stadig store problemer med tvangstanker og depression, men jeg har fået styr på selvskaden. Selvom jeg stadig får trangen, så har jeg nu nogle gode redskaber til at kontrollere den.

Jeg har haft et depressivt skred i de sidste par uger, hvor jeg kunne mærke min depression blusse op igen. Jeg kunne mærke, at jeg fik det værre, og at det gik hurtigt. Jeg vidste, at jeg var nødt til at søge mere hjælp med det samme, og lige nu er jeg heldigvis i behandling i OPUS, hvilket betyder, at jeg kunne skrive til min behandler og bede om en tid hurtigst muligt.
Jeg kom til 2 dage senere, hvilket nærmest er et mirakel i forhold til de andre perioder, hvor jeg har måttet vente i måneder, når jeg har stået og råbt om hjælp.

Jeg vil være ærlig og fortælle, at min behandler og jeg diskuterede, om jeg skulle indlægges. Vi besluttede os for, at jeg skulle tilbringe nogle dage hos mine forældre, og se om det kunne lindre mig lidt. Det hjælper altid at være hos mine forældre, og selvom jeg denne gang havde det værre end jeg har haft længe, så klarede jeg den uden at blive indlagt. Det er en stor lettelse for mig!

Den 1. oktober var det et år siden, jeg blev indlagt første gang. Jeg tilbragte dagen i selskab med mange tanker. Det forgangne år er gået rigtig hurtigt. Sådan føles det i hvert fald lige nu. Jeg har ændret mig meget i løbet af de sidste 12 måneder. Den Christina, som blev indlagt dengang, og den Christina, som undgik at blive indlagt denne gang, er to forskellige versioner af den samme person. Det er som om de kender hinanden og kan forholde sig til hinanden, men de ønsker ikke at være hinanden. Lige nu ønsker jeg ikke at blive indlagt. Når jeg tidligere har været indlagt har det fungeret som en slags brandslukning, men det er som om, jeg nu har lært at leve i ilden. Det kunne den gamle Christina ikke. Og det er hvad, jeg mener med, at jeg har fundet en stabil tilværelse. Selvom jeg har det stabilt, så er det stabilt dårligt. Men dog stabilt.

Universitet
Jeg passer mine studier OVER ALLE FORVENTNINGER! Jeg er stadig på deltid. Og jeg studerer stadig Bachelor i Historie. Jeg er nu begyndt på 5. semester. Og når folk hører det, så siger de: "Ja, så er du jo snart færdig"... Men nej. Jeg har 2,5 år tilbage, hvilket både er en kæmpe befrielse og en kæmpe belastning. Det er ligesom at gå i 3.g og samtidig være startet i 1.g. Bare på uni.
Det er en befrielse, fordi min arbejdsbelastning er voldsomt nedsat. Jeg har "kun" 1 forelæsning på uni om ugen. (+ læsning, som jeg ærligt ikke laver, fordi jeg ikke kan rumme belastningen).

Faktisk så går jeg dette semester om, som jeg ikke afleverede eksamen i sidste efterår, da jeg var indlagt, både da jeg skulle skrive opgaven, og da jeg skulle aflevere den. Men i takt med, at jeg går om, så føles det som om uni er en evig begivenhed, som aldrig ender. Og så er det, at jeg øver mig i at minde mig selv om, at langsom process stadig er process. Jeg skal nok blive færdig. Jeg skal nok blive bachelor. Jeg skal nok blive kandidat. Gode ting tager tid. Og hvis tid og godhed hænger sammen så bliver min uddannelse gylden....

Når jeg går i skole én gang om ugen, så er der jo plads til, at jeg render til Skejby og andre behandlinger flere gange om ugen. Lige nu har jeg fem (ja 5!) forskellige behandlinger/rådgiver/personer, som jeg snakker med på ugentlig basis. Jeg føler ikke, at jeg laver andet end at snakke om mig selv, og hvor ked af det jeg er, så det er måske også en af grundene til at bloggen er blevet forsømt lidt.

Nye projekter
Lige for tiden arbejder jeg på at blive mere selvstændig og fejre mig selv hver dag. Det er hårdt arbejde, når man har det stabilt dårligt. Jeg føler, at jeg har rigtig meget brug for mine forældre, og samtidig vil jeg være voksen og benytte den frihed, der hænger sammen med at være 22 år. Jeg planlægger en alene-weekend i London, fordi jeg trænger til at komme væk fra sygdom. Jeg trænger til at gøre noget vildt og mærke, at jeg kan være selvstædig, og AT JEG KAN VÆRE HELT NORMAL!

Jeg ved, at det kommer til at gå skide godt! Det eneste, der bekymrer mig, er, at jeg har udviklet en frygtelig skræk for at flyve. Da vi var på Tenerife i vinters lavede jeg en super underlig mantra, men den virkede; "Fall Out Boy flyver rundt i verden til koncerter hele tiden, og de er aldrig styrtet ned". Og så tænker jeg derefter: "Min kære BIG BRO flyver næsten hver dag." Det skal nok gå.
Og så skal jeg have en ny tatovering i London, så det bliver en rigtig god lille ferie.

Jeg er også begyndt på nogle nye projekter, som har vækket live i mine kreative anelser. Det er en form for forlængelse af bloggen, hvor der er plads til lidt mere spas og ballade. Det er internationalt - altså er det på engelsk, hvilket har vist sig at være lidt en større udfordring, end jeg troede det ville være. Jeg er flydende i engelsk, men jeg bliver så bevidst om udtale og små fejl, at jeg igen skal huske mig selv på, at jeg gøre det for min egen skyld. Ikke for nogle andre.
I kan måske gætte jer til, hvad jeg har gang i. Måske har du ingen anelse, men så må du vente lidt endnu. Jeg er ikke helt klart til at afsløre det endnu, men hold jer til i november - der regner jeg med at være klar til at afsløre mit projekt.

Som du kan læse, så kæmper vi (jeg) stadig, og jeg bliver ved med at kæmpe så længe det tager. Og det kommer nok til at tage resten af mit liv. Men det er en del af det at være Christina. Kunsten er at finde en balance i at kæmpe imod og pleje sine sår.

Jorden er giftig...

De sidste par måneder er et nyt problem listet ind på mig. Jeg har længe gået med angst og uro, men nu har min angst udviklet sig til tvangspræget adfærd, som hæmmer mig i min hverdag.

Det startede med, at jeg langsomt blev bange for mine egne tanker. Tanker om sygdom og katastrofe opstod i mit hoved - næsten som om jeg ønskede, at det skulle ske. Jeg vidste ikke, hvorfor jeg fandt død og ulykke spændende, så jeg blev forskrækket over, at jeg tænkte så meget på det. Jeg ønsker ikke, at nogen skal komme galt til skade. Tværtimod frygter jeg det! Alligevel kan jeg ikke andet end at frygte, at mine tanker skal give nogen problemer eller være årsag til, at folk bliver syge. Logisk ved jeg godt, at det lyder fjollet, og at jeg ikke har magt til at gøre folk syge. Men logikken stopper ikke mine tanker... Så de fortsætter uhindret.

Jeg vågnede en morgen, og jeg kunne mærke, at jeg ikke skulle stå ud af sengen. Tidspunktet var helt forkert. Hvis jeg stod ud af sengen, ville nogen komme galt afsted. Så jeg blev liggende. Jeg blev liggende og stirrede på uret på min telefon, indtil følelsen gik væk. Nu kunne jeg stå op.
Næste morgen var følelsen der igen, og jeg blev liggende. Jeg blev liggende indtil klokken var xx.05. Fem minutter over hel måtte jeg stå op.
Sådan blev det ved i et par dage, og jeg skabte et meget fast system, som hed, at jeg ikke måtte stå op mellem xx.45 og xy.05. Efter et par dage føltes dette også forkert, så jeg indsnævrede mit vinduet så det efterhånden kom til at hedde: xx.30 til xy.25. SÅ nu havde jeg et fem minutters vindue, hvori jeg måtte rejse mig fra sengen, så var jeg mindst muligt skyld i, at nogen kom til skade. Missede jeg vinduet, så skulle jeg vente en time.
Og sådan har jeg levet i snart en måned nu.

Min hverdag er blevet fyldt med små ting, som er sikkerhedsforanstaltninger for, at alle er raske og i live. Sker der et uheld eller nogen bliver syge, så tænker jeg: "Hvad har jeg gjort?" og "Hvordan forhindrer jeg det fra at ske igen?"

Jeg har rigtig meget uro i min krop, og når det går op for mig, at mine ben og fødder bevæger sig i en bestemt rytme, så tør jeg ikke afbryde den, for... Nogen kunne dø. Og det kredser i mit hoved, at jeg hele tiden sætter folk i fare på grund af min egen bekvemlighed. Så jeg må hellere fortsætte, indtil jeg giver op af udmattethed eller fordi jeg skal bruge mine fødder til at gå med.

Et af mine nyeste problemer er, at jeg ikke må træde på revner i fliser eller asfalt. Det gælder også revnerne mellem stenene. Det gør det meget besværligt for mig at bevæge mig ud af min lejlighed. Hver gang jeg skal ud at handle, går jeg med 100% fokus på ikke at træde på revnerne. Og jeg træder over revnerne eller må tage små skridt indenfor fliserne. Og jeg kan se, at folk kigger på mig, men hvad skal jeg ellers gøre? Jeg kan ikke flyve. Og jeg har prøvet at fortælle mig selv, at det er gammel overtro, som nogen har besluttet. Det er ikke sådan, det er i virkeligheden.

Nogle af fliserne i mit køkken har revner i sig. Og jeg stod og kiggede på dem og tænkte: "Hvad hvis jeg ved et uheld kommer til at træde på dem, hvis jeg ikke er opmærksom i et øjeblik?" Så lagde jeg et tæppe hen over dem og fortalte mig selv, at så træder jeg teknisk set ikke på revnerne.

Jeg skulle ud med skraldet i dag, men jeg stod og kiggede på fliserne foran min lejlighed og tænkte: "De her fliser er så smalle, at jeg umuligt kan gå på dem uden at røre revnerne". Jeg ville kunne gå på græsset nogle af stederne, men langt fra alle steder. Så jeg lod mit skrald ligge.

I morgen skal jeg tage kampen op igen. For jeg skal jo ud med mit skrald på et tidspunkt. Og jeg har udtænkt en plan. Jeg kan gå på græsset til en omvej, som tager mig ud til nogle store fliser, som jeg kan gå på hen til skraldestationen. Men hvordan kommer jeg så til min postkasse?

Det er en uendelig omgang "Jorden er giftig" og det optager enormt meget energi og tid. Det er udmattende, at mit hoved konstant er fyldt med tanker om skyld og død. Og jeg ved ikke, hvordan jeg skal stoppe det.

Selvtillid søges

Jeg leder efter min selvtillid - har du set den?
Jeg tror, jeg er kommet til at efterlade den et sted her omkring, men jeg kan ikke finde den. Jeg har ledt i min rygsæk og i gaderoben. Der er den ikke. Jeg har virkelig brug for at finde den, for hvis jeg skal have mig en ny selvtillid, så skal jeg gå en lang og kroget vej. Det kan faktisk godt være farligt at gå foruden sin selvtillid alt for længe af gangen. Det kan give en et forkrøblet forhold til sig selv - og det er usundt.

Den er lille og skrøbelig, men den er smuk og unik. Den giver en lyst til at danse og modet til at gøre det uden at tænke over, hvad andre tænker. Den er også klog og kan fortælle dig alle detaljer om græske søjler og latinske druk-lege. Og så er den den fuld af ballade - så du må hellere passe på du ikke lader dig lokke af friske ideer og storslåede planer.

Men den har skudhuller, og den er bange. Jeg har ikke altid passet godt på den, for en gang troede jeg at der var uendelige mængder af selvtillid. Jeg havde endnu ikke forstået, at selvtilliden tager skade, når den ikke får rigelig omsorg. Og ikke bare hvilken som helst omsorg - det skal helst være af den kærlige slags - ingen tough love her.

Hvis jeg skal have mig en ny selvtillid, så skal jeg på en rejse, som jeg ikke ved, om jeg kan klare, så det kunne være rart, hvis jeg kunne genfinde min gamle selvtillid. Hvis jeg kunne tro lidt mere på mig selv, så ville den måske finde sin egen vej tilbage til mig, men det er svært, når jeg ikke engang ved, hvordan jeg skal passe på mig selv. Jeg kan godt forstå, at min selvtillid ikke har lyst til at hænge ud med mig mere.

Så hvis du ser den, vil du så ikke fortælle den, at jeg er ked af, at jeg ikke tog mig bedre af den? Vil du fortælle den, at jeg elsker dens spontane ideer og øjeblikke med frygtløshed og håb? Jeg skal nok prøve at forbedre mig, så jeg kan passe bedre på den.
Men det er også vigtigt, at den forstår, at jeg er et halvt menneske. Jeg er ikke rask, så jeg kan ikke gøre det samme, som andre mennesker kan. Det kan godt skade selvtilliden, når man er nødt til at se realiteterne i øjnene, men jeg har brug for den hos mig, så jeg kan møde hver dag med oprejst pande.

Jeg har brug for den til at stå imod frygt og angst. Jeg har brug for den til at sætte den ene fod foran den anden og turde springe ud i mine drømme eller sætte en fod på dansegulvet. Jeg har brug for den, så jeg kan føle mig fjollet og i live. Og jeg har brug for den, for uden den kravler jeg rundt på gulvet i blinde, fordi jeg ikke har modet til at stå på mine egne ben.


Så har du set den?

Sidsterangsmennesket i Jyllands-Posten

I søndags trykte Jyllands-Posten min kronik "Sidsterangsmennesket". Jeg har fået utrolig meget feedback, hvoraf 99% har været roser. Enormt mange fremmede mennesker har skrevet til mig og min Typisk T-rex har fået 700 besøgende på en uge, hvilket er en god del. Så naturligvis er jeg meget overvældet over responsen! Mange tusinde tak skal I alle have - for at I følger mig og støtter mit lille skribent eventyr!

Rachmaninoff

Hvis jeg siger Rachmanioff, hvad tænker du så? Hvis navnet ikke siger dig så meget, så er det helt okay. Nu skal jeg fortælle dig lidt om ham.

For 120 år siden skrev Sergei Rachmanioff et stykke klassisk musik, som afspejlede hans kamp imod depression og personlige problemer. Symfonien er i dag kendt som hans 2. Piano Concerto, og det er rent ud sagt et dystert stykke musik.

Og måske er det den dyster stemning og den levende smerte, der gør stykket så attraktivt for mig. Jeg lærte symfonien at kende, da jeg gik i folkeskolen. Du ved, hvordan det er med klassisk musik - man kender melodien, men det er ikke altid, man kan sætte navn og kunstner på. Sådan var det også med denne symfoni, indtil vi en dag så en kortfilm, som brugte netop dette nummer i rulleteksterne, og jeg vidste, at jeg var nødt til at høre det igen og igen og igen.

Jeg har ingen musik kunstskab eller viden, så jeg skal ikke kloge mig på, hvad der gør nummeret så specielt. Men jeg kan fortælle, hvad det gør for mig.

De første 2 minutter og 20 sekunder føles som om at gå på en kirkegård i mørke. Det føles, som om  der er et sort hav inden i mine blodårer, som skvulper over. Det føles som at klynge sig fast til rælingen på et skib, der er ved at kæntre.

Fra 2:20 til 5:30 har taget mig år at lære at forstå og værdsætte. jeg har altid været draget af de mørke dele af musikken, så jeg skulle høre stykket mange gange, før jeg fandt ud af, hvad de lyse betød. For tiden læser jeg det som en forårsstorm. Der er blomster og lys, men under det hele ligger den sorte skygge stadig og lurer. Det er som om faren aldrig helt forsvinder, selvom der på overfalden er pænt og rent.

Og så kommer mit ynglingstykke. Fra 5:30 til 6:30 er jeg indhyllet i gåsehud, og hver gang jeg hører symfonien er jeg nødt til at stoppe op og lytte. For den bliver ved med at forbavse mig. Den bliver ved at få mig til at tro at jeg står i orkanens øje, men alligevel bliver den mere og mere intens, indtil jeg sidder tilbage med raseri i kroppen. Jeg bliver lige overrasket hver gang.

Og jeg ved ikke, hvorfor det er vrede, jeg sidder tilbage med. Jeg har det, som om mine blodårer brænder, og jeg er blevet snydt for en million kroner. Og det er som regel her, jeg starter stykket forfra. Der er egentlig godt en halv time mere, men jeg ved ikke om jeg er for ung eller endnu for dum til at forstå den sidste del ordentlig.

Måske er det fordi den første del af stykket symboliserer den depression, som skal overvindes, og den sidste del er for mig at se overvindelsen og helbredelsen - og der er jeg ikke endnu. Så måske kan jeg om nogle år kigge tilbage og se, at jeg nu forstår fem minutter mere, end jeg gør nu.

Så hvorfor skal du høre om Rachmanioff?
Det skal du, fordi symfonien afspejler, hvordan jeg har det lige nu. Jeg har i efteråret og i vinters haft en svær depression, som egentlig havde set ud til at aftage lidt hen over foråret. Det har været som om jeg har genvundet noget af min glæde og egenskaber. Men nu kan jeg se, at jeg egentlig har befundet mig i en forårsstorm. Tingene begyndte at blive pænere på overfalden - også selvom de aldrig blev helt gode - men lige nu er jeg på vej ud et sted, hvor jeg ikke føler, jeg kan bunde.

Jeg er et følelsesmæssigt rod. Den sidste uges tid har jeg ikke haft kontrol over mine følelser. Jeg græder det meste af dagen, og når der endelig er ophold, så er jeg så udmattet, at jeg sover.
Jeg oplever, at min krop ikke selv kan aflæse mine følelser. Når jeg er ked af det, er jeg ved at falde om af grin, som knækker over i hulk, som gør det svært at trække vejret.

Jeg står tilbage og tænker: "Hvordan skal det her nogensinde få en ende?" og det egentlige spørgsmål er vel, om jeg snart knækker kurven? Skal jeg blive ved med at få det værre eller begynder det snart at lysne? Om en uge har jeg min sidste eksamen, og jeg håber, at når presset letter, så falder der ro på, men noget i mig siger, at jeg skal igennem mørke-lys-mørke scenariet om og om igen, før jeg ender med at forstå de sidste 30 minutter af Rachmanioffs symfoni.

Dyr med G

Trigger-advarsel: Dette indlæg omhandler selvskade, selvmordstanker og depressionstanker.

Der er gris og gorilla. Og gedde...

Man skulle ikke tro, at en børneleg kan gøre stor forskel mellem liv og død, men den gør den. Og jeg skal forklare dig hvorfor.

Jeg har en app, der hedder "min plan". Det er en app, der skal fungere som redningskrans, når den eneste vej frem er igennem selvskade, eller man har tabt håb for livet. Det er en meget simpel app. Man skriver sine symptomer ind og kan derefter "parre" symptom med en strategi til at få symptomerne til at forsvinde.
Man kan kode sine pårørende ind, og den ved altid, hvor det nærmeste sygehus er, så skulle man ende med at gøre skade på sig selv, så kan man hurtigt få hjælp.

Det her er min stategi-liste. Den er ikke specielt imponerende, men den er tilpasset mig. Stategierne deler sig lidt op i to kategorier:

UNO: Jeg er ked af det - kategorien

Se en god film

Ring til Mor og Far

Tage PN (Beroligende medicin).

DUO: Jeg er panik-ked af det - kategorien.

Ring til Mor og Far
Skub den 10 minutter
Tag et bad (Gerne koldt)
Vejrtrækningsøvelser
Dyr med G

Nogle af dem siger sig selv, men "skub den 10 minutter" kræver måske lidt forklaring. Det handler i bund og grund om, at jeg sætter et ur til 10 minutter, når jeg gerne vil skade mig selv. Og så venter jeg 10 minutter - til når uret ringer. Men så sætter jeg et nyt ur - igen på 10 minutter. Jeg skubber den hele tiden 10 minutter, fordi jeg kan overskue 10 minutter af gangen, når jeg er ked af det. Det er ikke altid jeg kan overskue 1 time eller en hel nat.
Jeg er som regel kommet på bedre tanker, når de 10 minutter er gået 2-3 gange.

Og det er her Dyr med G kommer ind i billedet.
Forestil dig, at jeg sidder med ansigtet fuldstændig opløst i tårer. Jeg sidder med valget mellem at skade mig selv eller ringe til vagtlægen og blive indlagt. Og så sidder jeg der, og jeg siger:

"Christina. Find alle dyr, der findes, med G" og det kan syntes fjollet og nærmest pinligt, men det er en leg, der rydder alle tanker i hovedet. For min krop hulker stadig, og jeg er ved at falde fra mig selv, men mit hoved er roligere og mere fokuseret, for jeg prøver at finde alle fucking dyr, der starter med G.

Det er en overlevelsesmekanisme. Det lyder måske underligt, men for mig er det overlevelse. Nogle gange kan jeg falde igennem flere lag af sindsstemning på få sekunder. Jeg kan gå fra at være okay til at være frustreret over, at jeg ikke.... kan. Jeg kan intet. Jeg kan ikke passe på mig selv, og jeg kan ikke være til nytte.
Og så bliver jeg sur på mig selv over, at jeg ender med at blive samfundets røvhul, og så er det, at jeg begynder at få tanker om selvskade. Jeg har forestilling om, at jeg fortjener smerte, og at al den uro og sorg, jeg føler inden i, bliver nemmere at håndtere med smerte. Nogle gange handler det også om, at jeg har så ondt indeni, men ikke har nogle fysiske mærker som bevis på min smerte. Det er stor frustration. Og jeg er heldig, at jeg ikke fejler noget fysisk, men det kan nogle gange føles uretfærdigt, at jeg har så mange sygdomme, som man ikke kan se.

Der er ingen, der stopper op og siger: "Nå for den da, Christina har da vel nok brækket benet. Det ser ud til at gøre rigtig ondt. Skal vi ikke lige finde dig en gips og noget smertestillende?"
Sådan fungerer det ikke med mentalt helbred. Fremmede kigger ikke på mig og siger: "Nå for dælen, der har vi ganske vist en lille depressions-person. Stakkels dig, hva"; Eller jo, men det er mest, når jeg står foran kassedamen med tårer løbende ned af kinderne og 4 pakker kiks.

Men når jeg tvinger mig selv til at finde alle dyr med G, så er jeg nødt til at lukke alt det ude. Jeg er nødt til at fokusere på grævlinger og guldfisk. Og det virker som regel. For når jeg er færdig med G, så vælger jeg et andet bogstav. Og før jeg er nået igen alfabetet, så er min sovepille begyndt at virke. Og før jeg ved af det, så drømmer jeg om gæs og en ged - der hedder Gilbert.

Skizofreni til 500, tak!

Hvilken sindslidelse er kendetegnet ved forandringer i måden at opfatte sig selv, andre og verden på? Et andet typisk tegn er vrangforestillinger og tankeforstyrrelser. Sygdommen hænger blandt andet sammen med forstyrrelser i signalstoffet dopamin i hjernen.

I sidste uge blev jeg del af en ny statistik. Hvert år får 500 danskere diagnostiseret skizofreni. Og jeg er blevet en af dem. Jeg har flere gange i løbet af det sidste år sagt: "Nå, i det mindste har jeg ikke skizofreni" og grint. Egentlig griner jeg stadig. Skæbnen vil af og til gå nogle underlige veje, og nu har den ført mig til endnu en diagnose, men der er stadig en stor del usikkerhed i spil.

Jeg fik diagnosen Udifferentieret (blandet) skizofreni, som på dansk hedder "Vi-ved-ikke-helt-hvad-du-fejler-skizofreni", så de gav mig en diagnose og nu prøver vi noget behandling, der forhåbentlig skal hjælpe.
Jeg bliver behandler i OPUS, som er skizofreni-klinikken med de skarpeste psykologer. Jeg føler mig i gode hænder her, selvom jeg starter forfra med min behandling.

Så hvad fejler jeg egentlig?
Overlægen, der udreddede mig, spurgte, hvilke af mine symptomer, der generede mig mest, og man skulle måske tro, at jeg svarede stemmerne og skrigene i mit hoved eller opfattelsen og tanken om verden som et computerspil - som enten vindes eller tabes ud fra dine handlinger. Jeg kunne også have svaret, at jeg var mest generet af mine negative symptomer, som er mangel på energi, følelsesforladthed og koncentrationsbesvær.

Men jeg svarede:

"At jeg er så bange hele tiden"

For jeg kan godt forstå, at nogle dele af min hjerne er ude af balance. Jeg kan fortælle mig selv; "Jeg er ked af det i dag, fordi min hjerne mangler visse stoffer." Og så kan jeg mærke og acceptere ked af det-heden. Men frygt er noget andet. At leve i konstant angst er uudholdeligt. 

Jeg vågner om natten OVERBEVIST om, at jeg skal dø, eller at der er nogen, som er ved at bryde ind. Jeg har prøvet at ligge stiv af skræk, fordi jeg var 100% sikker på, at Djævlen var i min lejlighed.  Jeg har været i bussen, på uni, på gågaden, blandt venner, i supermarkedet, på hospitalet og tænkt: "Nu springer vi i luften", og jeg har ventet på eksplosionen. Forventet at den skulle ske. Hvert sekund. Bare ventet på at dø. 

Jeg hørte engang en TED-talk, hvor foredragsholderen sagde: At have angst er lidt ligesom at misse det sidste trin på trappen. Du falder et ganske kort sekund, men hele din krop når at opleve suset af adrenalin og spænding, som bliver forløst af jorden, som griber dig. Men når man har angst bliver man ikke fanget af jorden. Man falder om og om igen. 

Sådan føles det. 

Men hvorfor har jeg så skizofreni?

Jeg ved det ikke... Det hele er stadig meget nyt for mig, og der er mange ubesvarede spørgsmål...

Måske er det stress-udløst. Måske har jeg haft for meget skole, for meget job, for meget depression, for meget angst, for meget PTSD, for meget sårbarhed, som har gjort, at jeg har været "modtagelig" for sygdommen. Skizofreni smitter ikke, men man kan være genetisk disponeret, hvis andre i ens familie har skizofreni. Så vidt jeg ved, har jeg ikke nogen familiemedlemmer med skizofreni. 

Men... er jeg sådan rigtig skizofren? 

Altså der er ingen grund til at tænke anderledes om mig. Jeg er stadig mig. Jeg er ikke pludselig blevet farlig - tværtimod. 

Men ja, som jeg har skrevet om før, så har jeg vrangforestillinger. Jeg hører skrig. Rigtige rædselsskrig. Jeg hører dem især om natten. Derudover har jeg en kommentator, som jeg kalder for min ufødte tvilling (Smuk kliche), som taler til mig, når jeg presset. 

Ifølge min journal - Ja, der ligger mange lange journaler...- har jeg noget, der hedder tankepåvirkningsoplevelser. Hvilket der står, fordi jeg fortalte lægen om, at jeg er klar over, at noget, jeg har tænkt, formegentlig har påvirket min mormor og farfars død. Jeg tænker helt seriøst, at jeg har ansvar og skyld i deres død, hvilket er hårde tanker at gå rundt med. Jeg skal altid være forsigtig med mine tanker, for folk kan komme til skade, fordi jeg ikke udviser min taknemmelighed for dem. 

Men samtidigt er der et ekstremt kaos indeni. Det er som om jeg holder på 1.000 heliumsballoner, som jeg forsøger at gribe om, men af og til smutter en ud af hænderne på mig, og så er det, der sker uheld. 

Er jeg så slet ikke deprimeret?

Jo, jeg vil faktisk sige, at jeg lige nu er i forværing efter en periode, med gode dage. Jeg har lige nu overflod af dårlige dage og nætter. Og så tænker du måske: Har du ikke altid det?

Tjo, måske. Jeg skriver i hvert fald mest om min depression, når den er hård ved mig. Jeg burde måske være bedre til at dele mine gode dage på bloggen, men jeg er sikker på, at de ikke er lige så spændende, som de dårlige er. 

Skizofreni, depression og angst hænger desværre godt sammen, så de tre går ofte hånd i hånd. Og det gør de hos mig. Så fordi jeg får en skizofreni-diagnose betyder det ikke, at jeg så ikke har depression. Man kan måske nærmere sige, at jeg har angst og depression på grund af min skizofreni. 

Men hey, så vidt jeg ved kan der komme en psykolog om en måned og sige: "WAIT lige a half. Du har jo slet ikke skizofreni! Du hører slet ikke til i denne afdeling. Du skal faktisk et helt andet sted hen..." og så får jeg en anden diagnose og bliver sendt et andet sted hen. 

Nu må vi se. 

Tusmørke-effekten

I 2008 sendte 'Troldspejlet' en anmeldelse af den splinternye 'Twilight'-film, som gik i biograferne. Dengang var jeg 11. Jeg sagde: "Mor, jeg vil gerne se den film". Min mor svarede, at hvis jeg læste bogen, så måtte jeg komme i biografen og se filmen, så min mor købte bogen til mig.

Twilight skulle være den første af mange bøger, jeg har samlet på i tidernes løb. For selvom jeg ikke nåede at læse bogen færdig, før den var ude af biograferne, så skulle den være skelsættende på flere måder igennem mit liv.

Jeg slugte bogen råt. Jeg husker, at jeg sad i cykelskuret i frikvartererne dybt begravet i de over 500 sider. Jeg havde aldrig før mødt et medie, som jeg kunne fordybe mig så fuldstændigt. Men denne fortælling optog mig i sådan en grad, at jeg tog bogen med uanset, hvor jeg gik. Jeg havde den altid til at ligge på kanten af mit bord i skolen, og jeg tog den med på alle køreture, uanset hvor korte de end måtte være.
Da der ikke var mere bog, læste jeg næste bog i serien, og derefter var der ikke udgivet flere bøger på dansk i serien, så jeg måtte finde andre bog-serier. Og hermed voksede min kærlighed til bøger; ikke kun at læse bøger, men også at skrive, fantasere og imaginere historier, som ellers kun fandtes i mit hoved - i hvert fald indtil jeg skrev dem ned.

Jeg blev lige så forelsket i film-serien, som jeg havde været i bog serien. Jeg sad i biografen til premiere og talte dagene til nye udgivelser. Det endte med, at jeg købte den sidste bog på engelsk, før jeg overhovedet var en stabil engelsklæser, fordi jeg var nødt til at vide, hvad der skete.

Hvorfor snakker vi 'Twilight'?- tænker du nok.
Vi snakker 'Twilight' fordi jeg for nyligt genlæste og genså filmene, og da den sidste film endte, sad jeg med en overvældende nostalgisk energi, som jeg ikke kunne placere. Var den god eller dårlig?
Jeg havde tårer trillende ned af kinderne af to grunde:

UNO:
Jeg var nostalgisk over genoplivning af alle de gode minder, jeg har med Twilight. Jeg har så meget kærlighed til de karakterer i min krop, at det føltes tumpet og en anelse pinligt at indrømme. At serien stadig er lige så god, som jeg husker den, er en lettelse.

DUO:
Jeg genoplevede den smerte, jeg havde haft i disse år i mit liv. I folkeskolen havde jeg problemer med at passe ind. Jeg husker ikke, om jeg sad i cykelskuret med en kilotung roman fordi jeg ikke havde nogen venner. Eller om jeg ikke havde nogen venner fordi jeg sad i cykelskuret med min bog. Jeg husker bare, at jeg ikke havde nogle venner, men at jeg havde en bog.

Folkeskolen bærer nogle grimme minder med sig. Jeg var et nemt mål for mobning, fordi jeg var tydeligt anderledes. Jeg bar en rød-strikket-og-stribet-hue hver dag. Min mormor havde strikket den til mig. Faktisk havde jeg to. De var magen til hinanden, så jeg kunne skifte lidt mellem dem.
Hvis du kendte mig dengang, så kan du måske huske min hue?
Jeg husker, at jeg stod i midten af en rundtkreds, mens huen blev kastet rundt, og jeg forsøgte at jagte den. Jeg husker, at den hver dag blev taget fra mig, og jeg skulle jage hvem end, der havde taget den. Hver dag skulle jeg lege "tampen brænder", fordi nogen havde gemt min hue et sted i skolen.

Jeg husker, at der blev oprettet en falsk facebook-profil ved navn 'Jeppe Fuldmåne', som søgte mit venskab på facebook. Jeg var ikke gammel nok til at forstå, at den var falsk, men da der pludselig blev kommenteret: "Smuk", "Du er lækker", "Du er flot" under alle mine billeder, så kunne jeg forstå, at var noget galt. Vedkommende var kun venner med folk fra min årgang, som var "outsidere". Det var alle sidsterangsmenneskerne. Jeg konfronterede den falske profil, og den blev lukket, men jeg fandt aldrig ud af, hvem det var, selvom jeg har mine anelser.

Jeg husker, at jeg var på vej fra klasselokalet til biblioteket alene, da en gruppe af de ældre elever kommer gående imod mig. Jeg kan huske, hvad jeg havde på i detaljer. Jeg havde cowboybukser på, en sort Nik & Jay-trøje. Et par fingreløsevanter, som min mormor havde strikket. Jeg havde sort eyeliner og sort mascara på. Og jeg husker det meget specifikt, fordi denne gruppe af ældre elever begyndte at råbe: "EMO" efter mig. På det her tidspunkt har jeg gået i 7. eller 8. Men jeg husker det tydeligt. For jeg var ikke emo. Jeg var misforstået.

Jeg husker, at jeg en dag i 7. klasse kom ind i klasselokalet, og jeg så, at der var blevet sat et kondom nedover min drikkedunk. Og alle grinede. Alle undtagen mig. Min taske var fyldt med bitte små stykker af papir, som var blevet klippet ud og dumpet ned i min taske.

Jeg husker, at jeg sad hos sundhedsplejersken i 8. klasse, og jeg fortalte hende, at jeg havde ondt inden i. Jeg fortalte, at jeg ikke kunne finde venner i min klasse, og at jeg græd hver dag. Og jeg fortalte, at jeg var uendeligt ked af det. Jeg husker svaret, jeg fik. Hun sagde, og jeg citerer: "Prøv at tab dig lidt og få nogle venner". Det var, hvad hun sagde. Aldrig var jeg blevet så svigtet. Jeg havde prøvet at åbne op overfor 'en voksen', om at jeg var bange for, at jeg havde en depression, og jeg havde fået et usselt svar, som sidder i mig i dag.
Jeg var ødelagt. Jeg kan huske, at jeg nogle måneder efter skrev et brev i ren fortvivlelse. Jeg det stadig liggende et sted. Det blev 15 sider langt. Papiret knasede, fordi det var blevet genneblødt af tårer. Da jeg startede med at skrive brevet, vidste jeg ikke, hvem det var til. Men det var et råb om hjælp, som aldrig blev sendt. Jeg ville have sneget det ind under døren til sundhedsplejersken, men jeg vidste ikke, om hun ville tage mig seriøst denne gang.

Jeg husker, jeg sad i klassen en dag, da drengene bad 'Google Translate'-damen om at læse højt med sin robot-stemme. Jeg husker, at høre ordene: "Gormsen er grim"og "Gormsen er en luder" blive læst høj i ekkoet af deres grin. Jeg husker, min mor havde sagt: "Så slog ham, hvis han fortjener det", så det gjorde jeg. Jeg slog ud efter ham, der havde været efter mig i flere år. Og jeg fik problemer. Den første gang, jeg nogensinde reagerede på den mobning, jeg var udsat for. Jeg blev sat uden for døren, og efter en (for mig) meget frustrerende samtale med min klasselærer, hvor jeg fik at vide, at jeg var skurken, blev jeg bedt om at sige undskyld. Og jeg svarede nej. Jeg ville ikke sige undskyld. Jeg havde fået at vide af min mor, at jeg ikke skulle undskylde, hvis jeg slog ham.

Jeg husker en af de sidste uger af 9. klasse, blev jeg fortalt et af de rygter, der havde været omkring mig. Rygtet gik ud på, at jeg var lesbisk, og jeg havde lavet øjne og sagt ting såsom: "jeg vil have dig" og indikeret, at jeg var seksuelt tiltrukket af pigerne i parallelklasserne. Jeg skulle eftersigende have været "helt vildt klam" og "open for business".

Og i det øjeblik, jeg hørte disse rygter blev jeg enormt glad. Glad for at folkeskolen skulle slutte nu. Glad for, at jeg aldrig skulle se nogle af disse mennesker igen. Glad for, at jeg aldrig mere skulle jage mine ting rundt på skolen. Glad for, at det var okay at hade mennesker, for det gjorde jeg. Jeg var så indbrændt. Det var slut med at spille ligeglad, for folkeskolen var ovre. Lige om lidt.

Så hvad har 'Twilight' at gøre med det hele? Jeg det ikke helt. Men det, jeg ved. er, at mens jeg har genlæst og genset serien, er disse minder dukket op i mit indre. Og jeg finder mig stoppe op og gispe i smerte over, at jeg har været det her igennem. At genopleve 'Twilight' gav mig en masse glæde, men det viste mig også en del af mit liv, som har stået i baggrund af depression og PTSD i nogle år nu. Jeg var et offer for mobning i folkeskolen. Og jeg har i mange år underspillet og måske ikke helt været opmærksom på, hvor slemt det var, for det var min hverdag.

Twilight var, hvad gjorde mig glad i denne periode af mit liv. Det var, hvad jeg forsvandt væk og fordybede mig i. Og det er Tusmørke-effekten. At tillade sig selv at overgive sig til bøger og film, fordi det er hvad, der er til rådighed, når man sidder i cykelskuret som 11 årig.

Billedet her er taget i 2010. Det var et par uger, før jeg fyldte 13. Sådan så jeg ud.

Naturlig pels

Dette emne har stået på min To-do-liste, fra før jeg oprettede bloggen. Så nu er det ved at være tid til, at vi skal snakke om kropsbehåring. Vi har det alle sammen. Og vi ved alle sammen, at vi alle sammen har det. Nogle har meget lidt naturlig hår og andre er dækket på hele kroppen. Og det er bare de "store hår". Vi er alle dækket af meget små og fine hår. Det er en del vores naturlige hud.
Hvis du kigger på din arm, så kan du formegentlig se dem. De gør ingen skade, tværtimod er de med til at regulere vores kropstemperatur.

Vidste du, at hvis din krop er i energimangel f.eks. ved et vægttab eller spiseforstyrrelse, så skruer kroppen op for produktionen af hår, og man vil få en højere mængde hår på kroppen, fordi kroppen kæmper for at holde sig varm.

Min hud er bleg og mine hår er hvide. Jeg har aldrig haft noget stort problem med kropsbehåring, fordi folk simpelthen ikke kan se, om jeg har barberet ben eller ej. Så jeg har da prøvet det et par gange, men det var tidskrævende og skulle holdes ved lige hver uge. Og da jeg arbejdede i svømmehalen valgte jeg at sige: "Det kan jeg simpelthen ikke finde tid til, så må folk se mine bare ben med hår på." og der er aldrig nogensinde nogen, som har kommenteret mine naturligt behårede ben, mens jeg har været på arbejde.
Men jeg snakker af og til med mine tidligere kollegaer om emnet, og mange af dem barberer deres ben, og har udtrykt jalousi over mine "usynlige" hår.

Men hvorfor har vi overhovedet fået ind i hovedet, at ben ikke må have hår på sig? Kvinder skal helst barbere ben, og mænd skal helst lade være. Det er da for underligt. Det samme gælder hår under armene og i kønsområdet.
Kvinder skal helst ikke have hår - slet ikke under armene - men mænd kan køre deres egen stil. Det er sjældent, jeg møder en mand, som har barberet sig i armhulerne. Og jeg kan da godt forstå, de ikke gider. Nøj, hvor tager det meget energi og penge at holde sig barberet.

Da jeg blev indlagt i efteråret måtte vi ikke have skrabere, så jeg blev tvunget til ikke at barbere mig i efteråret. Og mine bade var markant hurtigere og markant behageligere. Jeg skulle ikke stå med en arm vredet af led og gøre mig skeløjet for at se min egen armhule - med en ny og dog allerede sløv skraber i hånden, hvor tre stykker havde kostet 85kr - men det er jo også, fordi de er lyserrøde og har en "gel", som mest af alt gør, at man slet ikke kan komme til.

Så jeg lod være. Jeg kunne ikke gøre det, da jeg var indlagt, og da jeg blev udskrevet var alt mit hår vokset ud. Og hvis du nogensinde har prøvet at afskrabe hår, som er over 3 millimeter lange, så ved du, at det faktisk er næsten umuligt. Hårene sætter sig fast imellem bladene, som var de limet fast.

Jeg lod min naturlige pels vokse ud, og det er skønt - venner. Stort OK herfra. Og nu har jeg hår under armene, som snart er 3-4 cm lange. Min kropslugt er blevet meget mere "rolig" og området klør eller sviger aldrig mere.

Så jeg begyndte at tænke:
- Hvornår kan jeg begynde at style det?
- Gad vide om, jeg kan flette det?
- Hvordan vil de se ud i anden farve?

Forestil jer lige alle de blikke, jeg vil få, når jeg til sommer kommer gående med min lyserrøde T-rex badedragt og grønne hår i armhulerne? Eller en matchende pink måske...?
Jeg ved godt, at det måske er en fremmede tanke for dig, men overvej lige hvor mange hoveder, jeg ville vende. Hele stranden ville kigge efter mig. Det kan godt være, at du har en god røv, men jeg har lyserrøde armhuler. Slå den!

Naturligvis holdt jeg op med at købe skrabere, men det kom til et punkt, hvor jeg tænkte: Hvad hvis jeg gerne vil fjerne mine hår en dag? Hvad hvis jeg vil lave en fletning og fjerne alt det andet hår. (Til de interesserede kan jeg fortælle, at jeg har prøvet. Det er desværre umuligt at flette sin egen armhule...) Så jeg begyndte at lede efter alternativer til plastik-skraberen, og jeg faldt over safety razor- modellen, som er lavet i metal, og hvor man kun udskrifter bladet, når det engang er færdigt. Jeg bestilte en, og jeg må sige, at jeg er meget imponeret.

Jeg barberede den ene armhule (kun én fordi alle en feminists kræfter sidder i armhulehårene - at du ved det...) og det tog 30 sekunder. Der var ingen hår, der sad fast i skraberen, og jobbet blev udført uden andet besvær en den nødvendige skiløjet position. Og I må gerne se resultatet.

   

Mine damer og herre, jeg præsenterer min ene barberede armhule og min anden ubarberede armhule. De er lige smukke og gør mig lige meget til en kvinde. Og de er helt rene, så de er ikke klamme, med mindre du har et problem med at se min naturlige pels. Det er også okay. Jeg kan ikke konvertere alle på én dag. Men i tilfælde af, at du aldrig har et en kvinde med hår i armhulen; værsgo det er gratis. 

Det smukke ved barbering er, at man selv bestemmer. Til alle mine søstre (og brødre), som elsker at være hårfri - You go, girls! og til alle os, der bare er lidt trætte af barbering - Go us as well! Og hvis du vil gå fuldt ud hulemand, så har du vores velsignelse!

Det er bare pels. 

Skal man vente på ægte kærlighed?

Det er sjældent, jeg skriver om noget, som jeg ikke selv synes, jeg har svaret på. Men det gør jeg nu. Det sidste års tid har spørgsmålet om, der virkelig findes en soulmate til os hver, eller om kærlighed er mere eller mindre tilfældig process, som handler om, hvem man er heldig (eller uheldig) at møde.

Jeg vil gerne starte med at sige, jeg er ung - blot 21 år, men jeg har oplevet forskellige grader af forelskelse og kærlighed igennem de sidste par år, så jeg har alligevel noget at sige om emnet. Det kan være, at jeg har skiftet holdning om 1 år, men det kan jeg ikke tage stilling til nu. Det gode ved livet er, at man lærer nyt hele tiden. Plat - I know.

Så skal man vente på "Mr. Right"? 
Jeg vil virkelig gerne tro på, at der findes mennesker, som er er skabt for hinanden, men hvis jeg skal være ærlig, så tror jeg, at mennesker mødes og forelsker sig i hinanden tilfældigt. Og enten så klikker man sammen, eller også gør man ikke. Det finder man ud af, som tiden går. Nogle ved det i løbet af en enkelt aften. Ja, vi skal så ikke ses igen. Og så er den ikke længere. Nogen når at være gift et helt liv, før det går op for dem, at man faktisk skulle noget helt andet. Og så lægger man sine planer om.
Men er det fordi, at vedkommende, man havde mødt, ikke var ens soulmate? Hvornår ved man, at man har mødt den rette? SKAL MAN VENTE PÅ HAM?

Jeg tror ikke, at jeg skal vente på "Mr. Right". Måske er det fordi, han ikke findes derude. Måske er han på den anden side af planten og har besluttet sig for at slå ned med en tilfældig kvinde. Måske har jeg bare for travlt med alle de andre ting, jeg skal nå i mit liv. Han står ikke på min "one day more"-liste, fordi han ikke skal have den magt over mig. Jeg vil ikke være bundet af en mand, hvis det betyder, jeg kompromiser min egen lykke. Det er noget, jeg har lært i løbet af det sidste år.

Man kan godt være ensom i et forhold, selvom man tror, at det er det rette for en. Og når man kommer ud på den anden side, går det op for en, at man begge havde trukket en forestilling om ægte kærlighed ned over hovedet på hinanden. Og jeg ville ofre alt for at holde fast i "ægte kærlighed", da jeg først troede, jeg havde fundet den. Og pludselig smuldrer den imellem fingrene på en, som havde man vendt et timeglas.

Nogle mennesker på min alder har allerede slået sig ned med mand og hus og børn. Det er utroligt at tænke over nogle af de forskellige, der er på min generation og generationerne nogle få årtier tilbage. Vi er alle sammen vildt forskellige steder i vores liv. Der er ikke længere en tradition, der dikterer, at man skal være gift som 25 årig og have børn som 30 årig. Nogle vælger at gøre det før. Nogle gør det bagefter. Nogle gør det slet ikke. Nogle laver helt om i traditionerne.

Da jeg gik i folkeskole, var der en af mine lærere, som valgte at få børn uden en mand. Hun har i dag to dejlige børn, som jeg har haft fornøjelsen at kende lidt. Dengang havde jeg en forestilling af, at man skulle finde sig en mand, som man skulle have børn med, men min lærer var med til at åbne mine øjne og få et bredere perspektiv på, hvad det vil sige at stifte familie. Kvinder har et "biologisk ur", der tikker, og hvis "Mr. Right" ikke står ved ens side, hvad gør man så?
Venter man på ham og risikerer at misse sin chance eller samler man hammeren op og begynder at bygge sit eget hus? Så fuck da det, hvis der ikke står en mand ved din side. Der står allerede venner og familie, som er klar til at bygge rede og isolere den med blødt fluf. Du og dine børn får et varmt og sikkert hjem alligevel!

Der er også mennesker på min alder, som stadig har ved at finde fodfæste i hele dating-miljøet. Der kan være mange forskellige grunde til, at man har været ude og danse med de vilde bavianer. Blandt andet er der mange unge i LGBTQ+ sammenhænge, som har af og til svært ved at finde en partner til trods for, at homoseksualitet er mere velset end nogensinde før. (Min universitets-hjerne undersøgte, hvor mange, der er homoseksuelle. Man (USA - verdens navle) anslår at det er 1/5, der har homoseksuelle eller biseksuelle "tendenser"). Jeg kan godt forstå, at det er svært. Jeg synes, det er svært at finde en heteroseksuel-"Mr. Right", hvor mine odds er 4/5. Forestil dig, at man også skal ramme i den 1/5 kategori mennesker, der allerede har fundet ud af, at de er til eget køn.

Så hvad nu, hvis jeg vælger at forfølge min drøm om at skrive bøger og lave film, og jeg skal rejse hele verden rundt. Jeg lever det vilde liv med røde løbere og Oscar-statuetter (Ja kliche, følg lige med alligevel) og pludselig møder jeg min "Mr. Right", når jeg mindst venter det! Hvad hvis min ægte kærlighed har fast bopæl i Danmark? Han er måske arkitekt i Odense og har to børn. Hvad gør jeg så? Vælger jeg "jetsetter"-livet eller familielivet? Skal jeg vælge? Det er ikke nok at vente på ham. Man skal også at være klar til smide alle ens fancy drømme og planer, fordi det er hvad, man gør, når nan er forelsket. Man smider det hele ud af vinduet. Men vil jeg det?

Som jeg sidder her i min seng i mit nattøj, tænker jeg, "Næh nej, jeg skal have det der fancy-fancy liv med champagne. Ingen mand skal holde mig tilbage", men jeg tror ikke, at jeg tænker sådan, når der står en mand foran mig, som jeg har slået kløerne i, og han er i gang med at bygge mig et hus med blødt fluf og indendørs rutsjebane.
Men lige nu tænker jeg, at jeg hellere vil forfølge mine drømme og mål, end jeg vil vente tilbage og lade chancerne passere mig forbi, fordi jeg forventer, der skal komme en mand forbi mig.

One day more...

Jeg har nogle gange brug for at huske på, at i morgen ikke kun bringer mere tomhed og depression. I morgen har al mulighed for at bringe glæde og spænding. Så jeg skrev en liste over nogle ting, jeg skal opleve. Nogle af tingene har jeg allerede været så heldig at opleve inden og efter, jeg skrev listen. 

Da jeg skrev listen var jeg meget opmærksom på, at min glæde ikke skal være afhængig af andre. Så det er bevist, at der hverken står "bliv gift" eller "få børn" på listen, selvom det er ønsker, jeg har.

De punkter, der står i kursiv, har jeg allerede haft glæden af at opleve, men de fortjener at blive gentaget. 

Fall out boy koncert (igen)

Nickelback koncert (igen)

Besøge USA

L.A./ Hollywood

New York

Las Vegas

Avengers 4

Marvel museum.

Panic a! the Disco koncert.

Verdens omrejse

Få en tatovering

Tag på spontan rejse

Bestig et bjerg

Møde en avenger.

Comic con!

Besøg Fridas restaurant i Palermo

Se koralrev

Få en pelset ven.

Weekend i Disneyland

Lære keramik

Blive budt op til dans

Afholde min ceremoni.

Besøge pepsi-fabrik.

Spise boller i karry, imens jeg ser en smuk solnedgang.

Bliv udgivet

Blive filmproducent

Design mit eget våbenskjold.

Blive anerkendt og husket for noget.

Købe en Tesla

Læse alle bøger, jeg har.

Have mulighed for at gøre forskel.

Have en dag, der kun handler om mig.

Design og byg eget hus.

Du skal behandle andre, som du selv vil behandles...

I anden klasse skrev min folkeskole lærer disse ord på et stykke rødt karton, som fulgte os hele vejen op igennem folkeskolen.

"Du skal behandle andre, som du selv vil behandles"

- Det er umiddelbart gode ord eller?

Nej, vil jeg sige. Jeg har et andet synspunkt på dette citat, for ja, det er et godt udgangspunkt, men måske vil det være bedre at sige "Du skal behandle andre, som de selv vil behandles". Lad mig forklare.

Når man behandler andre, som man selv vil behandles, så sætter man selv standarten for, hvad man må udsætte andre for. Sådan skal det ikke være. Andre mennesker skal sætte standarten for, hvordan vi skal behandle dem.

Jeg kan ikke gå op til dig og kalde dig en masse ukvemsord, bare fordi jeg synes, det er rimeligt. Sådan fungerer det ikke. Så kan jeg jo bare sige: "Ja, du kan bare kalde mig de samme ord tilbage", men det er der ikke nogen af os, der bliver bedre mennesker af.
Hvis jeg tvært

imod ved, at du havde svært ved ordet "kælling" eller "idiot", så skal vise dig respekt og lade være med at kalde dig disse ord. Dette gælder også i jokes.

Dette kan gælde mere alvorlige samtaler, så som: Du ved, at jeg har PTSD efter voldtægt. Det vil være helt forskruet, hvis du kom op til mig og lavede en voldtægtsjoke. Men det kan være, at din ven fortalte dig den her voldtægtsjoke i går, og du synes den var herre sjov - For det kan nemlig være, at du ikke har oplevet voldtægt. Vi forskellige udgangspunkter giver to forskellige situationer. Det skal vi bare acceptere.

Jeg kan give jer flere eksempler:
a) "Fuck"-fingeren bruger jeg aldrig. Og jeg vil ikke rækkes fuck af. Men kan du gøre det med din anden ven. Fedt, behandl dem, som de vil behandles.
b) Komplimenter. Vi (...jeg) har diskuteret det her før. Komplimenter er ikke altid positive uanset, hvor velmente de er. Det kan du læse eller genlæse i "Må jeg give dig et kompliment? Pænt nej tak" fra maj 2018.
c) Berøring. Du har ikke ret til at berøre andre. Fysisk. Nej. Spirituelt. Ja. Hvis du kan.